Ved at flytte fokus fra direktøren til arbejderen som årsag til ulykker, har regeringen og Claus Hjort Frederiksen begået en genistreg. Det er en strategi udtænkt i Venstre, og i god overensstemmelse med ideologien om det personlige ansvar som samfundsbærende

af John Graversgaard, arbejdspsykolog
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og liberalisterne på højrefløjen har medvind, som de tidligere kun har drømt om.
Med et lovforslag om at friholde arbejdsgivere for straf, når ansatte overtræder reglerne, åbner Fogh-regeringen op for alene at give arbejderen skylden for en arbejdsulykke.

Arbejderne kan i dag få bøde
I dag er der mulighed for at idømme arbejdere en bøde, hvis de groft overtræder sikkerhedsregler. Men da arbejdsgiverne har ledelsesretten og pligten til at føre tilsyn med arbejdets udførelse, bliver virksomheden også idømt en bøde. Men Arbejdstilsynet og politiet pålægger ikke en arbejdsgiver bøde, hvis ikke 'overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan', jf. ændringen af Arbejdsmiljølovens § 83 i 2004.

Små bøder
Straframmen er iflg. § 82 i Arbejdsmiljøloven enten bøde eller fængsel indtil et år for overtrædelse af loven. Det kan stige til to år hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed. For eksempel ved at der er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor, og hvis der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel.
Denne straframme udnyttes dog ikke, og ansvarlige for dødsulykker på arbejdspladsen straffes mildt. For eksempel skrev dagbladet Arbejderen den 30. august 2005, at en ansat i aktivering i et nedbrydningsfirma blev slået ihjel, og firmaet slap med en bøde på 45.000 kr.
Fagbevægelsen har kraftigt kritiseret loven som en indgriben i arbejdsmarkedsforhold, der ensidigt tilgodeser arbejdsgiversiden. Dette understøttes af, at lovforslaget indeholder en skærpelse af straffen for ansatte. Hertil kommer muligheden for, at når skylden alene pålægges ansatte kan det eventuelt påvirke størrelsen af erstatningen ved en arbejdsskade. Dette er en uhørt stramning i forhold til andre lovområder, hvor man heller ikke alene straffer den ansatte.

Arbejdsgivere med 'ren samvittighed'
Regeringens stærke mand, Claus Hjort Frederiksen, har lyttet til sit bagland og vil lempe på arbejdsgivernes ansvar og skærpe bøderne til de ansatte.
Det såkaldt objektive ansvar har altid været hadeobjekt for DA. En række arbejdsgivere har klaget deres nød og følt sig uretfærdigt dømt, da de mente de havde 'gjort alt'. Historierne har dog vist sig ikke at holde vand. Godt hjulpet af borgerlige medier har man rettet fokus på arbejdere, som ikke bruger sikkerhedsudstyr, der er stillet til rådighed. I dag vil virksomheden også blive dømt, ligesom de ansatte vil få en bøde, jævnfør det såkaldte objektive ansvar.
For at slippe for straf skal arbejdsgiverne kunne påberåbe sig, at:
- de har gjort alt for at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø,
- de har instrueret den ansatte fyldestgørende og ført effektivt tilsyn,
- de ansatte har tilsidesat arbejdsgiverens instruktioner.

Arbejdsgiverens holdning til sikkerhed er afgørende
Hermed åbnes der op for endeløse retssager og en usikker retstilstand, hvor arbejdsgivere ved at påstå ovennævnte kan slippe for straf. Der ses bort fra, at den 'sikkerhedskultur' som findes i et firma på afgørende vis er præget af arbejdsgiverens holdning.
Arbejdsgivere kan give advarsler og fyre arbejdere, som ikke overholder sikkerhedsreglerne. En slap holdning til sikkerhed kan medføre, at arbejderen alene straffes, da hans manglende brug af sikkerhedsudstyr er let at konstatere. Arbejdsgiverens manglende ansvarlighed er sværere at dokumentere.
Med loven vil arbejdsgivere have mulighed for at påstå at have rene hænder.

Arbejdstilsynet sat udenfor
Samtidig har regeringens Lov om retssikkerhed af 4. juni 2004 medført, at Arbejdstilsynet ved straffesager ikke selv må undersøge arbejdsulykker og bruge den ekspertise, de har. Vil Arbejdstilsynet søge oplysninger hos ansatte og arbejdsgivere, som kan blive brugt i en straffesag, skal man overlade det til politiet at gøre dette.

Politiet ønsker ikke opgaven
Politiet har protesteret over manglende ressourcer og manglende arbejdsmiljøfaglige ekspertise til dette.
I et høringssvar har politidirektøren i København udtalt: 'Således som forslaget er udformet, vil det være anklagemyndigheden, der skal bevise, at arbejdsgiver kan bebrejdes noget! Der ses ikke at være lagt op til omvendt bevisbyrde på dette punkt. Dette vil være tidskrævende, bl.a. fordi udtryk som 'fyldestgørende' og 'effektivt' kan give anledning til megen diskussion, og ikke mindst fordi det må forventes at ansatte vil støtte en arbejdsgivers udsagn om, at arbejdsgiveren i det pågældende tilfælde havde gjort alt, hvad der kan forlanges, og at det var alene var den ansatte selv der tilsidesatte instruktionerne. Det må i den forbindelse tages i betragtning, at den ansatte kan være nervøs for at miste sit job, og at en eventuel bøde til den ansatte, eventuelt betalt af arbejdsgiveren, er betydelig lavere, end den bøde arbejdsgiveren kan forvente ved en selvstændig domfældelse'.

Personligt ansvar oppe i tiden
Det er en katastrofe at dansk fagbevægelse er så defensiv når det gælder direktørers ansvar.
Dansk fagbevægelse sover fortsat tornerosesøvn i en situation, hvor arbejdsgiverne og deres regering angriber konstant.
Ved at flytte fokus fra direktøren til arbejderen som årsag til ulykker, har regeringen og Claus Hjort Frederiksen begået en genistreg. Det er en strategi udtænkt i Venstre, og i god overensstemmelse med ideologien om det personlige ansvar som samfundsbærende. Ved at lade ansvaret flyde, så flyttes fokus fra den rå kapitalisme, som presser de beskæftigede op i tempo og ned i sikkerhed.

Hvorfor ikke øget straf til direktørerne
Et offensivt svar kunne være at kræve højere straffe til direktører og arbejdsgivere, som groft svigter deres pligter til at sikre forsvarlige arbejdsforhold. Hvorfor er direktørerne vigtige?
- Det er direktørerne, som beslutter de ressourcer, som investeres i sikkerhed. Det påvirker normering, uddannelse, instruktion, sikkerhedsudstyr og generelt den prioritering som sikkerhed har.
- Det er direktørerne som beslutter hvordan balancen er mellem hensynet til produktion og sikkerhed samt påvirker andre lederes prioritering af sikkerhed. De påvirker til enten aktiv eller passiv medvirken fra de ansatte og deres faglige repræsentanter.

I forvejen fokus på ledelse
Alt dette er rimeligt ukontroversielt og gængs viden internationalt. Skal man gøre en forskel og øge forebyggelsen, skal den øverste ledelse tydeligt tage ansvar og melde ud i organisationen, at sikkerhed og arbejdsmiljø er vigtigt.
Det kan gøres til et forretningsområde, og de store koncerner har ansat folk til at sætte alt dette i system. Der er standarder på området og virksomheder kan få deres arbejdsmiljøsystemer certificeret. Og undersøgelser af store ulykker og katastrofer peger ofte direkte på den øverste ledelse for at svigte totalt. Så hvor svært kan det være?

Ulige styrkeforhold
Så med klare pligter for den øverste ledelse kan de også bedre stilles til ansvar. Men årsagen til at direktører ikke straffes for alvorlige ulykker og dødsulykker er politisk. Der er ikke politisk mod til at konfrontere dem med ansvaret.
Hermed er vejen åben for at gøre 'arbejderen til ulykkesfuglen' som enten helt eller delvist er skyld i skaden. Og det fortæller en masse om styrkeforholdet i klassekampen i 2005.

Kronikken har tidligere været bragt i Arbejde & Sundhed, december 2005. Tidsskriftet udgives af Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere i samarbejde med Samarbejdet Arbejdere Akademikere. www.aktionsgruppen.dk