Fagbevægelsen må genskabe den faglige identitet hos medlemmerne, som en forudsætning for at medlemmerne involverer sig i det fagpolitiske arbejde

af Mogens Weile, ansvarlig for aktivitetsudvalget for pensionister, førtidspensionister, efterlønnere og ledige i HK/mediekommunikation, København
Dennis Kristensen (FOA) har lagt op til en debat om LO og fagbevægelsens fremtid. Måske er det ikke så tosset endda, men det er da beklageligt, at man ikke - bortset fra interne småjusteringer og fusioner - har været i stand til løbende at tilpasse sig til den politisk bestemte samfundsudvikling. Det har jo været muligt længe, faktisk siden 1972, at se hvor det bar hen.
Den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere, behovet for og indholdet af uddannelser og efteruddannelser er stigende, faggrænserne udviskes og som den norske arbejdsmarkedsforsker Torgeir Stokke påpeger i et debatoplæg fra 2002, vil EU direktiver bevirke, at tidligere fagpolitiske rettigheder som følge af arbejdskraftens frie bevægelighed bliver allemandseje og derved svækker gevinsten ved at være organiseret i en fagforening.
De tværfaglige a-kassers tilblivelse sideløbende med arbejdsmarkedspolitikken i EU giver en berettiget formodning om, at de reelle motiver fra politisk hold er at svække og ødelægge dansk fagbevægelse til gavn for arbejdsgiverne og på bekostning af de multinationale koncerners økonomiske interesser. Det må virkelig siges, at kapitalen og arbejdsgiverne har vind i sejlene og mangler et kvalificeret modstykke.

Reel fornyelse
Behovet for forandringer i fagbevægelsen er større nu end nogensinde, og det vil være en sand ulykke, hvis ikke LO og fagbevægelsen genfinder sin rolle i de ny udfordringer. Det forholder sig præcist som Henning Jørgensen (Aalborg Universitet) siger:
Fagbevægelsen har i al for lang tid lidt af høflighedsbetændelse.
Såfremt denne betændelse ikke skal gå hen at blive kronisk og medføre alvorlige dødsfald i bevægelsen, skal der virkelig være tale om en fornyelse, der kan mærkes. På den baggrund vil jeg opfordre fagbevægelsens øverste ledelser og kommende debattører til at sætte mere fokus på at konkretisere, hvad en fagbevægelse er og bør være.
Nogle gode bud på at være eller ikke være:
- Globaliseringen og den lokale samfundsstruktur må på alle områder ændres fra en central styringsmodel til en decentral. Det vil blandt andet sige, at medlemmerne får langt større indflydelse end de har i dag.
- En fagbevægelses aktivitet eller berettigelse skal og kan ikke alene begrundes med at have en god a-kasse.
- En fagbevægelses hovedformål er og skal være at medvirke til at afskaffe arbejdsløshed og dermed a-kassen, og ikke - som en konkurrerende faglig aktivitet gøre a-kasse medlemskabet bedre og billigere for at tækkes i forvejen usolidariske ikke medlemmer.

Se på resultater
- En fagbevægelses styrke og gennemslagskraft kan og skal ikke måles på antallet af medlemmer, men på de resultater som giver medlemmerne et bedre liv, herunder løn og arbejdsvilkår, arbejdstid og arbejdsmiljø og så videre. Kort sagt fastholde og i fremtiden forbedre medlemmerne velstand og velfærd.
- En fagbevægelse skal ikke kun være et ekspeditionskontor med et højt serviceniveau, men en kamporganisation der principielt på medlemmernes vegne blander sig i alt både lokalt og globalt, i ting og sager som objektivt vedrøre deres interesser for en positiv samfundsudvikling. Et samfund uden sociale konflikter, krige og menneskelig fornedrelse.
- En fagbevægelse skal ikke være en tumleplads for karrierefikserede fastansatte og højtlønnede formænd og faglige sekretærer, hvis virke har den indbyggede risiko, at de for let kommer i tanke om at sikre deres egen velstand før medlemmernes eller bemærkelsesværdige ideer om partistøtte til de borgerlige politiske partier, hvilket i sin konsekvens kan føre til ineffektivitet, intern fnidder og opslidende strukturdebatter på bekostning af den faglige aktivitet og overenskomstfornyelser.
- En fagbevægelse er og skal være et kollektivt fællesskab, som målbevidst og solidarisk arbejder for at skabe forbedringer for medlemmerne, både på arbejdspladserne og i samfundet. Fællesskabet og solidariteten opstår på baggrund af de fælles faglige og uddannelsesmæssige interesser, og den fælles opfattelse af hvordan vi indretter samfundet.
- Fagforeninger skal ikke være indbyrdes konkurrerende virksomheder men slagkraftige samarbejdspartnere til gavn for alle lønmodtagere, der vil være i stand til samlet at mobilisere de faglige og politiske standpunkter, når det virkelig gælder.
- Et medlemskab af en bestemt a-kasse og/eller fagforening skal ikke være bestemt af skruebrækkeri og arbejdsgiverne, men bestemmes af virksomhedens produktion og den ansattes beskæftigelse og uddannelse. Løn og arbejdsvilkår baseres på lovgivning og de gældende overenskomster, som er indgået med den ansattes fagforening og virksomheden eller vedkomne arbejdsgiverorganisation.

Handlekraft - ja tak
Generelt er jeg enig med Henning Jørgensen (Aalborg Universitet), som mener, at fagbevægelsen må genskabe den faglige identitet hos medlemmerne, som en forudsætning for at medlemmerne involverer sig i det fagpolitiske arbejde. At det også i høj grad er en væsentlig forudsætning, såfremt fagbevægelsen skal have en fremtid, at fagbevægelsen finder ud af at klart formulere, hvad man vil.
Kort fortalt at medlemmerne gives og får medindflydelse på at definere nogle klare målsætninger. Vigtigst er det primære udgangspunkt at få tilpasset sin organisering og struktur til den samfundsmæssige og politiske udvikling/virkelighed og egne målsætninger som første prioritet, og ikke hvad Dansk Industri og Fogh Rasmussen eller EU kunne tænke sig.