Vejen mod nye krige er brolagt med indskrænkninger af de demokratiske rettigheder. Dæmoniseringen og udpegning af nye fjender skal bane vejen for den antidemokratiske lovgivning
af Jørgen Petersen, formand for DKP/ML
I sidste uge fremlagde regeringen sin anden store terrorpakke. Der tegner sig et entydigt billede. Helt grundlæggende demokratiske rettigheder sættes under pres og Politiets Efterretningstjeneste (PET) styrkes markant og får nye beføjelser. Danmark er på vej til at blive et overvågningssamfund. Der har været protester, også langt ind i de borgerlige partier, men lovarbejdet fortsætter.
Med den første terrorpakke blev der i lovgivningen givet øget muligheder for telefonaflytninger og overvågning af folks private computere. PET fik myndighed til at afvise asylansøgere - uden at de pågældende får en begrundelse for afslaget og dermed en mulighed for at forsvare sig.
Nu udvides beføjelserne til overvågning endnu en tand. PET får bemyndigelse til at snage i alle de offentlige registre og overvåge enhver form for trafik på internettet og via telefon. Også de danske trafikknudepunkter skal videoovervåges. Som om terrorister er bange for at blive filmet.
Politiets efterforskning af alt fra kvindehandel, narko- og bandekriminalitet lægges nu ind under PET. Begrundelsen er, at den organiserede kriminalitet finansierer terrorismen. Men rigspolitichef Torsten Hesselbjerg må indrømme, at man ikke har skygge af grundlag for at mene, at det er tilfældet i Danmark. Lovpakken vil også blive brugt til at tillade, at politiet benytter og aflønner et net af civile agenter.
Indholdet i lovgivningen er først og fremmest politisk bestemt og tydeligt påvirket af USA og andre imperialistiske stormagter.
Og der er mere på vej. I EU overvejes således nye antidemokratiske tiltag for at overvåge og gennemregistrere hele foreningslivet indenfor EU`s rammer.
En langvarig proces
For at forstå udviklingen må man se den i en historisk sammenhæng. De udemokratiske lovpakker hænger nemlig nært sammen med udviklingen af styrkeforholdet i klassekampen.
Da socialismen kollapsede i Sovjet og Europa, var det ikke alene velfærdssamfundet og den offentlige sektor, der kom under pres. Der blev sat en udvikling i gang, som har fået alvorlige konsekvenser for de demokratiske rettigheder. Gennem en årrække er grundlæggende rettigheder, som blev sikret helt tilbage fra grundlovens indførelse, blevet sat under pres. Samtidig accelererer en udvikling, hvor lov og orden-partiernes menneskesyn kommer til at præge den aktuelle dagsorden, med stor inspiration fra deres amerikanske forbillede.
Med den såkaldte rockerlov blev der i danske retssale tilladt anonyme vidner. Anklagemyndigheden fik med denne lov mulighed for at hemmeligholde en del af det materiale, som danner grundlag for en sigtelse. Der blev skabt juridisk grundlag for at isolere en fange i et fængsel, uden at den pågældende fik ret til at kende grundlaget for en så alvorlig beslutning, der i længerevarende tilfælde kan sammenlignes med tortur.
Sidst men ikke mindst gav rockerloven mulighed for at politiet kan gennemføre hemmelige ransagninger af folks hjem endog i gentagne tilfælde, uden at den pågældende person nogensinde skal have oplyst dette. Dengang trak mange på skulderen og sagde. Hvad rager det mig? Jeg er ikke rocker? Men det er en kendsgerning, at rockerloven rammer en langt bredere kreds end landets rockere. Ligesom terrorloven rammer mange der aldrig har været terrorister.
Konsekvensen af 11. september
Terrorangrebet mod USA den 11. september i 2001 blev startskuddet for den såkaldte krig mod terror, som har fået meget alvorlige og dybtgående konsekvenser. USA har sat kurs mod verdensherredømmet. Med krigen mod terror som påskud tilsidesættes den internationale retsorden, herunder FN-systemet, som blev opbygget på ruinerne efter Anden Verdenskrig.
Der er en nær og logisk sammenhæng mellem den amerikanske imperialismes blodige og ulovlige krig i Irak, netværket af amerikanske fangelejre på Guantanamobasen og i mange andre lande og de omfattende angreb mod de demokratiske rettigheder.
De såkaldte terrorlister er blevet en vigtig brik i imperialismens strategi for at dæmonisere sine modstandere. På disse lister står ikke blot åbenlyse terrorister, men også de befrielsesbevægelser hvis kamp står i modstrid med USA`s globale eller regionale interesser. Det er efter de sammen grundlæggende kriterier, at USA har defineret sin liste over de såkaldte slyngelstater.
USA har igennem mange år været den største terrorstat af dem alle. Bin Laden og Taliban blev skabt, uddannet, udrustet og financieret af CIA. Også dengang med støtte fra de borgerlige partier i Danmark. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejste således til de afghanske bjerge, hvor han personligt overrakte Taliban 600.000 kroner og lod sig fotografere med en kalashnikov i hånden.
Også i dag understøttes de amerikanske forbrydelser aktivt af det borgerlige Danmark. Man opfordrer direkte danske monopoler til at udnytte mulighederne for at tjene fedt på krig og terror i amerikansk krigstjeneste.
USA`s nærmeste allierede, Israel, begår dagligt terror, mord og tortur. Ingen i Washington løfter et øjenbryn. Kritikken fra Danmark er tyndbenet og sporadisk. Det er ikke Israel, men derimod den palæstinensiske befrielsesorganisation PFLP, der kan findes på terrorlisterne.
I disse uger kæmper præsident Bush for at undgå, at de amerikanske lovgivere forbyder CIA at udføre tortur, efter de nye afsløringer af CIA`s umenneskelige brutalitet under dække af kampen mod terror. Tavsheden fra den danske regering er som sædvanlig larmende.
Danmarks ynkelige rolle
Danmark er blevet et krigsførende land. Den danske regering brød international lov ved at tilslutte sig USA`s krig i Irak. Den har et medansvar fra drabet på 100.000 civile irakere og torturen i Abu Graib fængslet og de amerikanske kz-lejre. CIA`s fly har i årevis benyttet danske lufthavne og dansk luftrum til deres transporter af fanger uden rettigheder på vej mod nye torturbødler. Samtidigt er dæmoniseringen af USA`s fjender blevet officiel dansk udenrigspolitik. De såkaldte terrorlister er et iøjnefaldende eksempel på dette.
Støtten til den aggressive amerikanske udenrigspolitik og deltagelsen i krigene mod de ydre fjender har uundgåeligt fået konsekvenser i dansk indenrigspolitik. Vejen mod nye krige er brolagt med indskrænkninger af de demokratiske rettigheder. Dæmoniseringen og udpegning af nye fjender skal bane vejen for den antidemokratiske lovgivning, præcist som vi så det med rockerloven. Nu er det ikke længere motorcykler og rygmærker, men muslimer og indvandrere der må stå for skud.
Året efter angrebet på tvillingetårnene i USA kom den første lovpakke rettet mod de nye og potentielle indenrigspolitiske fjender. PET fik igen flere bevillinger efter at have været i strid modvind i flere år.
PET`s udemokratiske og ulovlige aktiviteter, der blev afdækket efter den kolde krigs afslutning, blev glemt i medierne. Nu rekrutteres igen hundredevis af nye agenter til de hemmelige tjenester. Nu skal der overvåges og registreres på overtid.
Gå til modstand
Igen lyder det beroligende, at man intet har at frygte, hvis man ikke er terrorist. Men det har vi da i allerhøjeste grad. Vi frygter for de demokratiske rettigheder, som den danske befolkning har kæmpet for i 200 år. Vi ønsker ikke Danmark omdannet til et overvågningssamfund, af de selv samme politikere der har gjort Danmark til et krigsførende land, og som ønsker at erstatte solidaritet og velfærd med monopolkapitalens drøm om et nyliberal minimalstat.
Den eksisterende lovgivning kan allerede anvendes til kriminalisering af alt fra faglige blokader til solidaritet med befrielsesbevægelser og graffitimaling. Greenpeace er allerede blevet dømt efter en paragraf i terrorlovgivningen fordi organisationen gennemførte et fredeligt bannerdrop i protest mod gensplejsning. Det er en advarsel om, at det er nu der skal gøres modstand.
Løsningen er ikke at indføre mere demokratisk kontrol med PET gennem etablering af et eller andet parlamentarisk kontroludvalg. Sådanne udvalg er intet værd. Sådanne udvalg var der under Den Kolde Krig. PET gennemførte alligevel en hæmningsløs registrering og åbenlyse ulovligheder, uden at det fik konsekvenser. Også fremtidige kontrolorganer vil være som at sætte ræven til at vogte gæs.
Det danske samfund er i høj grad præget af en benhård kapitaloffensiv. Idekampen, der raser dag og nat 365 dage om året, er i høj grad designet til at undergrave solidariteten og fællesskabet med en særlig brod rettet mod at svække arbejderklassens organisationer herunder det kommunistiske parti.
Krigen mod terror er på mange måder led i idekampen. De udemokratiske tiltag forsøges solgt som et forsvar for demokratiet og et værn om det danske folkestyre. Men sandheden er, at magthaverne er i fuld gang med at afvikle det demokrati de påstår de forsvarer og erstatte det med et overvågningssamfund.
Derfor er det utrolig vigtigt at rejse en folkelig protest mod den antidemokratiske udvikling og opbygningen af de hemmelige tjenester. DKP/ML starter i dag en landsdækkende kampagne for at give sit bidrag til forsvaret af de demokratiske rettigheder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278