Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler de svageste, og her er det da indlysende, at når man lader børn leve på gaden

af Jens Juhl Nedergaard, Silkeborg
I sidste uge så jeg på tv en polsk dokumentar om russiske gadebørn. Jeg blev så deprimeret, at jeg slukkede efter ti minutter. Dette var aldrig sket i det socialistiske Sovjetunionen. Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler de svageste, og her er det da indlysende, at når man lader børn leve på gaden, så er det et råddent samfund. De socialistiske lande tog hånd om sine indbyggere.
Jeg ved ikke, hvordan børnehjemmene var i Sovjet, men selv om de måske var noget lignende tidligere tiders asyler i Danmark, så var det nok ikke så ringe endda. Salmedigteren B. S. Ingemann skrev i begyndelsen af 1800-tallet til de børn, der levede i asyl:
Ej den mindste mussavner tag og husfattigst spurveunge har sin redeej den mindste fuglsavner ly og skjulvi skal heller ej om fristed lede.Lystigt hanen golhilsed glad Guds solfor hver sjæl er lys og lyst oprundetnu som fuglen friskrask som havets fiskvi har kærlighedsasylet fundet.

'Fristed' og 'Kærlighedsasyl', det er det, børn har brug for. Det var først senere, med den indremissionske strenghed, at børnehjemmene kunne føles som et helvede for børnene, men grundlæggende burde det jo være et hjem, hvor man føler sig elsket.
Gadebørnene i Rusland får næsten ingen kærlighed, og derfor bliver det efter-socialistiske samfund da også mere og mere råddent, med en mandlig befolkning der går til i druk. Der er i dag i Rusland brug for den kristne kærlighed og det socialistiske omsorgssamfund. Det må nok være en anden form for socialisme, end den der var engang, der skal i hvert fald være mere frihed og demokrati. Men den grumme kapitalisme som er der nu, gør bare livet værre for mange almindelige mennesker, mens de få tjener sig styrtende rige.
'Lys og lyst' burde være for alle mennesker. Derfor: Kæmp for socialisme hvor du end er!