Hvis mine arbejdere skal have samme vilkår som andre danskere, flytter jeg da bare fabrikken til Kina

>af Tue Tortzen, formand 3F Fredriksborg
Det er sandelig en frisk udtalelse fra direktør Bent Byskov, Montronic i Hillerød som netop er vendt hjem til sin strejkeramte virksomhed fra en forretningsrejse i Kina.
'Det var jo ikke en ferierejse jeg var på', fastslår direktøren.
Det lyder meget sandsynligt, for Kina er jo et dejligt sted at drive fabrik, hvis man ikke er meget for at betale folk for deres arbejde.
Timelønnen er omkring otte kroner, det er mere end ti gange så lidt, som hans ansatte får i Hillerød.
Så kan man udkonkurrere de andre danske firmaer i branchen eller tvinge dem til også at søge til udlandet.
Nu er det jo ikke sådan, at man bare tager til Shanghai og starter en fabrik, det har været forberedt længe, og derfor er det ikke på grund af den nuværende konflikt, Byskov spekulerer i at flytte arbejdspladserne.
Det er fordi han er så grådig, at de sølle 100 kroner han betaler i timen, skal sættes ned til otte kroner.
Han er revnende ligeglad med sine medarbejdere, både den som strejker, og dem der sørgeligt nok er blevet skruebrækkere.
De får alle lov at stå med håret i postkassen, hvis deres arbejdsplads flytter, for de kan nemlig ikke betale husleje og børnehave og mad og tøj med en løn på otte kroner i timen.
De som fulgte deres fagforening, har dog æren i behold, de andre har lidt et større tab.
Vi må se i øjnene, at danske arbejdere ikke kan konkurrere med kinesere på lønnen, man kan slet ikke eksistere i Danmark for kinesisk løn.
Om vi så gik ned på 50 kroner i timen, ville vi være seks gange så dyre som kinesere eller filippinere.
Fagforeningen kan ikke bestemme, om virksomhederne flytter til udlandet.
Men vi kan sørge for, at danske virksomheder behandler deres medarbejdere ordentligt, om fornødent ved strejke og sympatikonflikt.
Og i det spil kommer Bent Byskov til at indse, at han ikke har en kinamands chance.