De fem cubanske anti-terrorister sidder i hver sit fængsel, mens terroristen Posada kan nærmest høre nøglen i låsen
af Sven-Erik Simonsen
De fem cubanske anti-terrorister sidder i hver sit fængsel, mens terroristen Posada kan nærmest høre nøglen i låsen.
Ingen forventer, at de fem cubanske anti-terrorister, som sidder i hver deres fængsel i USA, bliver løsladt inden jul. Men det er langtfra utænkeligt, at terroristen Luis Posada Carriles kan fejre højtiden med sine terroristvenner i Miami.
Hvis det sker, vil USA under præsident Bush gå ind i 2006 som et land der trods al snak om krig mod terror fængsler personer, der øger at forhindre mord og terror, og lader notoriske terrorister gå frit omkring i Miamis gader.
I sidste uge afleverede forsvarsadvokaterne for de fem fængslede cubanere svar på en række spørgsmål fra de 12 dommere ved appeldomstolen i Atlanta. Nu har anklagemyndigheden tre uger til at kommentere forsvarernes argumenter. Den 13. februar har de 12 dommere afsat til at høre mundtlige indlæg fra både anklagere og forsvarere. Herefter skal dommerne afgøre, om cubanerne skal have en ny retssag eller om Miami-domstolens uhyrlige livstidsdomme skal stå ved magt.
To prestigefyldte advokat-sammenslutninger har sendt erklæringer til appeldomstolen. De peger på, at der skete brud på forfatningen i forbindelse med udpegningen af den jury, der dømte de fem cubanere ved Miamis domstol 2001... samt at det var en fejl, når dommeren i Miami ikke fulgte forsvarersadvokaternes krav om at flytte retssagen væk fra det politisk betændte miljø i Miami.
Det var netop disse to kritikpunkter, som fik tre dommere ved appeldomstolen til at omstøde den oprindelige dom med en kendelse fra august i år.
Appeldommerne er klædt på til at afsige en kendelse midt i februar, men cubanerne forudser, at der opstår nye forsinkelser:
- Selvom de er uskyldige må vore brødre blive i højsikkerhedsfængsler i mange år på grund af denne forhalingstaktik, sagde advokat Roberto Gonzalez for nyligt på cubansk tv.
Formanden for Cubas nationalforsamling sagde ved samme lejlighed, at den internationale kampagne for løsladelse af de fem anti-terrorister bør forstærkes og både fordømme den farceagtige retsag og kræve umiddelbar løsladelse af de dømte.
Modsat sagen om de fem cubanere er der fuldstændig stille om sagen mod den eksilcubanske terrorist Posada Carriles. For næsten tre måneder siden besluttede dommeren i El Paso, Texas, at Posada ikke kan udleveres til Venezuela. Venezuela kræver terroristen udleveret fordi man vil gøre en retssag mod ham færdig. Posada flygtede fra Venezuela i 1980`erne inden retssagen mod ham for at stå bag bombning af at civilt cubansk fly var afsluttet.
Efter denne kendelse har anklagemyndigheden 90 dage til at rejse en sag mod Posada... ellers må man lade ham gå. Der er ikke noget der tyder på, at man vil rejse sag mod Posada - hverken for terrorisme eller for ulovlig indrejse i USA. De 90 dage udløber om en uge.
Læs mere/send protester på: www.familiesforjustice.cu & www.antiterroristas.cu
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278