15 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det politiske ekko

Det politiske ekko

Tirsdag, 10. januar, 2006, 00:00:00

Tegningerne blev bragt som seneste indslag i en hadefuld hetz i en af landets mest højreorienterede aviser

af Martin Lindblom, redaktør af Lokalavisen PåGaden
Som man råber i skoven, får man svar. Det ordsprog kender de fleste, og netop i denne tid, hvor hadefulde beskyldninger fylder de danske medier, kan det være værd at gentage.
Den helt store sag i øjeblikket gælder som bekendt de efterhånden gennemtærskede tegninger i Jyllands-Posten af den islamiske profet Muhammad.
Dem er der sagt og skrevet meget om, og efterhånden som sagen udvikler sig til noget nær en international krise, lyder det oftere og oftere, at 'det startede med nogle tegninger i Jyllands-Posten'. Men det passer ikke.
Hvad de fleste nemlig glemmer eller overser, er, at striden ikke kun handler om, at tegningerne blev bragt. Det handler i endnu højere grad om den sammenhæng, de blev bragt i. Nemlig som seneste indslag i en hadefuld hetz i en af landets mest højreorienterede aviser. De dumpede ikke ud af den blå luft, men offentliggjordes kort tid efter, at samme avis på lederplads bekendtgjorde, at 'ikke alle muslimer er terrorister, men så godt som alle terrorister er muslimer'.

Grin med religion
Ingen tvivl om, at alt for mange troende muslimer opfører sig som snerpede mimoser, der ikke kan tåle den mindste kritik af deres religion. Og ingen tvivl om, at det kan de værsgo blive nødt til at lære. For lige så meget ret enhver har til at tro på den ene eller anden guddommelighed, ligeså meget ret har alle andre til at kritisere og endda gøre tykt grin med religionen.
Er man ikke stærk nok i sin tro til at tåle det, er det en selv, der har et problem med sin overbevisning.
Men den aktuelle krise handler ikke så meget om religion, som den handler om almindelig mellemmenneskelig respekt - eller rettere: Mangel på samme.
Profeten Muhammad har nemlig været afbilledet masser af gange i verdenshistorien, uden at der har været synderlige problemer ved det. I det superislamiske Iran er det for eksempel ikke usædvanligt at producere billeder af profeten - endda af den grimme slags vi kender fra de kristnes puddelhundeagtige gengivelser af deres profet Jeus med løftet pegefinger og himmelvendte øjne. Er du i tvivl, så gå på internettet og søg på navnet Muhammad [eller Mohammed red.].
Den manglende respekt overfor de mennesker, der af en eller anden grund finder islam attraktiv, sættes yderligere i relief, hvis man forestiller sig noget lignende med andre religioner eller trosbekendelser. Den jødiske gud Jahve må bestemt heller ikke afbilledes, og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig anklagerne om anti-semitisme, hvis en avis i ytringsfrihedens navn insisterede på at gøre det alligevel.
Og hvis nogen syntes, at det ville være stor spas at offentliggøre billeder af Dronning Margrethe i bar røv eller plørefuld, skulle der nok være en bunke ugeblade med en ordentlig flok royalister i ryggen, der ville hyle op om majestætsfornærmelse.

Respekt
Kravet om respekt går naturligvis begge veje, men problemet er bare, at forholdet mellem de etniske minoriteter og den danske majoritet ikke er lige. Gu' er det da hjernedødt, når indvandrerknægte på Nørrebro råber 'danskerluder' eller lignende efter folk.
Men hvad er de i forhold til regeringsbærende politikere, der fra landets fornemste talerstol - den i Folketinget - sammenligner muslimske kvinder med nazistiske rockere og islam med pest?
Jo højere der råbes i skoven, jo højere lyder det politiske ekko. Hvem hader Langballe? Alle, alle, alle!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jan. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp