De irakere, der har mod nok til at tage kampen op mod besættelsesmagten, fortjener ikke vores foragt. De fortjener vores støtte moralsk såvel som politisk

af Kristian Schmidt, SFU-Randers og medlem af Komiteen for et Frit Irak
Det er gået mere end to år siden, at de officielle krigshandlinger stoppede i Irak, men stadig udkæmpes der daglige kampe, og stadig mister mennesker livet hver eneste dag.
Den lovede genopbygning af infrastrukturen i Irak er udeblevet. Tusindvis af irakere mangler helt basale livsfornødenheder: rent vand, mad, medicin, brændstof og elektricitet. De forhold, som irakerne lever under i dag, er langt værre end dem, der fandtes under Saddam Husseins brutale styre.
Over 100.000 uskyldige mennesker har mistet livet som en direkte følge af koalitionens ulovlige invasion og besættelse. Jævnligt hører vi om tortur og andre grove krænkelser af irakernes menneskerettigheder. Dag for dag vokser modstanden mod de vestlige besættere. Irakerne kæmper for at vinde retten til deres eget land - en kamp, som vil fortsætte, indtil den sidste fremmede soldat har forladt landet.

Irak ville have gjort som Nordkorea
De eneste masseødelæggelsesvåben, Saddam Hussein har været i besiddelse af, var af nordamerikansk fabrikat. Der var tale om giftgas baseret på hydrogencyanid. De eneste ukonventionelle våben, som man har fundet i Irak, stammer altså fra amerikanerne selv. Desuden er der ingen grund til at tro, at Saddam skulle skjule masseødelæggelsesvåben. Nej, havde han haft dem, ville han have pralet med det, for ingen tør invadere det land, der har dem.
Tag for eksempel Nordkorea: De har på ingen måde lagt skjul på deres ønske om at være atommagt, og de påstår ligefrem, at de allerede har fremstillet atombomber. De truer med at bruge dem, hvis der laves handelssanktioner imod dem. Resultatet heraf er, at USA ikke tør røre dem.
Ingen regering vil benytte sig af kernevåben mod en anden kernevåbenmagt. De er militært set ubrugelige, fordi ethvert land, der bruger dem, selv vil blive udslettet. Det er det, den naturlige magtbalance består i.
Hvis Saddam Hussein havde haft masseødelæggelsesvåben, så ville han ganske givet have brugt dem til at true med, men han ville aldrig bruge dem militært, da det ikke var i hans interesse at provokere det internationale samfund og derved give USA en undskyldning for invasion.
Vores statsminister Anders Fogh Rasmussen svor, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben: 'Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved.'
Da han sagde det, virkede det usandsynligt, når man tager in mente, at Irak havde været under hårde sanktioner i årevis. I dag ved vi, at der kun kan være to forklaringer på statsministerens udsagn: Enten løj han bevidst ligesom hans kolleger i England og USA, eller også besidder Anders Fogh Rasmussen en naivitet, der strækker sig længere end et børnehavebarns.

for pengenes skyld
Krigens formål var ikke at give irakerne frihed, heller ikke at skabe større sikkerhed i verden. Det hele drejede og drejer sig stadigt om noget så håndgribeligt som penge. Der er penge i at føre krig.
Det er en usædvanlig god forretning for nogle, når et olierigt land som Irak bliver invaderet. Det er det for dem, der sælger våben eller olie eller har en stor transportflåde, som for eksempel Mærsk. Prisen på en tønde råolie er stærkt afhængig af international stabilitet. Når der er krig, stiger olieprisen voldsomt, især hvis krigen foregår i et land med betydelige olieresurser.
Det er præcis, hvad der skete, da Irak blev invaderet, til stor glæde for olieleverandørerne i den vestlige verden, der har tjent milliarder af dollars som følge heraf.
Omtrent en tredjedel af alle USA`s lønarbejdere har et job, der har tilknytning til det militærindustrielle kompleks. Enten indgår de i produktionen af militært materiel, udfører en form for service for militæret eller arbejder som soldater.
Når USA går i krig, styrker det altså beskæftigelsen, og det styrker på kort sigt økonomien i lokalsamfundet. Det gør kongressen positivt indstillet over for ekstrabevillinger til militæret, og det skaber incitament til at gå i krig. De stærkeste interesseorganisationer og lobbyer udgøres i USA af det råstof- og militærindustrielle kompleks. Hele Bush-administrationen er fedtet ind i olie og våben. Derfor er USA i krig.
Situationen i Danmark svarer på mange måder til den, der er at finde i USA. Først og fremmest vil Anders Fogh Rasmussen gerne være en god ven af George W. Bush. Dertil kommer, at når USA skal angribe Irak, har de brug for, at nogen sejler deres materiel. Det tager Mærsk-koncernen sig af. Mærsk tjener uomtvisteligt mange millioner kroner på den konto. Derudover råder Mærsk over store dele af Nordsø-olien plus andre oliereserver. De tårnhøje oliepriser, der fulgte i kølvandet på Irak-krigen, har igen betydet en gevinst på millioner, hvis ikke milliarder. Vores kære statsminister Anders Fogh Rasmussen vil også gerne være gode venner med Danmarks mægtigste mand.

Modstanden fortjener støtte
Irak-krigen er en forbrydelse, fordi den strider mod Geneve-konventionen, fordi den er sket uden FN-mandat, og fordi den bliver ført mod den irakiske befolkning, ikke mod et styre, men mod et civilt samfund, der blot forsøger at hævde befolkningens selvbestemmelsesret.
Militaristiske grupper, der angriber civile, er terrorister, mens civile, der kæmper med våben mod en fremmed militær besættelsesmagt, er frihedskæmpere i ordets oprindelige forstand.
Bush-doktrinens absolutisme, der siger, at hvis man ikke er med USA, så er man med terroristerne, betyder, at langt størstedelen af den irakiske befolkning, det vil sige mange millioner irakere, er terrorister. Og USA fører en aktiv krig mod alle disse mennesker, og det kun fordi de ikke er med USA. De er med et selvstændigt og frit Irak.
De irakere, der har mod nok til at tage kampen op mod besættelsesmagten, fortjener ikke vores foragt. De fortjener vores støtte moralsk såvel som politisk.