Da jeg var barn fandtes der i den lokale brugsforening et område mærket ¤¤kolonial¤¤. På hylderne stod sukker, mel, kaffe og andre fornødenheder, der var blevet til gennem agerdyrkning

af Tao Kongsbak, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Frie Bønder - Levende Land
Der er stadig mange fyldte hylder, i det der i dag hedder Superbrugsen. Men skiltet med 'kolonial' er forsvundet. Og det til trods for at endnu flere af varerne bliver produceret under forhold der til forveksling minder om koloniale, det vil sige, om metropolers besættelse og dyrkning af fremmede landområder.
Verdenshandelsorganisationen, WTO, og dennes inter-ministerielle forhandlingsrunder er en vigtig motor i denne nye form for kolonisering.
Op til afslutningen af nærværende runde i Hongkong kræver flere udviklingslande, at de besiddende lande, som EU og USA, skal fjerne den eksportstøtte og de toldbarrierer, der forhindrer import fra tredje lande. Men udviklingslandende er splittede. For eksempel vil de såkaldt 'ekstremt fattige lande' gerne beholde nogle af de særlige handelsaftaler, de har indgået med EU, hvorimod de såkaldt 'ledende udviklingslande', som Indien og Thailand, hver for sig ønsker at styrke egne fordele i deres indbyrdes samhandel.
Midt i disse uoverensstemmelser skjuler EU og USA, at de stadig støtter deres eksportlandbrug. Det sker ved at 'afkoble støtten fra produktionen' og gøre den til 'enkeltbetaling'. Oveni anvender USA og EU den påståede reduktion af støtten som argument for at få adgang til udviklingslandenes markeder for servicevirksomhed. Noget for noget. Landbrug er ikke længere et selvstændigt politisk område. Landbrugspolitik kan, ligesom så mange andre politikker, udveksles frit med andre.
Resultatet af denne 'insider frihandel' er forudsigelig. De landområder som ikke har købekraftige forbrugere skal lægge agerjord og arbejdskraft til, mens markedsmetropolerne til gengæld skal levere etisk korrekt design, økonomisk finansiering og akademisk viden herunder analyser af i hvilke lande landbrugsproduktionen er billigst: Bønderne i fattige landområder har bare at finde sig i verdensmarkedets svingninger og så lade sig udsætte for at skulle konkurrere med varer der sælges for langt under den lokale produktionspris.
For at komme denne vilkårlige undertrykkelse til livs og for at skabe større agrar lighed verdens lande i mellem, foreslår den internationale organisation for mindre bønder, indfødte folk og landarbejdere, Via Campesina, at der overalt på kloden indføres 'madsuverænitet'.
Madsuverænitet er alle folks ret til at producere deres egne levnedsmidler på en bærekraftig måde i harmoni med deres kultur og traditioner og i overensstemmelse med forsvaret for deres egne naturresurser og biodiversitet.
Indførslen af madsuverænitet betyder, at alle landes befolkninger får international myndighed til at beskytte deres egne markeder og sørge for at den enkelte jordbruger modtager en betaling, der modsvarer de reelle omkostninger ved produktionen.
Mange mindre bønder i Europa samarbejder solidarisk med udviklingslandendes om en reform af den del af den europæiske landbrugsstøtte.
Kravet om madsuverænitet deler nemlig argumenter med den politik for landbruget der iværksattes i Europa efter Anden Verdenskrig og gik ud på at gøre Europa selvforsynende med de basale levnedsmidler. Sidstnævnte politik gik blot amok og blev planløs, da europæerne lod sig forføre af et overgearet og aggressivt agro-industrielt kompleks, hvor det at vokse i størrelse, være effektiv og erobre markedsandele blev en miljøødelæggende naturlov.
Madsuverænitet er langt mindre fallisk end den fællesmarkedsideologi som inspirerer WTO og, vigtigere, langt mere demokratisk og i ligevægt med sine omgivelser - mindre globalt hysterisk, om man vil. Og så passer den bedre på virkeligheden. Det er højst ti procent af verdens levnedsmidler der i dag handles på verdensmarkedet. De resterende 90 procent forhandles lokalt, hvis de da overhovedet handles og ikke blot byttes eller spises direkte fra marken. Det er nu en gang ikke alt det verdens mindre bønder fremstiller, der er til salg, endsige bør behandles som en vare.