DKP/ML opfordrer til at kommunal- og regionsvalget bruges til at mobilisere til kamp for velfærden. Det er nødvendigt fordi den borgerlige regering er i fuld gang med at rasere det danske samfund.
fra DKP/ML`s landsledelse
Mens bankerne og andre monopoler melder om rekordoverskud vokser de sociale problemer og uligheden i det danske samfund. Skattestoppet og boligprisernes himmelflugt har først og fremmest været til gavn for de økonomisk velstillede på samfundets top. Det er rendyrket klassepolitik. Regeringen er i fuld gang med at realisere monopolernes drøm om en minimalstat. Det sker i åbenlys modstrid med det store befolkningsflertals ønsker om et solidarisk samfund, med plads til alle og respekt for alle.
Med kommunalreformen forbereder den borgerlige regering den største omlægning af den offentlige sektor i årtier, i fuld overensstemmelse med anbefalingerne fra EU. Kommunerne sammenlægges til større enheder. Amterne nedlægges og erstattes af store regioner. Regeringen har i en årrække lagt så stramme rammer for den kommunale økonomi, at offentlige nedskæringer er blevet konsekvensen over hele landet. Nu strammes grebet yderligere om hele den offentlige sektor og befolkningens mulighed for demokratisk indflydelse indskrænkes.
Nedskæringer og øget brugerbetaling - privatisering og udlicitering udhuler velfærdsydelserne i den offentlige sektor og har forringet de offentlige ansattes løn- og arbejdsforhold. Med kommunalreformen vil denne udvikling blive markant forstærket.
De nye storkommuner og regionerne er designet, så en lang række opgaver, der i dag varetages af det offentlige, fremover bliver økonomisk attraktive for private virksomheder. Små skoler og lokale hospitaler forventes at blive nogle af de første ofre for kommunalreformen, når den træder i kraft ved årsskiftet. Også arbejdsmarkedspolitikken vil blive berørt af reformen, som åbner for flere private aktører og nye forringelser for de arbejdsløse
Det er utroligt vigtigt, at der ved kommunal- og regionsvalget vælges kandidater, der aktivt vil kæmpe imod det nyliberale mareridt og forsvare velfærden og demokratiet. Det er vigtigt, at der bliver valgt kandidater, som vil støtte de folkelige protester og føre deres krav ind i kommunalbestyrelserne og regionsrådene. Det er vigtigt, at der bliver valgt kandidater, som siger nej til den borgerlige regerings udsultning af den kommunale økonomi.
DKP/ML opstiller ikke selv ved det kommende kommunal og regionsvalg. Derfor opfordrer vi til at stemme på Enhedslisten, KPiD eller lokale tværsocialistiske og progressive lister.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278