Under udgravningen af en cirka et tusind år gammel vikingeboplads i Uunartoq-fjorden i Grønland fandt den danske arkæolog C.L. Vebæk i 1948 et par træskiver med mystiske indgraverede mærker og kurver, som ingen kunne give mening

af Kjeld Stenum
Da han fem år senere offentliggjorde fundene i et engelsk tidsskrift, kom der en reaktion fra en dansk kaptajn med god praktisk sans for navigation, Carl V. Sølver. Han var ikke i tvivl om, at det, Vebæk havde fundet, var en pejleskive. Altså et instrument, der gjorde det muligt for vikingerne at navigere på verdenshavene. Videnskabsfolkene ville i mange år ikke vide af denne opkomlings tolkning af fundet, og skiverne blev derfor anset for at være så ligegyldige fund, at de end ikke kom med på udstillinger fra udgravningerne. I 1978 fik kaptajnen imidlertid støtte af astronomen Curt Roslund, der havde opdaget kurver på skiverne, som han tolkede derhen, at de skulle gøre det muligt for vikingerne at navigere alene ved hjælp af solhøjden. Princippet skulle være, at der havde været en nagle eller en spids pind banket vinkelret gennem midten af træskiven. Sikrede man sig nu, at skiven lå vandret, for eksempel ved hjælp af et kar med vand, ville spidsen pege lodret op, og dens skygge ville beskrive en kurve hen over skivens overflade i løbet af en dag. Ved at sætte mærker med ikke altfor lange mellemrum kunne man tegne denne kurve op. Der, hvor kurven lå tættest på spidsen, havde skyggen været kortest. Så der vidste man, at solen havde stået højest på himlen, og derfor måtte det være syd. Når man herefter skulle ud at sejle, drejede man blot skiven så meget, at skyggen fra spidsen ramte kurven på kompasset, så kendte man verdenshjørnerne. Det gav rimelig god navigationssikkerhed, blot man lå rimelig tæt på samme breddegrad og samme tid på året, som da kurven blev tegnet. Og selv om man skulle afvige noget fra dette, så ville det blot betyde, at man sejlede lidt galt i én retning om formiddagen og lidt galt i modsat retning om eftermiddagen, og derfor blev slutresultatet alligevel temmelig pålideligt. I 1990 fik forskeren Søren Thirslund kriminalpolitiets tekniske afdelings blå stempel for astronomens tolkning af kurverne. Og vi, der ikke kan lide akademikerhovmod, kan jo fryde os over, at kaptajn Sølver hermed fik fuld og fuldt fortjent æresoprejsning.
I dag kan man se kopi af fundet og købe små publikationer med historien på Ole Rømer-museet, som ligger ude i Vestskoven ikke så langt fra, hvor jeg bor. Grunden til, at det ender på et museum for én af Danmarkshistoriens allerstørste navne indenfor astronomien, er naturligvis, at man vil gøre os opmærksomme på, at vi bør respektere vores forfædre og beundre deres tekniske snilde. Der fandtes geniale mennesker længe før Tycho Brahe og Ole Rømer. Og det er da også overmåde snedigt regnet ud, det at bestemme verdenshjørnerne alene ved hjælp af en sol, der for det første ikke står stille på himlen, og for det andet når skiftende højder med de skiftende årstider. Der kan ikke være tvivl om, at vi bør beundre vores forfædre for deres snilde. Hvad jeg imidlertid synes er endnu mere imponerende er, at det lille uanselige insekt, honningbien, manøvrerer på præcis samme måde. Bien er ganske vist ikke et tilstrækkeligt praktisk dyr til, at den magter at bygge solkompas. Men det behøver den heller ikke, for bien kan sanse sollysets polarisering direkte, og derfor kender den altid solhøjden, selv i gråvejr, hvilket jo må have voldt vikingerne problemer. I kraft af solhøjden 'ved' bien, hvad tid på dagen det er, og på én eller anden måde klarer den ved hjælp af det at regne ud, hvordan den skal korrigere for solens bevægelse henover himlen i løbet af en dag, når den skal beregne sin flyveretning. Hvis vi beundrer vore forfædre for den udregning - og det bør vi bestemt gøre - men så må vi også indrømme, at det er ganske godt klaret af et så lille dyr med så lille en hjerne at gøre præcist det samme. Bier kommer mange kilometer omkring, når de søger og indsamler honning, og uden at kunne navigere temmelig sikkert ville altfor mange bier fare vild og gå tabt.
Dette bør sætte os på plads. Vi er ikke så enestående i naturen, hvis pejlinger, som vi beundrer vore forfædre for at have fundet ud af, er daglig praksis for et simpelt insekt. Ærbødighed, venner, ærbødighed! Og dog! Jeg tror alligevel, vi har et forspring for honningbien. For det mest fantastiske af det hele, synes jeg, det er, at vi evner at finde ud af alle disse ting. Vi evner at leve os så meget ind i vore egne forfædres verden, at vi kan se den med deres øjne og regne betydningen af deres indviklede instrumenter ud. Dette er måske ikke så imponerende i sig selv. For vore forfædre har dog været biologisk magen til os, og vi ville derfor nok angribe deres verden på nogenlunde samme måde, som de gjorde, hvis vi havde levet i den. Men vi magter også det samme kunststykke med et væsen så forskelligt fra os som honningbien. Vi magter at se verden gennem dens øjne. Jeg tvivler trods alt på, at den magter det samme kunststykke med hensyn til os. Jeg gætter på, den opfatter os som dovne uintelligente kolosser, der opfører os fuldstændig umålrettet, stjæler føden, hvor vi falder over den, for eksempel dens møjsommeligt indsamlede honning, og har meget langt til at finde ud af, at opførte alle sig lige så tumpet som os selv, ville alle bilarver dø af sult, blomsterne ville ikke blive bestøvet, og en økologisk katastrofe var uundgåelig. Og det er jo et helt forkert billede, bierne der har af os. Ikke osse?