03 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Brug det gode vand!

Brug det gode vand!

Lørdag, 03. september, 2005, 00:00:00

Hovederne hos Anders Fog Rasmussen og bankdirektør Peter Straarup virker forbavsende ens inden i

Mandag startede Politiken ugen med en historie, om at energidrik gør sportsfolk stærkere - at lugte til.
Fænomenet opstår på grund af sukkerindholdet i de opreklamerede designerdrikke, der giver de hårdtrænende et overskud af tarmluft, som ofte fiser ud i utide.
Nu gik det ellers lige så godt, indtil en undersøgelse af mirakeldrikkene på universitetet i Maastricht viste, hvordan det forholder sig med bivirkningerne.
En anden uheldig bivirkning for producenterne er, at mirakeldrikkene slet ikke virker.
Almindeligt postevand er lige så godt og tilmed en hel del billigere. Det gode vand kommer nede fra.
Tirsdag meddelte Fogh Rasmussens overspindoktor og pressechef Michael Kristiansen, at han stopper hos statsministeren. I de fem år, Kristiansen har været hos Fogh, har der været debat om spindoktorerne og deres rolle i samfundet.

Virker de overhovedet - eller er der kun tale om varm luft? Uden tvivl er der mere effekt i Kristiansen end i Coca-Colas Powerade.
Med spindoktorernes indtog er der også tale om nye virkemidler til at føre politik på. I stedet for de åbne debatter, baseret på principper og standpunkter får vi politik gennem medierne. Og selve mediestyringen er et afgørende redskab hertil.

Her anvender spindoktorer og pressechefer opinionsstikprøver og fokusgrupper. 'Opinionen' undersøges - hvor er den? Hvor er den på vej hen, og hvor er de svage steder, hvor angrebet kan sættes ind?
På denne baggrund styres retning, tempo og lancering af politiske spørgsmål og initiativer. Massen betragtes som en dej, der kan hæve og blive luftig for siden at blive æltet og sat i ovnen.
Det er en klar afdemokratisering af det politiske liv og af samfundet i det hele taget. Den politiske offentlighed nedbrydes som et demokratisk rum.
Skellene mellem de førende partier træder i baggrunden. Det borgerlige fællesskab er virksomt. Fra Slotsholmen træder Kristiansen ind som konsulent i den nye virksomhed - Kristiansen Strategy.

Blandt de første kunder er intet mindre end Danske Bank - eller Banken som den kaldes. Springet fra Slotsholmen til Holmens Kanal 2-12 er ikke særlig langt.
Hovederne hos Anders Fog Rasmussen og Peter Straarup virker også forbavsende ens inden i. Måske er det ikke så mærkeligt at det virker sådan, for som Kristiansen siger, så er det grundlæggende de samme mekanismer i den private sektor og i politik.

En anden type virksomme beholdere i dette spil er tænketanke, der skyder op som svampe i en fugtig septemberskovbund. Gylletankene breder sig. Den sidste skørhat i flokken er et såkaldt tværpolitisk vidensforum, der kommer til at bære navnet Forum Europa. Og den består af prominente navne.
Frontfiguren er tidligere EU-kommissær og tidligere minister i en Venstre-regering - Henning Christophersen. Blandt de øvrige 20 i ringen er Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen, Ritt Bjerregaard, Anne Knudsen fra Weekendavisen og Thøger Seidenfaden fra Politiken. Sandelig om ikke også Steen Gade og Pia Olsen fra SF er med.
Tanken betegner sig selv som tværpolitisk. Den formulerede hovedopgave er at sætte fokus på Europas fremtid og at fremme forskning omkring Europa og Danmarks rolle.
Endnu er ressourcerne sparsomme, men som det hedder: indtil videre klarer vi os med Handelshøjskolens egen infrastruktur.
Der er naturligvis intet galt i forskning. Men det ville unægtelig være en fornyelse, hvis målet for denne forskning var, hvordan samfundet - i både et kommunalt, nationalt, europæisk og globalt perspektiv - kunne udvikles for de nederste 70 procent af samfundet. Og det er jo noget helt andet end de borgerlige ambitioner lægger for dagen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. sep. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp