02 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skattestoppet tørlægger kommunekasserne

Skattestoppet tørlægger kommunekasserne

Fredag, 26. august, 2005, 00:00:00

Hvordan kan VK-regeringen både indføre skattestop og føre verbal overbudspolitik med ufinansierede tomme løfter pakket ind i candyfloss? Hvor skal pengene komme fra?

af Claus Andersen, Århus
Amter og kommuner har fået et underskud på 8,6 milliarder kroner i 2004 på grund af stigende udgifter til overførelsesindkomster. VK-regeringens skattestop har lagt et dræn i kommunekasserne. Allerede i marts krævede de seks største kommuner en kompensation på 1,15 milliarder for stigende sociale udgifter.
Vi vil jo alle gerne have et højt serviceniveau og et tætmasket socialt sikkerhedsnet, men VK-regeringen er berøringsangste, tavse og kryber langt udenom den nødvendige velfærdsdebat og Århus får et flabet svar fra finansminister Thor Petersen, der truer med at sætte kommunen under administration. Han må være 'bindegal' siger borgmesteren i Århus, Louise Gade.
Hvordan kan VK-regeringen både indføre skattestop og føre verbal overbudspolitik med ufinansierede tomme løfter pakket ind i candyfloss? Hvor skal pengene komme fra? Der er ikke stemmer i nedskæringer og forringelser, så løsningen er ligetil, udtørring.

Udsult bæstet
Vi får det liberale samfund via bagdøren. Vi er blevet ramt af den nyliberale teori fra de liberales moderland USA om at 'føre bevidst uansvarlig økonomisk politik' eller som de også kalder 'starve the beast', 'udsult bæstet'.
Kommunerne får spændetrøje på og skattestoppet udhuler den kommunale service for hvert år. Hunden bliver fodret med sin egen hale og det liberale tog kører på skinner mod privatiseringer, brugerbetaling og udliciteringer af den offentlige sektor. Ansvarlige kommunalpolitikere er blevet gidsler i det liberale privatiseringscirkus og med en ny, dyr kommunalreform forventes yderligere nedskæringer.
Alene til it-sammenlægninger, ikke forbedringer, bliver kommunalreformen dobbelt så dyr og kommer til at koste to milliarder kroner. De tidligere udligningsordninger afskaffes og vi risikerer en skævvridning mellem fattige og rige kommuner. Nyt forslag er også, at man finder den laveste økonomiske fællesnævner i de nye storkommuner og beskærer den offentlige service efter den kommune, der har den billigste løsning.

rædselsscenarium
Kommuner med mange syge og store sociale problemer bliver taberne og pengene hentes i daginstitutionerne, folkeskolen, ældreplejen eller på beskæftigelsesindsatsen. Vi får en kommunalisering af beskæftigelsespolitikken med 92 jobcentre og fokus på et snævert kommunalt arbejdsmarked med sogneråds interesser og begrænsninger af kommunegrænser, valgperioder og socialpolitik.
Styringen af beskæftigelsesindsatsen bliver kaotisk, vi husker stadig it-systemet AMANDA, der lagde beskæftigelsesindsatsen 'død' for nogle år siden. Budgetteret til 214 millioner kroner, men kostede 650 millioner. Målet er et rent kommunalt beskæftigelsessystem og et rædselsscenarium, når vi tænker på de mange sager med udnyttelse af bistandsmodtagere som billig arbejdskraft. Kommunernes dårlige økonomi tvinger dem til at oprette løntilskudsjob i stedet for ordinære job og mindst 20 kommuner har måttet stoppe ulovlige aktiverings-projekter de senere år.
Kommunerne er fikseret med spændetrøje, håndjern og sat i benlås og kan se frem til yderligere tørlægning af kommunekasserne. De liberale kalder os en hærskare af klynkere og finansministerens flabede råd til de ansvarlige lokalpolitikere er, at de skal sige til vælgerne 'hvis I stemmer på os, skal I vide, vi ikke kan løse opgaven'. V-toppen er enige og siger: 'Stop klynkeriet og ret ryggen' (kilde Politiken 16.8, Jens Rohde, V). Jeg synes nu klynkekoret skulle lære de liberale noget om takt og tone. Giv den en højere oktav og syng det liberale privatiseringstog af sporet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. aug. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp