Friedrich Engels udførte, sammen med en ven, hypnoseforsøg for at efterprøve nogle påstande, som de fandt meget tvivlsomme
af Eigil Nielsen, psykolog
Karl Marx` gode ven og kampfælle, Friedrich Engels, var meget interesseret i naturvidenskaberne og forfægtede her et konsekvent materialistisk standpunkt. Nogle af hans overvejelser kan man stifte bekendtskab med i skriftet 'Dialektik der Natur' ('Naturens dialektik'), der udkom efter hans død.
I et af de efterladte arbejder heri: 'Naturforskningen i åndeverdenen' får vi mulighed for at stifte bekendtskab med en side af hans virksomhed, som almindeligvis ikke er kendt i marxistiske kredse. Han beskriver, hvorledes han og en ven udførte hypnoseforsøg for at efterprøve nogle påstande, som de fandt meget tvivlsomme.
Det skete på et tidspunkt, da spiritismen med dens tro på ånder vandt stærkt frem, selv blandt flere anerkendte videnskabsmænd, og på et tidspunkt, hvor store dele af naturvidenskaben var kommet til den anskuelse, at forskellige menneskelige funktioner havde udspring i ganske bestemte hjerneafsnit: frenologien. Samtidig beskæftigede mange sig med hypnose, mesmerisme, som den almindeligvis kaldtes efter dens 'fader', Mesmer.
Hypnotisør Hall
I en ekstrem form kom disse strømninger til udtryk hos en Spencer Hall, hvis hypnoseforestilling Engels selv overværede. Hall drog rundt i England sammen med en ung pige, som han hypnotiserede. Under hypnosen fik han hende til at reagere på forskellig vis afhængigt af, hvor han berørte hendes hovedskal. Det lykkedes ham endog ved en berøring af et bestemt område at få pigen til at fremvise kærlighed til et barn (Kinderliebe), så hun kælede for og kyssede en fantasibaby. Og allerøverst på hovedet havde Hall fundet frem til et område, der var ansvarligt for tilbedelse. Når han berørte dette område, faldt pigen på knæ og bad! Hermed mente Hall, at Guds eksistens var videnskabeligt bevist.
Engels betragtede manden som en charlatan, men han ville alligevel godt selv efterprøve noget af det, Hall havde foretaget sig. Derfor fik han og en ven fat på en kvik dreng på 12 år, der godt ville medvirke i hypnoseforsøg. Engels fik drengen hypnotiseret ved metoder, der dengang var almindeligt anvendte: stirren i øjnene og strygninger. Herved opnåede han muskelstivhed og følelsesløshed hos drengen, hvilket også hørte med til en god hypnose dengang, og dertil viljepassivitet, så drengen blindt fulgte hypnotisørens anvisninger.
Forsøg med hypnose
De gik så i gang med at foretage forsøg med, hvad der skete, når Engels berørte dele af hovedskallen. Det fremgår ikke af Engels` beskrivelse, men han har antagelig sagt noget i denne retning til drengen: 'Når jeg nu berører denne del af hovedet, så vil du...', og derved fik han drengen til at reagere, som det blev foreskrevet i frenologien.
Men Engels og hans ven gik videre og har sikkert moret sig udmærket. De fandt nemlig områder for at synge, for at bokse, for at ryge tobak og andet, og de kunne efter forgodtbefindende bytte om på områderne! De kunne i storetåen finde frem til et område for at opføre sig som fuld! Deres hovedkonklusion var, at drengen udførte det, der blev forventet af ham og ikke andet. Og derved havde de også afsløret Halls bedrag.
I artiklen lykkes det også Engels at latterliggøre spiritisternes fremmanen af ånder, der ofte viser sig at være meget menneskelige, når det kommer til stykket.
Artiklen blev skrevet i 1878, altså 17 år før Engels døde. Hvorfor blev den så ikke offentliggjort, men alligevel gemt til eftertiden? (Den blev trykt tre år efter Engels` død.) Jeg kan gætte på, at Engels ikke ønskede at blive kompromitteret over for den seriøse offentlighed, der i vid udstrækning var skeptisk over for hypnose, som de fejlagtigt forbandt med spiritisme. Det kan måske være forståeligt, idet mange selv i dag forholder sig skeptiske over for hypnose, selv om den nu - i en anden udformning - anvendes på et videnskabeligt grundlag af adskillige pykologer og læger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278