Nu kommer det længe varslede angreb på efterlønnen. Desværre anført af Helle Thorning-Schmidt og til stor glæde for regering og arbejdsgivere. Men til stor vrede for mange lønmodtagere

af Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem i LFS
For det er de danske lønmodtageres liv og velfærd, de handler med. Uanset om vi er malere, pædagoger eller postbude, så er det to år mere på et stresset og brutaliseret arbejdsmarked, to år mere af vores liv. Så uanset fag eller alder skal vi stå sammen om at forsvare den velfærd, vi har skabt og betalt.
Angrebet på efterlønnen er kun første trin i angrebet. Regeringen ønsker nedskæringer på alle overførselsindkomster og besparelser på den offentlige service. De vil spare de 55 milliarder kroner, som velfærdskommissionen mener, der skal skæres. Og samtidig skal de rige og virksomhederne have flere skattelettelser. En fastholdelse af det asociale skattestop belønner jo de rigeste husejere med skattefrie milliongevinster.
Men ifølge de borgerlige er det langt fra nok. For eksempel vil de konservatives leder, Bendt Bendtsen, have skatteprocenten ned på maksimalt 50 procent, hvilket de rigeste vil få enormt mange penge ud af. Men pengene skal komme et sted fra, og det er fra lønmodtagernes lommer. Det er en nyliberal politik, vi skal stoppe, og forsvaret af efterlønnen er en kamp, vi skal vinde.
Helle Thorning-Schmidt efterlønsangreb er lakmusprøven for enhver faglig leder! Fagbevægelsen og i særdeleshed fagbevægelsens ledere har et enkelt valg nu: Enten står vi frem som forsvarere af vores velfærd og som ledere af en kampagne og mulig kamp for at forsvare efterlønnen. Eller vi kan som Torkil E. Jensen (Metal), Poul Erik Skov Christensen (3F), John Dahl (HK) og Hans Jensen (LO) støtte Helle Thorning-Schmidts angreb på medlemmernes efterløn.
Det er logisk, at regeringen og Radikale jubler over Socialdemokraternes udspil. Men det er grotesk, at faglige ledere også gør det. De er ikke blevet valgt til at støtte angreb på medlemmernes velfærd. De er ikke valgt til at smadre efterlønnen. De er ikke valgt til at være ansvarlige for opfyldelsen af arbejdsgivernes behov. Tværtimod så er alle faglige ledere valgt til det modsatte.
Arbejdsgiverne har med Dansk Industri i spidsen i årevis ført kampagne mod efterlønnen, mod velfærden og i praksis opsagt den sociale kontrakt - som de faglige topledere lever rigtigt godt af. Det er på tide, at den erkendelse bundfælder sig hos fagbevægelsens topledelse!
Slaget om efterlønnen er det store symbol på kampen om velfærden, hvor de mere end to millioner organiserede arbejdere i Danmark direkte stilles overfor velfærdsangreb. Bliver fagbevægelsens modsvar ikke stort og kraftigt nok, så tager angrebene på vores velfærd kun til i styrke. Det har vi set i mange vestlige lande, hvor angreb på pensionen er en hjørnesten i den nyliberalistiske offensiv.
Men vi har også set, at massestrejker i Frankrig og Italien har sat en kæp i hjulet på forringelserne, ligesom det franske non til den nyliberalistiske EU-forfatning udtrykker effekten af en kampagne mellem fagbevægelsen, den antiliberalistiske venstrefløj og den antikapitalistiske bevægelse.
Fagligt Ansvar har som den samlende kraft for de bedste kræfter i fagbevægelsen et enormt ansvar på sine skuldre. Det er her, at initiativet skal komme til at samle alle kræfter blandt lønmodtagerne og deres organisationer til at forsvare efterlønnen. Det er nu, der skal indkaldes til landsdækkende konference, hvor vi kan diskutere vores modtræk. Og der er brug for mere end udtalelser og tålmodighed til næste valg. Vi har brug for handlekraft. Vi har brug for en storstilet politisk kampagne, som forsvarer efterlønnen og velfærden. Og vi har brug for et klart signal om landsdækkende strejker, hvis regeringen, Helle og kompagni alligevel vil ødelægge efterlønnen.