DKP/ML`s landsledelse har besluttet at udsender Oprør`s forbudte appel til vores søstrerorganisationer i Europa, med en redegørelse for situationen i Danmark og en opfordring til at slutte op bag Oprørs indsamling

af Jørgen Petersen, formand DKP/ML
Når man tager den politiske temperatur i Danmark er man ikke i tvivl. Danmark er et krigsførende land og et af de lande der på den mest ynkelige måde har valgt at følge i USA-imperialismens blodige fodspor for at opnå verdensherredømme.
Det er en gammel lærdom at krig er politikens fortsættelse med andre midler. Konsekvenserne af krigen sniger sig mere eller mindre umærkeligt ind under huden af det danske samfund. Den sammen udvikling foregår på alle kontinenter.
Som Hitler brugte rigsdagsbranden i 30'erne har USA under præsident Bush benyttet terrorangrebet den 11. september til en global offensiv. Med et pennestrøg har man tilsidesat international ret. Terrorangrebene den 11. september og de efterfølgende bombeangreb i Madrid og London, er systematisk blevet anvendt til at skabe en stemning af frygt og lammelse, mens kapitalen har forstærket sin offensiv.
Magthavernes forsøger at rette et lammende slag mod enhver modstand mod imperialismen og den stadigt mere åbenlyse og kyniske klassepolitik. Først og fremmest er det arbejderklasens faglige og politiske organisationer der sammen med de demokratiske rettigheder i bred forstand angribes, undergraves og lægges for had. Den herskende klasse ruster sig tydeligvis til de skærpede klassekampe, der kan ligge lige om hjørnet.
Inden krigen mod Irak startede havde de økonomiske sanktioner kostet mindst en million irakere livet. Den daværende amerikanske udenrigsminister Madeline Albright udtalte dengang kynisk, at det var en pris hun var rede til at betale for at indføre demokrati i Irak.
Efter krigen startede har yderligere 100.000 civile irakere måtte lade livet. I demokratiets navn har man oprettet regulære koncentrationslejre hvor torturbødlerne smadrer sagesløse mennesker, som er frataget enhver demokratisk rettighed.
I demokratiets navn startede USA den blodige krig om Iraks olie. Præsident Bush blev løftet ind i det Hvide hus af de mest agressive dele af den amerikanske monopolkapital. Han har opbygget en administration med direkte og åbenlyse bånd til olie- og våbenindustriens sværvægtere. Også den danske regering gik med i krigen i modstrid med flertallet af befolkningens ønsker.

Afgørende modstandskamp
Det irakiske folk modtog ikke de udenlandske soldater som befriere, men startede en befrielseskamp, der har påført besættelsesmagterne og især USA svære tab. USA sidder i dag i en sump. På trods af sin gigantiske krigsmaskine og militære overlegenhed kan det ikke besejre den irakiske modstand. Før eller siden vil USA blive tvunget til at forlade Irak, sådan som det også skete i Vietnam.
Allerede i dag har krigen i Irak en global betydning. Det irakiske folks modstand gør det stadigt vanskeligere for USA, at virkeliggøre sine trusler om militære angreb mod Cuba, Nordkorea, Syrien, Iran og andre lande som præsident Bush har truet utallige gange.
Derfor er den internationale solidaritet med det irakiske folks befrielseskamp af stor betydning for at inddæmme, isolere og svække USA-imperialismen. Et vigtigt dansk bidrag er naturligvis at forstærke kampen for at tvinge regeringen til at trække de danske soldater hjem fra Irak.
Det er USA-imperialismen og dets allierede som starter krige, der koster hundredetusinder af mennesker livet. Det er de samme kræfter, som bruger uanede formuer på oprustning. Det er de samme kræfter, som bruger tortur, interneringer og bortførelser samt nægter at overholde internationale menneskerettigheder for krigsfanger. Det sker i demokratiets navn og for øjnene af den danske regering, som ikke bare har valgt at vende det blinde øje til, men som i kraft af den militære alliance og aktive krigsdeltagelse har et direkte medansvar for disse krigsforbrydelser.
Det var USA-imperialismen der stod bag krigene i Korea og Vietnam. De trak i trådene, da militærdiktaturer forsøgte at knuse de latinamerikanske folks frihedskamp og nationale selvbestemmelse i et hav af blod.
Det var de samme kræfter, der til det sidste støttede apartheidstyret i Sydafrika og arbejdede i døgndrift på at tilsvine fredsbevægelsen under den kolde krig og som stadig forsøger det den dag i dag.
Det var USA og dets allierede der kastede atombomberne over Japan og som siden har terrorbombet civilbefolkningen i en lang række lande. Nu falder bomberne og granaterne igen. Ofrene er civile irakere i Falluja og andre irakiske byer.

Solidaritet kriminaliseres
Det er USA-imperialismen og dets allierede, der har utallige menneskers liv på samvittigheden. Nu tillader de sig at kalde en række befrielsesbevægelser for terrorister. De forsøger at udnytte det internationale styrkeforhold til også at kriminalisere internationalt solidaritetsarbejde og politisk virksomhed, som stikker blot det mindste ud fra den brede brune pølse af politisk koncensus, der har præget vores samfund i årtier.
I demokratiets navn gennemføres en såkaldt terrorlovgivning i hele den vestlige verden, på en lang række områder er den også gennemført i Danmark. Tidligere var ændringer i straffeloven meget sjældne og skete efter et grundigt forarbejde.
Nu advarer en førende ekspert i strafferet, professor Vagn Greve, om, at man med et pennestrøg fjerner demokratiske rettigheder, som det danske folk har tilkæmpet sig igennem 200 år. Han siger direkte, at Danmark er på vej mod en politistat, hvis ikke der sker en kursændring. Og det er der intet der tyder på. Regeringen er i fuld gang med at lave nye terrorlove.
Man forsøger at sælge disse love med påstande om, at de skal beskytte demokratiet og kun er rettet mod nogle få voldsfanatiske ekstremister. Men sandheden er, at man i demokratiets navn vil slagte demokratiet. De nye love kan ramme os alle.
Greenpeace blev dømt efter terrorloven, fordi en lille gruppe af organisationens medlemmer gennemførte et fredeligt bannerdrop mod gensplejsning. Hvordan vil magthaverne reagere, hvis strejkende arbejdere blokerer Københavns Hovedbanegård eller laver blokader, som vi så det under kampen om RiBus? Faglig kamp kan hurtigt blive behandlet efter paragrafferne i den nye terrorlovgivning.
Glemmes skal det heller ikke, at kravet om berufsverbot i de sidste uger igen er blevet rejst fra fremtrædende borgerlige politikere i Københavns Kommune. Det er moderne heksejagt og inkvisation i arbejde med en stadig bredere dækning i den bedste sendetid.
Byrettens beslutning om at fjerne en appel på internettet fra foreningen Oprør om at bekæmpe den europæiske terrorlovgivning og rejse en europæisk indsamling til organisationer, der kæmper for ikke religiøse, demokratiske og humanistiske mål, er det seneste skud på stammen. Sigtelsen af Patrick Mac Manus, som er Oprørs talsmand, efter straffelovens paragraf 114, der forbyder indsamling af midler til personer, grupper eller sammenslutninger, der begår terrorhandlinger, giver et fingerpeg om hvad der er i vente, hvis ikke denne udemokratiske udvikling stoppes.
Ligesom andre organisationer har DKP/ML trodset byretten. Vi lagde straks den forbudte udtalelse ud på vores hjemmeside og trykte den i Arbejderen. Partiets landsledelse har idag besluttet at vi i næste uge udsender den forbudte appel til vores søstrerorganisationer i Europa, med en redegørelse for situationen i Danmark og en opfordring til at slutte op bag Oprørs indsamling. Vi er klar til at tage yderligere skridt, hvis byrettens kendelse stadfæstes. Og vi opfordrer til at andre politiske og faglige organisationer gør det samme, så modstanden bredes ud og bliver umulig at kvæle.
I Italien afholdes der den 1. og 2. oktober en stor international konference til støtte for det irakiske folks modstandskamp. På konferencen vil alle politiske og religiøse kræfter i Irak, der deltager i kampen mod den amerikanske besættelse af landet være repræsenteret. Der kommer også en lang række internationale personligheder og solidaritetsgrupperne fra mange lande. Konferencen vil således være en enestående mulighed for dialog mellem modstandsbevægelsen i Irak og freds og solidaritetsbevægelsen i Europa.
Derfor er det ikke tilfældigt, at 44 amerikanske kongresmedlemmer har anmodet Italien om at forbyde konferencen. Myndighederne har lukket hjemmesiden fra en af organisationerne bag konferencen, fordi den havde startet en økonomisk indsamling til fordel for den irakiske modstandsbevægelse, der ligesom så mange andre befrielsesbevægelser stemples som terrorister. Man kan således overveje, om hvorvidt der også er amerikansk snoretræk bag sagen mod Oprør.
DKP/ML har fra starten støttet konferencen i Italien. Landsledelsen har i dag besluttet at vi også sender en delegation til konferencen for at styrke solidariteten med det kæmpende irakiske folk og kendskabet i Danmark til den irakiske modstandsbevægelse, men også for at protestere imod forsøgene på at knægte ytringsfriheden.

Kommunisternes vej
Da socialismen forsvandt i Europa forstærkede kapitalen sin offensiv.
Der oppiskes en politisk stemning hvor arbejderklassens tilkæmpede rettigheder forsøges rullet tilbage overalt på kloden. Arbejderklassens faglige og politiske organisationer lægges for had. Den offentlige sektor åbnes op for store monopoler på jagt efter profit. Nu skal den nyliberale politik bankes igennem.
Mere end nogensinde bliver det profit og ikke menneskenes behov, der styrer udviklingen. Alt i samfundet forsøges gjort til en vare. Det såkaldte marked - det vil sige den kapitalistiske junglelov i mere eller mindre rendyrket form - får frit spillerum. Man skal bruge lup for at finde de større forskelle mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, der nu har sat kurs mod et politisk forlig om forringelser af efterlønnen.
Kapitalismen har haft rig lejlighed til at vise, hvad den dur til. Hverken terrorlovgivningen, den voksende ulighed, arbejdsløsheden, den nationale udsalgspolitik eller deltagelsen i USA`s beskidte krige er noget at klappe i hænderne over.
Kommunisterne vil en anden udvikling. Vi kæmper for et frit, demokratisk, socialistisk velfærdssamfund. Vi rækker hænderne ud til samarbejde med alle, der vil kæmpe for et levende samfund, hvor solidaritet og fællesskab danner rammer om den enkeltes frie udfoldelsesmuligheder.
K-festival 2005 er en god mulighed for at lære kommunisterne at kende. Det er mit håb at den kommunistiske enhedsproces snart vil blive afsluttet og et nyt og stærkere kommunistisk parti vil blive skabt, som vil gøre kommunisterne mere synlige i klassekampen og et tiltrækkende og handlekraftigt politisk alternativ.