Jeg foreslår derfor, at man afskaffer efterlønnen som en rettighed og omdanner den til en nedslidningsydelse til dem, der har dét behov og så kunne jo passende samtidig indføre en mulighed for at alle kan deltidspensionere sig og forlade arbejdslivet i et passende tempo

af Per Holbo Rasmussen, Kristendemokraterne
Nu er jeg jo ganske klar over, at jeg ved at skrive i Arbejderen befinder mig med hovedet direkte i løvens gab. Alligevel vælger jeg at gøre det, fordi jeg synes, at netop velfærdsdebatten er for vigtig til at man bare skal sidde med ligesindede og nikke til hinanden i enighed.
Emnet, jeg ønsker at tage op, er den grundlæggende idé med et velfærdssamfund. Et samfund som for en størstedels vedkommende er venstrefløjens fortjeneste. Tanken må vel være, at man i et velfærdssamfund kan føle sig tryg. At man ikke behøver at frygte at miste sit job eller at blive syg eller på anden måde risikere at stå uden en krone på lommen. Det er det, vi har det sociale sikkerhedsnet til.
Men det har vel aldrig været meningen, at der skal samles penge ind via skat, som derefter skal deles ud i små portioner, lidt til alle. Det er nemlig ikke et velfærdssamfund, men derimod et samfund, hvor de fleste får det, som de færreste havde brug for og skulle have haft.
Nej, lad os i stedet omrokere fra det der nu er og så i stedet bygge videre på velfærdssamfundet med den underliggende parole, at de stærke yder mere end de får, og de svage får den hjælp, de har brug for. Altså et velfærdssamfund, som bygger på behov og ikke, som nu, på at alle skal have rettigheder.
Et glimrende eksempel på det er efterlønnen. For mig og for mine partifæller i Kristendemokraterne handler det nemlig slet ikke om at have råd, for det er en politisk prioritering, men når man ser på det med åbne øjne må man jo sande, at efterlønnen på mange måder blot er en pension før pensionen.
Hvis de, der af en eller anden grund er nedslidte og ødelagte af mange års arbejde, hvilket jo især rammer folk som mig, der er ufaglærte, så skal der naturligvis gives mulighed for at man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, men som det er nu, hvor der er tale om en rettighed, man kan benytte sig af, så er efterlønneren faktisk modtager af det, som den enlige forsørger skulle have haft. Er det rigtigt at gøre sådan? Det mener jeg ikke.
Jeg foreslår derfor, at man afskaffer efterlønnen som en rettighed og omdanner den til en nedslidningsydelse til dem, der har dét behov og så kunne jo passende samtidig indføre en mulighed for at alle kan deltidspensionere sig og forlade arbejdslivet i et passende tempo.
Sådan danner man nemlig præcedens for, at velfærdssamfundet giver til den, der har behov, for penge givet fra den, der har styrken.