10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Er tiden inde for Louise Freverts tæppefald?

Er tiden inde for Louise Freverts tæppefald?

Tirsdag, 22. november, 2005, 00:00:00

Louise Frevert-sagen er langt fra slut, selv om hovedpersonen sikkert har forestillet sig den lukket og slukket

af Leif Randeris, kontorleder Indvandrerrådgivningen Århus
Meget tyder på, at DF-formand Pia Kjærsgaard har ligget på knæ for regeringen og bedt om godt vejr for sin partifælle - og i sin iver for at opnå tilgodebeviser hos regeringens skyggedronning har statsminister Anders Fogh Rasmussen måske instrueret sine medarbejdere og deres embedsmænd om at holde lav profil lige som de tre aber kan-ikke-se, kan-ikke-høre og kan-ikke-tale.
Sådan kunne et tænkt scenarie være. Uanset hvad, banker virkeligheden imidlertid på.
I dagbladet Politiken fredag den 11. november - på våbenstilstandsdagen - gennemgår Minoritetspartiets Rune Engelbrechtsen punkt for punkt, hvorfor Louise Frevert ikke burde kunne tørre ansvaret for indholdet på sine hjemmesider af på sin webmaster Ebbe Talleruphuus.
Rune Engelbrechtsens angrebspunkter svarer præcist til det overblik, Indvandrerrådgivningen har dannet sig over sagen, og det understøtter samtidig vores opfattelse: at man selvfølgelig er totalt ansvarlig for det, der står på en hjemmeside, man lægger navn til og som arbejdsgiver for en webmaster er såkaldt husbond-ansvarlig. Man er altså ifølge loven ansvarlig for, hvad ens ansatte laver i ens navn - også selv om næstformand i DF Peter Skaarup forsøger sig med alle mulige og umulige bortforklaringer af Louise Freverts skyld.
I starten af oktober rejste Kamal Qureshy Louise Frevert-sagen med en stribe såkaldte §20-spørgsmål, der normalt kræver svar inden for seks dage, men først efter 12 dage fik han at vide, at spørgsmålene var sendt videre til politiet.
Op til valget rejste SF`s Kamal Qureshy et dybt alvorligt spørgsmål til justitsminister Lene Espersen (KF): 'Hvorfor har jeg ikke fået svar på mine spørgsmål vedrørende Louise Frevert-sagen inden for fristen? Er sagen syltet til efter kommunalvalget?'
Kamal Qureshy er så opbragt over forsinkelsen i Justitsministeriet, at han nu går til Folketingets formand Christian Mejdahl (V). Uanset hvad blår Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup forsøger at stikke os i øjnene, så forekommer sagens tredje akt endnu mere afslørende.
Statsadvokaten for Sjælland modtog i begyndelsen af oktober en klage fra centerleder Niels-Erik Hansen fra Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination over politiets behandling af anmeldelserne mod Louise Frevert, fordi politiadvokat Michael Jørgensen fra Københavns Politi havde besluttede at indstille efterforskningen mod Louise Frevert.
Københavns politi opfordrede Niels-Erik Hansen til at anlægge en ny sag, og det skete da også 1, november. Alle er forbløffet over politiadvokat Michael Jørgensens lukning af sagen endnu før blækket på anmeldelsen var tørt. Juridisk efterprøvede Michael Jørgensen sandsynligvis ikke husbondansvarsproblematikken, muligvis efter pålæg fra en af de tre førnævnte 'kan-ikke-kommunikere'-aber, justitsminister Lene Espersen (KF).
Ikke blot har Dansk Folkeparti et jerngreb om regeringens udlændingepolitik. Man tolererer og dækker over rabiate synspunkter, og når ophavsmanden så afsløres, forsøger man en under-tæppet-løsning, vel at mærke efter at sikret sig, at man har regeringens muskelmænd som allierede.
Vi finder hele denne sag yderst afslørende. Meget tyder således på, at Louise Freverts rabiate udgydelser svarer til den personlige indstilling til indvandrerne hos mange af regeringens medlemmer.
I virkeligheden burde den medføre regeringens fald.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. nov. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp