Samfund er ikke skruet sammen af velmenende konservative idealer, men af kolde magtforhold mellem klasser

af Kjeld Stenum
Nylig havde DR-P1`s filosofiske magasin Eksistens en udsendelse, hvor den forsvundne samfundskritik var gjort til tema.
Omtrent samtidig havde en anden af P1`s filosofisk anlagte programmer, Agenda, et tema om psykoterapi, hvoraf det blandt andet fremgik, at WHO-analyser viste en eksplosiv stigning i antallet af depressioner i både den rige og den fattige del af verden, og at depressioner som mest livsødelæggende menneskelig lidelse om få år vil slå såvel aids som malaria af pinden, medmindre mirakler indtræffer.
Det er oplagt, at der er sammenhæng mellem de to temaer: Når samfundskritikken og dermed det politiske oprør forsvinder, individualiseres lidelserne. Kan man ikke længere kalde samfundet for sygt, må det blive de mennesker, som har problemer med samfundet, der er syge.
Kan man ikke længere have det at tilpasse samfundet til menneskene som overordnet perspektiv, er der kun de helbredelsesmetoder tilbage, der satser på at tilpasse menneskene til det én gang givne samfund. Hvis det, som karakteriserer dette samfund, så er en så svimlende udviklingshastighed, at de værdier, forældre har at videregive til deres børn, er forældede, før børnene når at prøve dem af, stilles børnene under det enorme pres hele tiden at starte fra nul. Men har du brug for at hoppe af karrusellen, er det ikke farten, der er for stor, men dig, der er for ringe til at tåle hastigheder. Og det kan du behandle med piller.
Spørgsmålet om at ændre samfundet er jo vitterligt blevet gjort til om ikke tabu, så i hvert fald ikke-tema i moderne offentlig debat siden murens fald. Det gælder formentlig ikke blot i vores rige del af verden. En slags resignerende accept af den globale kapitalisme under USA`s ledelse og med 'røde' Kina som økonomisk motor synes også at have kvalt de fleste tilbøjeligheder til socialistisk eksperimenteren i de fattige lande.
Højrefløjen triumferer: Liberalismen tilbyder måske ikke den bedst tænkelige, men i praksis den mest livsduelige samfundsmodel. Et argument, der følges op med aggressiv split-og-hersk-politik vendt mod arbejderklassen, bestående i udflytning af fabrikker til lavtlønslande, angreb på faglig organisering og nedbrydning af nationale særordninger på arbejdsmarkedet.
Facit for verdens arbejdere er, at konkurrencen mellem dem bliver global, og arbejderklassens opsplitning og individualisering total. Og for at forebygge de sociale uroligheder, man kan vente sig som konsekvens af denne asociale politik, laver man love, der kriminaliserer omtrent enhver afvigelse fra konformitet mod den bestående samfundsorden, kaldet anti-terrorlove.
Og venstrefløjen bøjer beskæmmet nakken og tier med visionerne. Det gør for ondt eller er blevet for utroværdigt at tale om samfundsmodeller, der både har vist grove fejl og lidt tilsyneladende afgørende politiske nederlag. Så det, der før var oprørskhed og alternative visioner, indskrænker sig i dag til et defensivt forsøg på at begrænse skaderne af liberalismens hærgen.
Kritikken er kvalt. Men det koster at kvæle kritik. I en verden, der udvikler sig (og det gør enhver verden), har menneskesamfund brug for både kritik og lejlighedsvis også oprør og endog revolutioner, hvis ikke de skal forgå i højreekstreme katastrofer. Den konservative irske filosof Edmund Burke mente, at den franske borgerlige revolution aldrig burde have fundet sted, fordi dens omkostninger i blod, menneskelig lidelse og økonomiske tilbageslag kunne have været undgået, hvis man i stedet havde satset på fredelige velmenende reformer.
Men hvem kan svare på, hvor blodigt det var blevet, hvis ikke der var kommet en borgerlig revolution i Frankrig? Samfund er ikke skruet sammen af velmenende konservative idealer, men af kolde magtforhold mellem klasser.
Vores store sydlige nabo, Tyskland, havde aldrig nogen egentlig borgerlig revolution. Det tyske borgerskab var for svagt til at revolutionere mod de stærke tyske junkere. Så i stedet blev det junkerne selv, der drev industrialiseringen. Der blev aldrig langt fra feudalfyrsten, der tugtede sine fæstebønder til hoveri, og til nådigherren på fabrikken, der tugtede sine lønarbejdere. Og der var også en lige linje fra aristokratiske værdier til ariske værdier. Det var junkernes reaktionære værdiunivers, der bar nazismens fremvækst.
Rødderne til, at udviklingen blev sådan i Tyskland, kan man så formentlig søge helt tilbage i reformationstiden, hvor Luther dygtigt fik afledet middelalderens bondeoprør og spillet den politisk fallerede katolske kirkes enorme ejendomsbesiddelser over i hænderne på fyrsterne, der på den måde fik uforholdsmæssigt meget magt.
Det koster at kvæle kritik. At der aldrig kom en revolution mod feudalvældet i Tyskland kostede en verdenskrig.
Kvæles ethvert tilløb til kritik, oprør eller revolution mod den moderne globale kapitalismes rivende malstrøm, koster det i første omgang en eksplosion i antallet af depressive lidelser, når vi hver især tvinges til at stå helt alene med byrderne af alle verdens uretfærdigheder. Men hvad det kan komme til at koste på langt sigt, det tør jeg overhovedet ikke tænke på.