Den humanistiske tradition i det danske bistandsmiljø er ved at blive marginaliseret

af Morten Nielsen, Sydafrika Kontakt
Den danske bistands- og udviklingspolitik er ved at blive opløst som et relativt selvstændigt område. Flere af tiltagene i de senere års bistandspolitiske udspil og specielt i regeringens nye 'plan for de udviklingspolitiske prioriteter 2006-2010' tyder mere og mere på en forstærket integration af udviklings- og bistandspolitikken i indenrigs- og udenrigspolitikken, samt i forsvarspolitikken.
I stigende grad overskygges bistands- og udviklingspolitikkens hidtidige fattigdomsorientering af sikkerhedspolitiske hensyn. Inddæmningen af fattigdommens og migrationens trussel mod den sikkerhedspolitiske stabilitet er den egentlige ledetråd i de seneste års udspil fra regeringen.
I takt med bistands- og udviklingspolitikkens udfasning som mere eller mindre autonomt område vil den hidtidige demokratiske deltagelse blive svækket. Bortfaldet af oplysningsbevillingen til bistandsorganisationerne kan ses i dette lys, ligeledes nedskæringen i bidraget til multilaterale organisationer. Det multilaterale samarbejde gennem forskellige FN-organisationer erstattes af en mere snæver sikkerhedspolitisk alliance.
Det Arabiske Initiativ og den konstante fremhævelse af et styrket civil-militært samarbejde, hvor bistandsorganisationernes neutralitet nedbrydes, er ligeledes udtryk herfor.
Integrationen af bistands- og udviklingspolitikken i indenrigspolitikken kan klarest ses i den såkaldte 'udviklingsindsats i nærområderne'. Indsatsens egentlige drivkraft er ønsket om at afbryde de potentielle flygtningestrømme, der ville kunne rette sig mod de europæiske lande.
Regeringens ønske om etableringen af en 'global repatrieringsfacilitet' indgår ligeledes heri. Lignende forslag er tidligere fremsat af blandt andet den britiske regering, og EU bevæger sig i den samme retning.
En ring af stærkt kontrollerede opsamlingslejre skal i fremtiden dæmme op for migrationen fra især afrikanske lande. Under de nuværende vilkår vil en 'repatrieringsfacilitet' udvikle sig til en hårdhændet massedeportation af flygtningene, som der allerede er sket fra Italien. Ifølge regeringen skal indsatsen i nærområderne 'sammentænkes med den nationale danske flygtningeindsats'.
Det er ikke svært at få øje på Dansk Folkepartis fingeraftryk på regeringens udspil.
Afviklingen af bistands- og udviklingspolitikken som selvstændigt område får højst sandsynligt store konsekvenser for de danske bistandsorganisationer. Perspektivet er en voksende identitetskrise for disse organisationer, og en ny type civile organisationer må forventes at opstå. Profilen i sådanne nye civile organisationer, der som kontraktansatte er dybt integreret i den militære indsats, kan allerede iagttages i Irak og Afghanistan. Den humanistiske tradition i det danske bistandsmiljø er ved at blive marginaliseret.