Denne tale blev holdt af Anton Nielsen ved Villy Fuglsangs bisættelse i lørdags.

Villy havde om nogen levet sit liv fuldt ud. Han tømte livets bæger til bunds. Tro mod sin ungdoms drømme om et bedre og mere retfærdigt samfund, kæmpede han utrættelig gennem et langt liv for drømmenes virkeliggørelse. Ukuelig, altid sandfærdig og uden svig. Et meget vidende og meget uselvisk menneske, som aldrig førte sig frem eller stillede sig i positur, men altid stod solidarisk med sine kammerater. Også når man havde ryggen mod muren. En revolutionær, og et rigtigt menneske - med et stort rødt og varmt bankende hjerte, hvis slag nu efter 96 år er stoppet for altid.
Blandt os - og de mange, mange andre som har kendt dig Fugl - vil dit minde blive bevaret. Det du har givet og lært os, vil vi bringe videre til de næste generationer - til vore børn, børnebørn og deres børn, for din retfærdige kamp er ikke slut, den går videre indtil menneskene endeligt sejre over de mørkets kræfter, som også i dag truer menneskehedens eksistens.
Hvor er du?spurgte Carl Scharnberg.Hvor er den stærke,ægte harme,der gror afSolidaritetenskraft og varme?Du har selv svaret!Lad os vide: Hvor er du?På de kolde ellersvages side?
Fuglen var på de svages side. Han tog parti. Han viede sit liv til kampen. Til kampen for de svage, de forfulgte, de udbyttede. Det drejede sig ikke blot om kampen for social retfærdighed for de udstødte. Men om kampen for menneskeværd i videste forstand. Mod kapitalistisk undertrykkelse og udbytning. Mod menneskelig fornedrelse.
Fra sin grønne ungdom havde han altid og uden forbehold været på arbejderklassens side i kampen mod udbytterne. Han påtog sig de forpligtigelser, som fulgte med at være kommunist. For kommunist - det var han til sit sidste åndedrag.
Men frem for alt var det kampen for freden, mod krig og fascisme, som fyldte Villys liv. Menneskenes frigørelse fra slaveri og kampen for national og social frihed. Det var de røde tråde i hans liv.
Og han gik hele turen med. Han er - synes jeg - et sindbillede på et menneske fra det indtil nu blodigste århundrede i menneskehedens historie, som gik det hele igennem, med alt hvad deraf fulgte af ar på sjæl og legeme, men som desuagtet bevarede en urokkelig tro på det bedste i menneskene. Og som derfor år efter år utrætteligt brugte sit liv og al sin tid på at forklare, argumentere, diskuterer, fortælle og advare andre - ikke mindst de som er unge i dag, og som ikke selv oplevede krigens gru - mod en ny krig - og ikke mindst mod fascismen og al dens væsen, som stadig - på trods af, Det tredje Riges sammenbrud i 1945 - stadig er en trussel mod menneskene i år 2005.
Han advarede mod et nyt ragnarok, hvor vi - til forskel fra sidste gang - vil være i stand til at udrydde os selv og alt andet liv på kloden indtil flere gange. Han advarede mod de imperialistiske krigsmagere, der nu som før truer, intimiderer og overfalder andre nationer og folkeslag, myrder menneskene og stjæler deres værdier. Korea, Vietnam, Latinamerika, Jugoslavien - og i denne stund Afghanistan og Irak - er nogle få stationer på disse terroristers blodige vej. Morderne sidder nu som før på regeringstaburetterne. Afstanden mellem Førerbunkeren og Det hvide Hus er mindre end de fleste tror.
Og om nogen kendte han til krigens gru, og dog var han et af de blideste mennesker, jeg mindes at have mødt. Han var ikke pacifist - han forstod at bruge våben. Han var en frihedskæmper, som tidligt indså, at hverken sejren eller freden vindes med smukke og velmente ord alene. Der skal sættes magt bag ordene.
Det gjorde han i praksis, da han, og flere end 500 andre unge danskere, rejste til Spanien for at kæmpe mod fascisterne, mens de såkaldt demokratiske stater vendte ryggen til, mens Franco, Hitler og Mussolini strangulerede det unge spanske demokrati. De frivillige og Sovjetunionen var alene om at komme den demokratisk valgte spanske regering til hjælp.
Villy blev kaptajn i Den internationale Brigade og blev såret flere gange. I en lille duplikeret frontavis - 'Offensiv' - kunne man i september 1937 læse om de voldsomme kampe ved Quinto den 23. august, hvor danskerne var i den forreste linie:
'Så snart Nørup var gået ud af kampen, overtog vor kloge og urokkelige politkommissær Villy Fuglsang kommandoen over kompagniet. Det varede ikke længe, før også han fik en kugle gennem skulderen, men Fuglsang overgav sig ikke til sygebærerne, før han havde ført kompagniet helt frem til en gunstig stilling.
Under kampen faldt vore danske kammerater Eggert Annfeldt, Jeppe Pedersen, Georg Lundkvist og Kaj Rasmussen, mens Bernhard Larsen, og hans broder Svend, Karl Rasmussen, Kaj Jensen, Kurt Ørsted, Jørgen Nørup og Villy Fuglsang blev såret.'
Efter 15 måneder kom han og de øvrige overlevende atter hjem til Danmark, hvor de blev mødt af et særdeles nidkært dansk politi, som benyttede lejligheden til at få deres kartoteker ajourført.
Efter Danmarks besættelse i 1940 fulgte en tid, hvor Partiet udadtil fungerede stort set som sædvanlig, mens man internt gjorde sig klar til at gå i illegalitet.
Den 22. juni 1941 ændredes situationen sig med et slag, da Hitler-Tyskland satte tre millioner mand ind i et angreb på Sovjetunionen fra Ishavet til Det sorte Hav.
I Danmark fik den danske regering ordre fra besættelsesmagten til at arresterer 60 ledende kommunister. Regeringen klappede hælene sammen og parerede ordre vel vidende, at de dermed begik grundlovsbrud.
Politiet fik nu glæde af deres nyligt ajourførte kartoteker, ikke færre end 366 påståede kommunister blev anholdt. At det var et klokkeklart brud på grundloven, vidste de udmærket, men når politikerne kunne, så kunne de vel også. Sådanne bagateller kunne man virkelig ikke tage sig af. Det blev i øvrigt også 'rettet' senere, da folketinget enstemmigt vedtog den såkaldte 'Kommunistlov', som forbød DKP og al kommunistisk virksomhed med tilbagevirkende kraft. Dermed var igen sikkert tilbage på lovens grund.
Villy var mellem de, som blev arresteret. Han blev, efter en odyssé igennem provinsens arresthuse, omsider ført til København, hvor han kom sammen med de øvrige fængslede på Vestre Fængsel.
Senere blev de ført til Horserødlejren i Nordsjælland, hvor de - med afbrydelser hvor de sad på Vestre - opholdt sig til den 2. oktober 1943, da de, som det ikke var lykkedes at flygte - i alt 150 mænd og kvinder - blev deporteret til udryddelseslejren Stutthof ved det daværende Danzig - i dag Gdansk.
16 kammerater døde i Stutthof af sult og mishandlinger eller blev skudt ned af SSerne på 'Dødsmarchen'. Fire nåede kun lige hjem, inden de døde. En tog sit eget liv. I dag er der efter Villys bortgang endnu tre tilbage, af de mennesker som den danske regering dengang udleverede til de nazistiske bødler.
Efter hjemkomsten genoptog flertallet deres almindelige arbejde i det omfang de havde kræfter til det, ligesom de fleste igen kastede sig ind i det politiske arbejde for partiet samtidig med, at de kæmpede med de store traumer, som fulgte i kølvandet på deres rejse til det jordiske helvede med det idylliske navn 'Waldlager Stutthof'.
En anden Stutthof-fange skrev herom, som hans konklusion:
'Vil man ændre menneskene, må man ændre menneskenes vækstbetingelser. Vil man gøre menneskene bedre, må man gøre de forhold, hvorunder de lever, bedre. Men også dette er menneskene i stand til.
Dette er disse års både alvorstunge og optimistiske lære til alle, der forstår. Det er den lære, vi, der dengang slap igennem om end med ydre og indre forbrændinger, bragte med os tilbage fra den store rejse hinsides godt og ondt.'
Det var hans mening, og det var også Villys, ved jeg. På det grundlag byggede de deres nye tilværelse op. Derfra fortsatte de deres arbejde for en anden og bedre verden. Han og hans kammerater gav aldrig op.
Man skal være tro mod sin ungdoms drømme og mål, og det var Villy. Han lod sig ikke friste, lokke eller true til at frasige sig sin ungdoms smukke idealer om et retfærdigt samfund - et socialistisk samfund. Han følte sig som en soldat i den internationale kommunistiske bevægelse, og det var da også, hvad han var. Måtte mange følge i hans fodspor.
Farvel ven - vi vil aldrig glemme dig.
Æret være kommunisten og mennesket Villy Fuglsangs minde.