Minoritetspartiets deltagelse i folketingsvalget i februar 2005 førte ikke til Christiansborg, hvorfor partiet har drøftet fremtidsmulighederne nøje
fra Minoritetspartiet
I en tid, hvor højredrejningen fuldkommen har overtaget den politiske dagsorden, og diskrimination og marginalisering yderligere tiltager ikke bare i regeringen, men også i det største oppositionsparti, Socialdemokraterne, er der mere end nogen sinde behov for et humanistisk parti med Minoritetspartiets profil.
De etablerede partier i Danmark har imidlertid næsten umuliggjort det for nye partier på grund af omfattende bureaukratiske og økonomiske hindringer, som kræver en kolossal praktisk arbejdsindsats og cirka 200.000 kroner for blot at blive opstillingsberettiget. Når dertil kommer, at medierne yderligere nedprioriterer nye og små partier, der tilmed nærmest obstrueres af public service-kanalerne, er en eventuel opstilling forbundet med mange overvejelser, der desværre ikke alene er af politisk, men også af økonomisk og praktisk art.
Dermed står Minoritetspartiet i et politisk dilemma, fordi vi på den ene side er overbevist om behovet for humanistisk, politisk forandring, men på den anden side må erkende de store forhindringer, som er forbundet med folketingsopstilling og -valg for ressourcesvage partier.
Minoritetspartiet har derfor valgt at udskyde beslutningen om eventuel folketingsopstilling til landsmødet i 2006, for i stedet foreløbig at koncentrere sig om kommunalvalget i få, udvalgte byer til november 2005. Opstilling til kommunalvalget er væsentligt mindre ressourcekrævende, og Minoritetspartiet har her mulighed for at få et indtryk af de politiske muligheder på længere sigt, der bør indgå i drøftelserne op til beslutningen på landsmødet i 2006.
Minoritetspartiet vil samtidig arbejde for at sikre landsdækkende opmærksomhed om partiets humanistiske politik ved informations- og publikationsvirksomhed, samt ved at undersøge mulighederne for at nedsætte en bred tænketank.
Vedtaget på landsmøde 3.-4. september
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278