Illusionisten Fogh afleder omgivelsernes opmærksomhed fra den reelle trussel mod landets sammenhængskraft, nemlig EU og den transnationale monopolkapitalismens globalisering

af Klaus Haase, Jyderup
I kølvandet på Venstres landsmøde, blev det i p1 debat den 4. december nævnt, at Fogh nogle år tilbage i sin karriere, erkendte, at han måtte lægge distance til 'Minimalstaten'.
Han skulle i den forbindelse have sagt: 'Man kan ikke æde elefanten(læs: staten) på én gang. Derfor må man tage den bid for bid'. Det blev også nævnt, at under den borgerlige regering er statskassen blevet tømt for mellem 10 og 20 milliarder kroner.

nationens beskytter
En illusionist er en person, der formår at få mennesker til at tro, at han gør noget, som han ikke gør, samtidig med, at omgivelsernes opmærksomhed afledes. Fogh har gjort sig som glimrende illusionist, hvilket jeg vil komme med nogle eksempler på.
Fogh lægger vægt på 'nationens sammenhængskraft' (et af hans såkaldte pejlepunkter.) Han siger, at nationen er truet af minoriteter. Noget som støttepartiet Dansk Folkeparti har gjort til et mantra.
I praksis udviser Fogh ikke den store omsorg for sit land som nation, når man tager hans nedskæringer og nyliberale politik i betragtning: Inden for en overskuelig fremtid vil alle indtægtsgivende offentlige/nationale virksomheder være væk. Forsikringsordninger vil have afløst solidarisk finansiering af fællesskabets behov. Alle sikkerhedsnet vil være væk, når servicedirektivet udhuler tilkæmpede faglige rettigheder og i det hele taget en nations integritet.
Hermed afleder illusionisten Fogh omgivelsernes opmærksomhed fra den reelle trussel mod landets sammenhængskraft, nemlig EU og den transnationale monopolkapitalismens globalisering, der er i færd med at reducere nationen til en brik i et nyliberalistisk spil.

afstand til fortid
Fogh stod frem på sit partis landsmøde som den store statsmand og faderfigur med opsmøgede ærmer, fortalte en rørende historie om sin egen familie, og takkede staten for, at hans ophav kunne få støtte til eget husmandsbrug.
Samtidig rettede han en tak til samme stat for, at han med SU og gratis undervisning kunne blive familiens første akademiker. (Dette være sagt samtidig med, at egenbetaling på uddannelser skal indføres, og 'langsomme' SU-modtagere skal straffes).
Ved at vise 'taknemmelighed' over statens 'gavmildhed') afleder illusionisten Fogh offentligheden fra den kendsgerning, at han er i færd med at æde staten op stykke for stykke!

Liberal hulhed
Med antiterrorlov og beføjelser til yderligere kontrol af det offentlige rum i alle henseender går Fogh imod den liberale tankes 'fornemste' hensigt: beskyttelsen af individet. Det sker under påskud af, at alfaderen Fogh vil passe på 'sit folk' og 'beskytte' dem.
Her formår illusionisten ikke helt at gennemføre sit forehavende. I sin angivelige iver efter at alliere sig med liberalismens højborg og den eneste 'supermagt', med andre ord USA og dets interesser, må selv liberale mennesker med et økonomisk og snusfornuftigt forhold til den personlige frihed nødvendigvis sætte denne i pant til fordel for USA`s magtrolle. Det kan enhver liberal vel se?
Mange liberale har allerede lugtet lunten, men gør ikke synderlig megen anskrig over krænkelsen af deres forventelige værdier. Man kan måske få den tanke, at det her handler om en handel: Årsagen til at protesten fra baglandet ikke er større, er måske fordi man fornemmer, at Fogh har klare rollen som illusionist på omtalte andre felter, idet han i et roligt men sikkert tempo æder videre af elefanten (staten).
Afslutningsvis kan det nævnes, at en illusionist også er en forfører.
Der har været mange forførere i tidens løb. Som regel har de været allieret med populistiske personer og partier. Det er ikke nyt. Forførere og populister følges altid ad. Det har historien vist.
Populister ved man aldrig, hvor man har. De kører på en forsimplet forståelse af virkeligheden. Samtidig har de evnen til at agere vendekåber. De spiller altid på enkelte budskaber, der ikke har spor at gøre med den komplicerede virkelighed, som en samfund er skruet sammen af. Også derfor er den farlig. Den er en illusionist.

Rottefængeren
Scherfig lavede i 1953 et 'nyt' billede af en forførende rottefænger, der lokkede mennesker væk fra et slot. Rottefængeren blæser lystigt på sit instrument, og en masse mennesker følger i hans fodspor. Han smiler djævelsk under sine musikalske udfoldelser og spiller vel ligeså djævelsk, forførende. Og så er han iklædt et par bukser, der umiskendeligt ligner det amerikanske flag. Vi mangler bare stjernerne.
Når jeg ser dette underfundige, satiriske, naivistiske billede, tolker jeg, at det rummer mange elementer til et portræt af: En forfører. Et folk, der bliver trukket ud af deres hjem. En illusionist.