Helle Thorning-Schmidt og kredsen/fløjen omkring hende står for en strategi, der på en række områder er parallel med den fra England og Tony Blair kendte New Labour-strategi

af Henrik Herløv Lund, cand. scient. adm.
Den nye Socialdemokratiske ledelse med Helle Thorning-Schmidt i spidsen står foran sin første partikongres, hvor den skal forelægge en politik. For godt nok vandt Helle Thorning-Schmidt formandsvalget i Socialdemokratiet, men det skete netop ikke på at fremlægge en politik.
I stedet vandt Helle Thorning-Schmidt formandsvalget på at love, at 'jeg kan slå Anders Fogh'.
I den mellemliggende periode har den nye ledelse i Socialdemokratiet indgået forskellige delforlig med regeringen (kommunalreform og integration) samt fremlagt egne politiske udspil (skat, efterløn og uddannelse), som selvfølgelig tilsammen begynder at danne et mønster. Men stadig uden at den samlede overordnede strategi er blevet klar.
Det er denne artikels tese, at Helle Thorning-Schmidt og kredsen/fløjen omkring hende står for en strategi, der på en række områder er parallel med den fra England og Tony Blair kendte New Labour-strategi. Tidligere og aktuelle analyser og udspil fra Helle Thorning-Schmidt og hendes støtter rummer en række af de samme principielle elementer, som er kendt fra New Labour i England (minus tilslutning til Irak-krigen). Der er dog også forskelle, herunder for eksempel ikke mindst i politikken overfor flygtninge og indvandrere.

New Labour i England.
Politisk er New Labour-projektet selvfølgelig knyttet tæt til og formuleret af Tony Blair, men med sociologen Anthony Giddens som strategiens intellektuelle arkitekt, der har givet strategien en analytisk basis med navnlig værkerne 'Beyond left and right' og 'The third way' .
Udgangspunktet for formuleringen af New Labour-strategien var, at det i l6 år var lykkedes det konservative parti at holde Labour væk fra regeringsmagten. Thatcher blev valgt med et program og en ideologi, der var radikalt ny-liberalt og lagde vægt på incitamenter til at arbejde, lave skatter og svage fagforeninger.
At den konservative regeringsperiode blev så lang var også takket være, at arbejderpartiet var i defensiven og at det havde svært ved at formulere et politisk alternativ, blandt fordi der i partiet var dyb uenighed og kamp om en mere traditionel socialdemokratisk strategi.
Blair/Giddens tog da også afsæt i et opgør med den traditionelle socialdemokratiske strategi - et opgør, hvor der til gengæld inkorporeres stærke elementer af nyliberalistisk politik.
Udgangspunktet for New Labour var med andre ord en betydelig accept af de ændringer i det britiske samfund, som var sket under Thatcher.
Dette kommer i New Labour blandt andet til udtryk i:
* En accept af markedsmekanismen og satsning på markedets vækstpotentiale. I stedet for satsning på offentligt tilvejebragte og skattefinansierede velfærdsydelser peger strategien på styrkelse af rammerne for markedet.
* Lighedsskabelse forstået som udjævning af indkomster opgives som et centralt mål.
* Skatterne holdes i ro eller reduceres og skattepolitikken indrettes på primært at fremme investeringer ved at reducere selskabsskatten og fremme udbuddet af arbejdskraft/arbejdslysten ved at reducere skattebyrde for arbejdende familier.
* I arbejdsmarkedspolitikken er vægten på pligtsiden: den enkeltes personlige ansvar for at finde arbejde som vægtes på bekostning af rettigheder.
* Socialpolitikken er blevet koncentreret om de fattigste, hvis absolutte indkomster også er blevet øget og fattigdommen hermed begrænset, men uden at den relative og i Thatcherperioden stærkt voksende ulighed med hensyn til den relative indkomstfordeling er ændret grundlæggende
Samtidig rummer strategien også stærke elementer af mere autoritær politik. Betoningen af pligt i forhold til rettigheder på arbejdsmarkedsområdet er også eksempel herpå. Andre eksempler er retspolitikken, der har en hård holdning til kriminalitet som omdrejningspunkt.
Det lykkedes som bekendt Tony Blair at vinde regeringsmagten på New Labour strategien. Strategien med dens stærke nyliberale islæt er fortsat grundlag for Blairs og Labours politik.

Dansk 'New Labour-strategi'é
Den politiske situation i Danmark ved Helle Thorning-Schmidt overtagelse af ledelsen i Socialdemokratiet kan siges at have en vis grad af parallelitet til situationen i England under det konservativt/nyliberale styre. For med VK - regeringens anden valgsejr i 2004 cementeredes også i Danmark et borgerligt styre med nyliberalt præg, om end med en langt mindre radikalitet end tilfælde havde været i England.
Der kan også findes taktiske overvejelser i Helle Thorning-Schmidt - kredsen omkring, hvorledes regeringsmagten kunne vindes tilbage, der har en vis grad af parallelitet til overvejelserne hos Blair/Giddens. Allerede inden valgnederlaget havde Helle Thorning-Schmidt og en række nære meningsfæller, herunder Morten Bødskov, i bogen 'Forsvar for fællesskabet' peget på, hvorledes det er lykkedes den borgerlige regering at præge og få tag i middelklassen.
Og i denne forbindelse rettes en hvas kritik mod den hidtidige, traditionelle socialdemokratiske politik. Den har ikke taget højde for individualiseringen i samfundet. Selv om den borgerlige regerings fritvalgsordninger kritiseres, indebærer den positive holdning til individualiseringen blandt andet en principiel tilslutning til flere valgmuligheder hvad angår offentlige ydelser.
I lighed med New Labour distancerer man sig videre fra den traditionelle socialdemokratiske politiks velfærdsstatslige løsninger: 'Centrum-venstres projekt har aldrig været en stærk stat eller en stor offentlig sektor, men den menneskelige frigørelse .
Og i tilslutning hertil vender man sig mod udligningen over skatterne og gennem universelle ydelser: 'Resultatet er blevet en udbredt folkesygdom: Rettighedsegoismené Rettighedsegoismen er hjulpet godt på vej af årtiers venstreorienteret overbudspolitik. Der var bare råd til det hele, skattekilderne var tilsyneladende uudtømmelige, det samme var hærskarerne af offentligt ansatte'. I stedet peges på en større grad af målretning af offentlige ydelser til de svageste.
Også i skattepolitikken anes et slægtskab med New Labour med formuleringen af målsætningen om, at 'Det skal kunne betale sig at arbejde'.
Endelig betoner bogen ganske som det betonedes i det engelske Labour også en mere autoritær politik, dels - som i England - indenfor retspolitikken samt - til forskel fra England - på flygtninge og indvandrerområdet.
Endelig forvarsles en ændret kurs overfor velfærdsydelserne i lyset af 'ældrebomben': 'é der bliver flere ældre og der bliver færre på arbejdsmarkedet til at betale for pension, ældrepleje, sygehuse med videre. Vi skal derfor være helt anderledes bevidst om, hvem der får del i de fælles ressourcer - og hvem der kan forlade arbejdsmarkedet hvornår?'

Thorning-Schmidts politik 'so far'
Det slægtskab med New Labour-strategien, som i 'Forsvar for fællesskabet' kunne anes på en række felter, om end ikke alle, genfindes også i mange af de forlig, som Socialdemokratiet har indgået med regeringen og af de politikudspil, som partiet i øvrigt er kommet med:
* I skattepolitikken har partiet bevæget sig imod en accept af skattestoppet og mod skattelettelser på et vigtigt mål og dermed en begrænsning af den offentlige sektors størrelse og af omfordelingen over det offentlige.
* På fordelingspolitikkens område har den fremtrædende Thorning støtte Henrik Sass Larsen indikeret, at ulighed i den relative indkomstfordeling ikke er et vigtigt anliggende for Socialdemokratiet .
Dette er ikke uforeneligt med, at det seneste Socialdemokratiske finanslovsudspil, i øvrigt positivt nok, søger at give nogle af de allersvageste grupper (førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere) et økonomisk løft. Noget tilsvarende har New Labour også gjort i England, uden at det har ændret på den relative indkomstfordeling.)
* Med sin deltagelse i et integrationsforlig sammen med regeringen og Dansk Folkeparti er S på vej mod en klarere markering af krav til og pligter for mennesker udenfor arbejdsmarkedet, i dette tilfælde flygtninge og indvandrere.
Samtidig indebærer forliget også en accept af nyliberale teorier om betydningen af økonomiske incitamenter (læs lavere ydelser) for motivationen til at søge og finde arbejde.
* Med sit udspil vedrørende efterløn og pensionsalder har S også bevæget sig i retning af en betoning af økonomiens krav i forhold til fordelingspolitikken, hvilket jo også gælder for New Labour.
Gennem sin tilnærmelse til en 'New Labour-agtig' strategi har S samtidig under Helle Thorning-Schmidts ledelse indledt en kraftig tilnærmelse til regeringen.

New Labour i Danmark
Når man skal vurdere udsigterne for succes for Helle Thorning-Schmidts 'New Labour-agtige' strategi i Danmark er det iøjefaldende, at en række af forudsætningerne for New Labours succes i England ikke er tilstede i Danmark. Der kan i den forbindelse peges på:
* At der ikke tale om en økonomisk krise for den borgerlige regerings politik i Danmark. Tværtimod er økonomien i fremgang.
* At den borgerlige regering ikke - som det endte med at være tilfælde i England - er splittet, men står tværtimod samlet omkring Anders Fogh Rasmussens projekt og politik.
Også rent parlamentarisk har regeringen med den faste alliance med Dansk Folkeparti et solidt flertal bag sig.
Samtidig understøtter valgsystemet i Danmark ikke på nær samme måde som i England strategiens sejr. Det danske valgsystem for forholdstals valg muliggør flere partier både til venstre og højre for socialdemokratiet. Vælgerne har altså helt anderledes muligheder end i England for at søge andre steder hen, hvis de skuffes over Socialdemokratiet. Her viser en nylig undersøgelse i ugebladet Mandag Morgen, at der blandt det danske socialdemokratis vælgere er meget stor opbakning bag velfærdssamfundet og ditto modvilje mod nedskæringer heri.
Hvis Socialdemokratiet med en New Labour-agtig kurs bevæger sig hen imod stigende accept af og deltagelse i sådanne indgreb i velfærdsstaten og generelt i det hele taget bevæger sig mod en vidtgående 'overtagelse' af regeringens politik i det hele taget - ja så er risikoen for og sandsynligheden af en flugt af kernevælgerne fra partiet betydelig.
Helle Thorning-Schmidt blev ikke valgt ud fra en politisk opbakning bag den strategi, som den ny ledelse i S synes at følge. Forceres udviklingen væk fra mere traditionelle socialdemokratiske standpunkter, kan splittelse og de interne kampe igen blusse op. Ikke mindst hvis politiske resultater og vælgermæssig succes udebliver. Og blusser uenigheder og fløjkampe op igen, svækkes mulighederne for politisk succes yderligere.
Udsigten til succes for Helle Thorning-Schmidts New Labour-agtige projekt er dermed diskutabel. Chancen for en dybtgående svækkelse af partiet og dermed af forsvaret for velfærdssamfundet kan ikke afvises.