kronik af Henrik Herløv Lund, økonom/cand. scient. adm. og medlem af den Alternative Velfærdskommission

Regeringens Velfærdskommission hævder, at der vil blive for mange forsørgede og for få erhvervsaktive i Danmark. Men virkeligheden er, at 'ældrebyrden' i Danmark faktisk vil være lavere end i resten af EuropaRegeringens Velfærdskommission (RVK) har fremført, at befolkningsudviklingen i de kommende årtier truer finansieringen af velfærdssamfundet, men RVK`s befolkningsprognose er meget usikker. En sådan prognose er afhængig af en række vanskeligt forudsigelige faktorer: Antal fødsler, omfang af ind- og udvandring samt levealder/dødelighed.
Bare indenfor det seneste tiår har prognoserne for befolkningsudviklingen frem til 2040 da også svinget ganske meget: I 1996 lød prognosen for befolkningen i 2041 på 5,7 millioner personer, i 2001 på 6,2 millioner, i 2002 på 5,8 millioner og nu er senest RVK nede på 5,3 millioner personer i 2040.

Usikkerhed om indvandringen
Det er blandt andet indvandringen, der er vanskelig at spå om. RVK forudsætter, at den nuværende indvandrer- og flygtningepolitik videreføres de næste 35 år. Men ingen ved, hvad flygtninge- og indvandrerpolitikken i Danmark vil være om 40 år, eller hvilke flygtningestrømme, som krige, hunger- og naturkatastrofer sender mod blandt andet Danmark.
Også RVK`s prognose for levetidsudviklingen er usikker.
Levetidsprognosen har også svinget meget indenfor ganske få år. I 2001 lød prognosen for den gennemsnitlige levealder frem til 2040 på en stigning på et år, i 2002 på to til tre år, mens RVK forventer en stigning omkring fire år.
Senest har ATP forudsagt en endnu større stigning, som imidlertid kun er en fremskrivning af fem års udvikling, hvor man normalt går 50-100 år tilbage. ATP`s prognose kan derfor være et midlertidigt udsving. Og i betragtning af de meget store udsving i prognoserne indenfor de seneste få år, må også den af RVK forventede levetidsforøgelse siges at være usikker.
Et helt andet problem er, at RVK primært ser levetidsforøgelsen som en funktion af en øget medicinsk og plejemæssig indsats. Vi skal altså godt nok leve længere, men populært sagt blot for at tilbringe flere år på plejehjem. Herved bliver øget levealder naturligvis meget udgiftskrævende. Men det er alt for pessimistisk.
Det er mere realistisk, at ældrebefolkningen i kraft af bedre helbred er længere raske og dermed har senere brug for plejehjemsplads og hjemmehjælp.

Forsørgerbyrdené
Regeringens Velfærdskommission hævder også, at der vil blive for mange forsørgede og for få erhvervsaktive i Danmark. Men virkeligheden er, at 'ældrebyrden' i Danmark faktisk vil være lavere end i resten af Europa.
'Ældrebyrden' måles mest korrekt som den demografiske ældrekvote eller som den (totale) demografiske forsørgerbyrde. Den demografiske ældrekvote mål viser groft sagt, hvor mange ældre over 65 år der er i forhold til de erhvervsaktive mellem 15 og 64 år.
Men udover ældrekvoten indgår de ældre også i den totale, såkaldte 'demografiske forsørgerbyrde', der udover ældre også inkluderer også børn og unge under 14 år i beregningen af de forsørgede.
Ser vi alene på ældrekvoten vil den ifølge RVK`s befolkningsprognose i 2050 i Danmark være på 40,0, hvilket imidlertid vil være det laveste både i Skandinavien (Sverige 42 og Finland 44), det laveste for de små lande i det hidtidige EU (Holland 41, Belgien 45 og Østrig 54) og langt lavere end de større EU-lande (Frankrig 46 og Tyskland 49).
Forsørgerbyrden vil heller ikke være voldsommere end tidligere i Danmark. Den samlede demografiske forsørgerbyrde lå år 2000 på 50. Frem til 2020 vil den stige til 57, men stadig ikke højere end i 60`erne og 70`erne. År 2050 vil den nå et højdepunkt på omkring 67. Så vil vi være på niveau med, hvad der var tilfældet tidligere i 1900-tallet.
Man skal huske, at frem til 70`erne/80`erne var kvinderne i aldersgruppen 15-64 år i høj grad hjemmegående og hørte dermed til de 'forsørgede'. Den reelle forsørgerbyrde har altså indtil 70`erne været højere.
Pessimistisk vurdering
RVK`s prognose for arbejdsstyrkeudviklingen er også usikker. Det skyldes ikke mindst indvandringens uforudsigelighed.
Herudover er det et problem, at RVK hævder, at en eventuel øget tilgang af indvandrere ikke vil forbedre de økonomiske prognoser. RVK forventer nemlig uændret lav erhvervsfrekvens for indvandrere og deres efterkommere, hvorved indvandrerne også frem til 2041 bliver stormodtagere af overførselsindkomster.
Her er RVK igen alt for pessimistisk. Den stigende afgang fra arbejdsmarkedet vil skabe en kraftig efterspørgsel efter arbejdskraft, som uundgåeligt vil bringe indvandrere og deres efterkommere i beskæftigelse og dermed forhøje deres erhvervsfrekvens betydeligt. Hermed vil en eventuel øget tilgang af flygtninge og indvandrere alligevel kunne være økonomisk fordelagtig.

Afslutning og konklusion
Som det er fremgået:
- Er RVK`s befolknings- og levetidsprognoser forbundet med betydelig usikkerhed.
- Det har naturligvis afsmittende negativ virkning på deres anvendelighed på prognoserne for forsørgerbyrde og arbejdsstyrke og dermed som grundlag for økonomiske prognoser.
- Forsørgerbyrden i Danmark vil trods stigningen vil være den laveste i Europa.
- Endelig undervurderer RVK mulighederne for, at erhvervsfrekvensen for indvandrere stiger frem til 2040, hvilket både vil bidrage til at øge arbejdsstyrken indenfor den af Velfærdskommissionen forudsatte befolkningsudvikling og også vil bidrage til at gøre yderligere indvandring udover det af Velfærdskommissionen forudsatte økonomisk fordelagtig.
Alt i alt stiller disse forhold et spørgsmålstegn ved, om RVK`s befolkningsprognoser kan bruges som grundlag for kvalificerede aktuelle politiske beslutninger om vidtrækkende velfærdsreformer, således som kommissionen ellers maner til.