Jeg vil foreslå byens vise fædre, at de gør en god gammel skik til en regel og stiller krav om, at generalforsamlinger skal afvikles med bistand fra en uvildig, foreningskyndig dirigent

af Børge 'Biceps' Jensen, producer, forfatter, komponist og projektleder
En dansk musiker har udgivet en ny cd med titlen 'Still payin` dues'. Han afdrager til stadighed på en slags æresgæld og skaber derved lidt balance i universet. Det giver ham sikkert en god følelse og det er ham vel undt, men det får mig til at tænke på, om jeg måske skylder noget, som jeg ikke ved af.
Det er en uhyggelig tanke. Jeg skylder noget til told og skat, men finder trøst i, at jeg har skaffet flere penge til kultur, end jeg skylder samfundet. Den er lidt tynd, men det er kommet vores bluesmand og bluessamfundet, til gode.
Måske er der alligevel balance i regnskabet, måske har jeg noget til gode. Det er ikke godt at vide, men jeg ved at vi gerne stiller op til velgørenhed, for fred i verden, imod diktatur og andet godt. Her yder vi nogle 'dues' med adresse på, fordi vi tror på, at frihed og demokrati er værd at slås for.
Noget kunne tyde på, at demokratiet ikke har det skide godt herhjemme. Temperaturen på demokratismen tages nemt ved at hive bjælken ud af øjet og vende det imod foreningskulturen. For eksempel har alle politikere en fortid i foreningslivet, og leves det liv i lovløst land, så kommer der nogle løjerlige typer ud i den anden ende.
De færdes i magtens korridorer og laver om på virkeligheden, især når de kvajer sig. På den måde ligner de, i mangt og meget, foreningsmenneskene. Derfor vil jeg dele mine sidste erfaringer fra foreningslivet med jer. De stammer fra en anden mærkværdig, men virkelig, virkelighed, fra min tid som daglig leder af noget der hedder CBF.

Diskussionsklub
Denne forening har aldrig rigtigt fungeret som andet end en diskussionsklub. En hjælpeløs, ubeslutsom bestyrelse, var tung at danse med, og et forsøg på at få lortet til at fungere mislykkedes. Længere er den ikke, men bestyrelsens uformåenhed gjorde den nærtagende og da jeg, af princip, ikke deltager i magtkampe, valgte jeg at trække mig.
Først fremlagde jeg dog nogle forslag til projekt og organisationsplaner, festivalmodel, diverse analyser med mere, og da alt blev afvist (uden behandling skulle jeg måske tilføje), trak jeg mig også som daglig leder.
I min egenskab af menigt medlem af foreningen foreslog jeg, at man hyrede en sagkyndig dirigent til generalforsamlingen. Den gik heller ikke, og nu var jeg pludselig heller ikke mere medlem af foreningen. Begrundelsen for eksklusionen var noget vås, men det sjove var, at man nu kunne afvise at behandle forslag stillet af et 'ikke medlem'. Rygtet om en tvivlsom eksklusion har ikke gavnet CBF, og skaden består blandt andet i, at den har været nødt til at 'lukke sig om sig selv' og omgiver sig nu kun med 'ligesindede'.
En sommernat ved bålet sad jeg og filosoferede mig frem til, at fem ud af otte bestyrelser som jeg har opereret under i de sidste 15 år, er kuldsejlet, af nogenlunde de samme årsager, som har fået CBF til at forpuppe sig. Bortset fra at det er enerverende, så er det en dårlig statistik, og man kan gyse ved tanken om, hvor mange mavesår og forknytte eksistenser det har afstedkommet ude i landet. Dilemmaet er, at foreningslivet er underlagt selvjustits og det er et paradoks, at en dårligt fungerende bestyrelse/forening, er overladt til at redde sig selv.

Brug dirigent
Det synes jeg, at man skulle gøre noget ved. Jeg vil foreslå byens vise fædre, at de tager splinten ud af øjet, gør en god gammel skik til en regel og stiller krav om, at generalforsamlinger skal afvikles med bistand fra en uvildig, foreningskyndig dirigent.
Måske vil det få nogle mennesker til at tænke sig lidt bedre om derude i virkeligheden, der hvor vedtægter anses for at være et 'nødvendigt onde'. Hvor integritet er en by i Rusland og demokratiet betragtes som en forhindring for fri udfoldelse, hvad enten det skyldes uvidenhed eller beregning.
Jeg ser andre fordele, men det må blive en anden gang, for tusmørket er ved at sænke sig over landet og jeg har startet et bål. Nu vil jeg gå ned i haven, kaste en bjælke på, tænde en rimelig cigar, lune cognac`en dernede og vente på, om der måske skulle falde nogle af de der 'dues' af. Vel og mærke af den rigtige slags, for dårlige 'dues' har jeg fået nok af. De ligner til forveksling dummebøder.
Inden jeg går, vil jeg godt sende en hilsen og tak for godt samarbejde og gode resultater til de spillestedsfolk, organisationsmennesker, sponsorer. kolleger og pressefolk, som jeg har mødt i de 25 år, hvor jeg har virket som projektmand i København.
Til alle jer andre vil jeg sige: Hav det godt og vær gode.