Forleden modtog jeg en A4-kuvert med firmaets logo på, som indeholdt nogle højtideligt formulerede papirer med et særdeles fordelagtigt tilbud om at købe medarbejderaktier

af Kjeld Stenum
Det var noget med, at man skulle svare jatak eller nejtak på en blanket til et tilbud om medarbejderaktier. Mod at betale godt 400 kroner nu kunne man indkassere omkring otte tusind skattefri kroner i 2010. Hvis det gik firmaet godt, naturligvis. Og hvorfor skulle det dog ikke gå så gammelt og solidt firma, som jeg er ansat i, godt i en fem-seks år endnu?
Jeg overvejede ikke sagen i ti sekunder. Lortet røg direkte ned i papirkurven.

op at vende i skuret
Nogle dage senere kom det op at vende i skuret. Sikkerhedsmanden havde været inde på byggelederkontoret og skulle vide, om nogen vidste noget om en fax eller en scanner, så han kunne få en kopi af sin underskrift sendt ind til lønningskontoret.
Det var åbenbart sidste udkald med de aktier, og han ville gerne have nogle. Jeg sagde, jeg havde sgu da heller ikke svaret på det lort. Men alle andre i skuret havde åbenbart købt. Og altså, jeg har kendt de fleste af dem i mange år, og det er ikke bare sådan nogle firmafolk, der tror på, at de får det godt, bare de sørger for, at det går firmaet godt. I hvert fald ikke bortset fra måske én. Okay, måske to. Men det rev jeg dem selvfølgelig straks i næsen, at de var.
Jeg fik da også provokeret en diskussion i gang. Men der kom jeg godt nok i defensiven. Det der tilbud, det var så økonomisk fordelagtigt, at lige meget hvad jeg sagde, så kunne jeg godt mærke, jeg vist var en stor idiot. De aktier, det var en foræring, og beløbet, vi skulle betale, var bare et proforma-beløb. Det var for at komme udenom nogle skatteregler eller sådan noget, at vi i det hele taget skulle betale noget som helst.

Var jeg idiot
Dagen efter blev jeg også bedt om at komme ind på byggelederkontoret. Men hvis der er noget, der gør mig stædig, så er det når jeg ikke kan argumentere for noget, jeg alligevel ikke kan holde helt op med at mene. Så jeg skulle ikke ind på noget byggelederkontor. De kunne stoppe deres tilbud skråt op.
Senere på dagen kom entreprise-lederen selv og spurgte mig, om de havde haft fat i mig inde fra lønningskontoret? Jotak, det havde de da, mumlede jeg, de måtte hellere give mig noget mere i løn.
Jeg gik videre uden at vente på hans reaktion, jeg havde travlt. I middagspausen kom formanden så tilbage og sagde, han skulle hilse fra damen inde på lønningskontoret og sige, at nu var jeg så i hvert fald blevet informeret om, at det var rigtig mange penge, jeg sagde nejtak til. Og skal jeg være ærlig, må jeg indrømme, at der begyndte jeg at komme i tvivl. Det lød jo som om alle købte. Var jeg idiot?
Hvad skal man sige, når man reelt bliver tilbudt et medejerskab af firmaet til foræringspris? Er det ikke lidt abstrakt at lægge det store samfundsperspektiv ind i sådan en sag og sige nej til en bunke penge, bare fordi man ikke vil være gift med sit arbejde?
Altså, nu har jeg cyklet og tænkt over det hver morgen på vej til arbejde i et par uger. Og jo mere jeg tænker, desto mere tilfreds bliver jeg med min beslutning. Det er ligemeget, at vi kun giver et symbolsk beløb for de der aktier. Hvorfor tilbyder firmaet os sådan noget? Det er jo i hvert fald ikke for at fremskaffe risikovillig kapital, for de par kroner er en latterlig merindkomst for et firma af den størrelse. Men hvorfor så? Hvorfor ikke bare forære os en pose penge i stedet for, hvis de synes, vi fortjener en lille opmærksomhed?
Altså, jeg tror, det alt sammen er særdeles velovervejet. Vi kan jo for det første ikke købe lige så mange aktier, som vi vil, til denne fordelagtige 'medarbejderkurs'. Så vi kan ikke købe os til mere indflydelse i firmaet, end hvad firmaledelsen til enhver tid kan kontrollere. For det andet så kan vi ikke bare vælge at sælge lortet med det samme, eventuelt imod at gå glip af skattefordelen. Nej, vi er bundet til at beholde dem i fem år, cirka lige så længe, som de vel gennemsnitlig kan forvente af os, at vi har tilknytning til firmaet. Og jeg ved da godt, at man bare skal abstrahere væk fra sådan noget, når man forhandler løn og den slags. Men - hvem kan med hånden på hjertet sige sig fri for at føle lidt ejerskab for firmaet med den sum penge i baghovedet? Og hvis det for eksempel kniber med at overholde en tidsplan, og den eneste umiddelbare løsning er, at jeg tilbyder at tage en time eller to ekstra et par dage, vil jeg så ikke være mere tilbøjelig til at tilbyde den slags, når jeg selv er med til at eje firmaet?

Nej, jeg vil fandeme ikke
Jeg tror bestemt, firmaet nok skal få pengene ved den foræring hjem igen. Og jeg tror, det er blevet en lille smule sværere at være mig i det firma. Nu er man ikke blot usolidarisk overfor firmaet, når man siger nej til overarbejde, nu er man det nok også snart overfor kollegerne. Nej, jeg vil fandeme ikke have med det at gøre.
Som perspektiv på samfundsudviklingen kan det godt få hårene til at rejse sig på mit hoved, den der lalleglade blip-båt-fascisme, hvor man gifter sig med sit firma og bedøver og doper sig selv for at blive ved med at have ressourcer til at sikre firmaets trivsel og smile til kunderne samtidig.
Som modtræk gik jeg ned i fagforeningen og fik fat i en lønstatistik. Og nu går jeg og fyrer op under de forskellige med, om det ikke snart var på tide vi kommer med i den lønfest, der er i gang i byggebranchen i øjeblikket. Så skal vi nok få fårene skilt fra bukkene.