Med tegningerne har Jyllands-Posten skabt splittelse og frit spillerum til de mest reaktionære præster i begge lejre. Derfor skal man kritisere dem

af Marie Herget Christensen, København
Dette er et svar til Karsten Hønge, der i et indlæg den 5. januar kritiserer flere elementer i Arbejderen, blandt andet et indlæg jeg har skrevet, om de såkaldte profettegninger i Jyllands-Posten.
For det første hilser jeg denne debat velkommen, som vi i lang tid har trængt til på venstrefløjen. Jeg er også enig med dig langt hen af vejen.
Det er helt rigtigt, at det er et mål for os som socialister at skabe en alliance mellem den danske arbejderklasse og dens muslimske kammerater. Det er derimod ikke et mål for Jyllands-Posten tværtimod. Deres dagsorden er klart at tjene reaktionen, og det lykkes for dem.
Med deres tegninger har de skabt splittelse og frit spillerum til de mest reaktionære præster i begge lejre. Derfor skal man kritisere Jyllands-Posten. Ikke fordi de ikke har ret til at bringe tegningerne - det har de. Den debat vi bør have, er ikke om hvorvidt vi har ytringsfrihed eller ej, men om hvilke politiske konsekvenser ens ytringer får.
Tegningerne ramte alle muslimer, høj som lav, lige hårdt, da alle troende muslimer har et forhold til deres profet, de der ikke har det, er ikke troende. Jeg vil gerne lægge hovedet på blokken på, at også de progressive, moderate muslimer, og for den sag skyld også de blåøjede og vestlige, følte sig nøjagtig lige så stødte af tegningerne, som den mest ekstreme fundamentalist. Det er blevet meget klart af hele den muslimske verdens reaktion.

Relionskritik
Det er derfor ikke af behagesyge overfor reaktionære fundamentalister, at jeg i min katapult på side 2 den 22. december tog afstand fra tegningerne, men fordi tegningerne skaber afstand til en hel befolkningsgruppe, og det er præcis sådan man skaber fundamentalister - i begge lejre.
Du snakker om religionskritik, og selvfølgelig mener jeg som socialist, at det er på sin plads med religionskritik, men for mig at se er værdien af de tegninger som seriøs islamkritik lig nul.
Hvis man skal kritisere en religion, er det nemlig vigtigt fra starten, at respektere de mennesker som udøver den, og allerede der falder de. Tegningerne latterliggør en fælles referenceramme for millioner af mennesker. Det svarer fuldstændig til Nazitysklands vittighedstegninger af jøderne og deres symboler.
Det betyder yderligere marginalisering af en i forvejen undertrykt gruppe. Og fjerner alliancemulighederne også for vores, socialisternes, vedkommende. Det er nemlig vand på de fundamentalistiske muslimers mølle, og jo større kløften er, jo mere tilslutning får fundamentalisterne.
Kun ved at møde troende som mennesker, kan man få en debat i gang. Hvis man starter med at latterliggøre og nedgøre, er dialogen allerede lukket. Det er ikke særlig respektfuldt at latterliggøre andres tro. Derudover er det vigtigt, med en stor portion forståelse for andre skikke og måder at leve livet på. Det er fantastisk vigtigt at skille religion fra kultur, ellers svigter vi netop de progressive muslimer ved at lægge afstand til dem på grund af kulturelle forskelle.

Fordomme
For eksempel taler du om, at det er kvindeundertrykkende at gå med tørklæde. Det er en fordom. At gå med tørklæde er noget af det mest kulturelt betingede, der findes. Selvfølgelig kan kulturer ændres, men det må og skal være kvinderne selv i den kultur, der ændrer den. Hvis den skal ændres. Jeg kan i bund og grund ikke se noget galt i det, og jeg mener det er den mest arrogante form for kulturimperialisme, når vi fra vesten synes, at det er mere frigjort at gå uden.
Hvad hvis en eller anden fra et såkaldt mere fremstående land kom og fortalte mig, at jeg ikke var frigjort, fordi jeg gik med trusser? Nej de giver ikke hånd; vi slikker ikke tæer, når vi møder nogen vi kender, det er kulturelle forskelle, og har ikke en pind med islam at gøre.
Jo, mange muslimske kvinder og mænd er undertrykte både af deres egne samfund, men jo da i allerhøjeste grad også af det vestlige, ligesom forfærdelig mange kristne kvinder er undertrykte, og ja du har ret i, at de kvinder skal vi møde, deres sag skal vi tale, men det gør vi altså hverken ved at bestemme, hvad for noget tøj de må gå i eller ved at gøre grin med deres profet.
Kampen skal foregå med de undertrykte og på deres præmisser, hvis vi kommer som bedrevidende kulturimperialister med Marx i hånden og fortæller dem - ja netop dem og ikke vi - at de skal gøre alting anderledes, så har vi tabt på forhånd, hvor gode vores intentioner ellers måtte være. Vi bliver nødt til at se vores muslimske kammerater, som ligeværdige partnere i den alliance vi ønsker at skabe med dem.