09 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad ved vi om Nordkorea

Hvad ved vi om Nordkorea

Fredag, 18. november, 2005, 00:00:00

Læserbrev af Eigil Nielsen, Frederiksværk

Jeg ved meget lidt om hvorledes menneskene lever i Nordkorea.
Efter at have læst Anders Kristensens kronik om Koreas Arbejder Parti sidder jeg tilbage med meget lidt viden om Nordkorea, men med mange spørgsmål. Kronikken virker mest som en afskrivning fra et officielt nordkoreansk dokument, men med en meget positiv undertone fra Anders Kristensens side.
Man må få det indtryk, at personkulten og det kommunistiske partis helt dominerende rolle betragtes som noget positivt af Anders Kristensen. Men er det på længere sigt ikke nærmere en svaghed ved systemet? En for topstyret struktur mister nemlig let kontakten med, hvad der rører sig under overfladen i befolkningen.
Kim Il Sung kritiserede i sin tid 'den moderne revisionisme som udviklede sig i Sovjetunionen efter SUKP`s 20. kongres i 1956'. Hvori består kritikken? Måske i, at man gjorde op med personkulten? Hvad i øvrigt?
I kronikken henvises til Juche-filosofien som en videreudvikling af marxismen-leninismen. Kunne Anders Kristensen ikke gøre nøjere rede for, hvori denne filosofi består? Det kunne sikkert være af interesse for Arbejderens læsere, og så ville vi også have et grundlag for en vurdering af den.
Jeg ved meget lidt om hvorledes menneskene lever i Nordkorea. Var det måske muligt at få nogle beretninger, som ikke blot er officielt skønmaleri?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. nov. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp