06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mere ulighed på daginstitutionsområdet

Mere ulighed på daginstitutionsområdet

Fredag, 21. oktober, 2005, 00:00:00

Loven giver privatinstitutioner mulighed for at trække et eventuelt overskud ud. Det underminerer på sigt velfærdsstatens solidariske grundlag

af Niels Erik Eskildsen, sundhedsrådmand i Århus & Dorthe Laustsen, byrådsmedlem i Århus (SF)
Magistraten i Århus Kommune behandlede mandag den 10. oktober en sag om rammer for etablering af private daginstitutioner.
Sagen drejer sig i bund og grund om, at Århus Kommune nu igen skal implementere yderligere lovgivning til udbredelse af frit valg og markedsgørelse af velfærdsstaten. Denne gang på daginstitutionsområdet hvor private leverandører får mulighed for at lave profit på børnepasning.
Århus Kommune er desværre nødt til at implementere loven. Men nøjagtig som med frit valg på ældreområdet, så er loven et klokkeklart eksempel på, at regeringens fritvalgspolitik er udtryk for ren liberal ideologi og meget lidt sund fornuft. Loven er nemlig utrolig uhensigtsmæssig for Århus Kommune.

Intet prisloft
For det første kan de private daginstitutioner selv fastsætte forældrebetalingen, og der kan ikke fastsættes et prisloft. Konsekvensen bliver, at vi får daginstitutioner for de rige, fordi institutionerne simpelthen kan fastsætte prisen så højt, at folk med lavere indkomster ikke kan betale. Det vil medføre et differentieret serviceniveau på daginstitutionsområdet. Vi får A og B institutioner.
Den nye lov siger endvidere, at privatinstitutioner selv fastsætter optagelseskrav, som dog ikke må være ulighedsskabende eller diskriminerende.
Men hvordan hænger det sammen med, at privatinstitutioner selv fastsætter forældrebetalingen?! Det vil jo netop skabe større ulighed og diskrimination. Det hænger selvfølgelig fint sammen med socialministerens tidligere meldinger til fordel for større ulighed i Danmark. Samtidig viser det, at Anders Fogh Rasmussen siger ét og gør det stik modsatte: Officielt er han imod større ulighed, mens han gennemfører lovgivning, der netop får ulighed som konsekvens.
For det andet medfører lovgivningen øgede udgifter til administration: Dels er det faste administrationsbidrag som fastsættes i loven dyrere, end det administrationsbidrag som Århus Kommune i dag bruger på administration pr. barn. Dels vil de private institutioners overtagelse af administrationsopgaver blive vanskelige at udmønte i besparelser i den kommunale administration.

Profit på børn
Lovgivningen vil altså medføre øgede driftsudgifter til administration, uden at det resulterer i bedre service. Dette skyldes, at kommunens driftsaftaler med diverse puljeordninger er billigere, end det kommunen med loven skal betale til de private til administration i fremtiden. Det er nok også grunden til, at de nuværende puljeordningers paraplyorganisation har anbefalet medlemmerne at varetage administrationsopgaven selv (hvilket vil medføre fuldt kommunalt administrationsbidrag til institutionen).
For det tredje giver loven privatinstitutioner mulighed for at trække et eventuelt overskud ud af institutionsdriften. Det vil komme aktionærer i private firmaer til gode og ikke kommunens borgere i form af bedre service. Det underminerer på sigt velfærdsstatens solidariske grundlag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. okt. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp