USA blæste til kamp mod terrorismen. Glemte USA ikke at stille sig selv det spørgsmål, om det ikke var dem selv, der førte en forkert politik overfor de arabiske lande og Østen i det hele taget

af John Mølgaard, forfatter
Verden er blevet en ganske anden, siden USA blev ramt lige i kapitalens hjerte ved terrorangrebet på World Trade Centret. De to store tårne sank i grus, og tusindvis af mennesker omkom, da to passagerfly, der var kapret, blev brugt som bombefly. Ingen kunne forstå, at det kunne lade sig gøre, og for en gangs skyld så man angsten i amerikanernes øjne, ja selv præsident Bush talte med bævende stemme.
Men var der ikke andre folkeslag, der havde haft angsten i øjnene. Hvad med vietnameserne, da det i 60`erne og 70`erne regnede ned med amerikanske slyngebomber, kemikalier og napalm. De skulle bombes tilbage til stenalderen, sagde en amerikansk præsident. Men det gik anderledes, i 1976 måtte de i al hast forlade landet, og Nord- og Sydvietnam kunne forenes og begynde en ny tid.

Der slås om olien
USA blæste til kamp mod terrorismen, som de mente, havde sit udgangspunkt i Afghanistan ved bin Laden, som var den store skurk. Hans terrornet skulle optrævles. Terror var et angreb på den frie verden (læs: den kapitalistiske verden).
Glemte USA ikke at stille sig selv det spørgsmål, om det ikke var dem selv, der førte en forkert politik overfor de arabiske lande og Østen i det hele taget.
Var USA's baser ikke et forsvar af de olietromler, de havde brug for, for at kunne føre deres velstand videre på bekostning af blandt andet den fattige verden.
Fredsforskerne var ikke forundrede og sagde, at dette angreb måtte komme. Terroren skal bekæmpes overalt, siger USA.
Nu går debatten om at få EU med i en krig mod Irak, fordi de huser terrorister. Men hvilken forskel er der på at føre krig og så terror. De krige, vi ser, rammer civilbefolkningen. Præcis det samme der sker ved terroraktioner.

Amerikansk krigslyst
Søndag den 8. december 2001 kunne man i Politiken læse i deres kulturtillæg en tale af dramatikeren Harold Pinter. En takketale i anledning af at han var udnævnt til æresdoktor ved universitetet i Torino. Her får Bush et modspil, som må gøre indtryk på den amerikanske befolkning. Han taler om et offentligt mareridt:
'... der handler om amerikansk hysteri, uvidenhed, arrogance, dumhed og krigslyst; den mægtigste nation, verden nogensinde har kendt, fører krig mod resten af verden. 'Hvis du ikke er med, så er du imod os', har præsident Bush sagt. Han har også sagt: 'Vi vil ikke tillade, at verdens værste våben forbliver i hænderne på verdens værste ledere'. Helt enig. Kig dig selv i spejlet, kammerat. Det er dig.
USA udvikler netop nu avancerede masseødelæggelsesvåben og er klar til at bruge dem efter forgodtbefindende. Landet har flere af disse våben end resten af verden tilsammen. Det har meldt sig ud af internationale aftaler om biologiske og kemiske våben og afvist inspektion af amerikanske fabrikker. Hykleriet bag landets offentlige erklæringer og dets egne handlinger er nærmest grinagtigt. USA mener, at de 3000 dræbte i New York er de eneste dræbte, der tæller, de eneste der betyder noget. Det er amerikanske dødsofre. Andre dødsofre er uvirkelige, abstrakte, betydningsløse.
De 3000 dræbte i Afghanistan omtales aldrig. De hundredtusinder af irakiske børn, der døde på grund af amerikanske og britiske sanktioner, som har berøvet dem livsvigtig medicin, omtales aldrig.
Virkningen af den forarmede uran, som USA brugte under Golfkrigen, omtales aldrig. Strålingsniveauet i Irak er rystende højt. Børn fødes uden hjerner, uden øjne, uden kønsdele. Hvis de fødes med ører, munde og endetarme, er det kun blod, der kommer ud af disse kropsåbninger.
De 200.000 dødsfald, som den indonesiske regering forvoldte i Østtimor i 1975 - med inspiration og opbakning fra USA - omtales aldrig. Den halve million mennesker, der er dræbt i Guatemala, Chile, El Salvador, Nicaragua, Uruguay, Argentina og Haiti ved handlinger støttet og finansieret af USA, omtales aldrig. De millioner af dræbte i Vietnam, Laos og Cambodja omtales ikke længere. Palæstinensernes desperate situation, som er den centrale faktor i verdens ufred, omtales næsten ikke.'
Ordene taler for sig selv. Det kan meget vel gå sådan, at den krig, der blev startet på baggrund af denne terrorhandling, vil gå hen og blive Bush' Waterloo.

Ovenstående er et uddrag fra John Mølgaards bog 'Lys og Skygge', skrevet i januar 2002. Han har sendt det til Arbejderen i anledning af årsdagen for angrebet på World Trade Center