Spørgsmålet om de tosprogede børn handler ikke om kulturelle problemstillinger eller om manglende muligheder for integration. Der er tale om sociale problemstillinger

af Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem, Landsforeningen for Socialpædagoger
Stanken af kvoteordninger for tosprogede børn og unge breder sig, - nu også til Informations lederspalte den 1.august! Trods de fine ord om at 'det afgørende i kvotediskussionen bør være barnets tarv. Hvis vi mener integrationen alvorligt, og ønsker at opretholde idealet om, at alle børn skal have lige muligheder uanset baggrund, er der ingen vej uden om en mere ligelig fordeling af de tosprogede børn.'.
Det er en myte, at alle børn har lige muligheder i daginstitutionerne. Mange års nedskæringer og forringelser på daginstitutionsområdet har gjort det til discountpasning. Konsekvensen er at børn med særlige behov, børn fra arbejderklassen uanset hudfarve, får mindre og mindre tid sammen med det pædagogiske personale. Klasseforskellene træder tydeligere og tydeligere frem i dagens daginstitutioner. Til trods for al den liberale retorik om at læreplaner skal bryde den sociale arv!
Spørgsmålet om de tosprogede børn handler ikke om kulturelle problemstillinger eller om manglende muligheder for integration. Der er tale om sociale problemstillinger og kun sociale problemstillinger. Det er de dårlige normeringer i daginstitutionerne, og de alt for store gruppestørrelser i vuggestuerne og børnehaverne, der er problemet! Det er ikke børnene eller deres etniske baggrund.

skævhed
I 2003 var halvdelen af alle børn med svag familiebaggrund koncentreret i 20 procent af daginstitutionsmassen. Tildelingen af ressourcer til daginstitutionerne afspejler ikke denne virkelighed.
Kvoter løser ikke de sociale problemstillinger, men vil i stedet diskriminere og stigmatisere de i forvejen marginaliserede børn og familier. Det vil sende et signal til børnene og deres forældre om at det omkringliggende samfund opfatter dem som et problem. Og det kan ende med at det pædagogiske personale kommer til at se dem som ét problem. Dermed kan en daginstitution medvirke til at forstærke den sociale ulighed.
Det at være tosproget og farvet er i sig selv ikke en social begivenhed eller et socialt problem. Der er masser af børn med etnisk baggrund, som klarer sig fint i daginstitutionerne og skolerne, fordi deres sociale og kulturelle kapital modsvarer daginstitutionens og skolens sociale og kulturelle kapital.

Brug for færre børn
Kvoterne er alene vendt mod dem med den forkerte farve! Det er ikke de hvide børn fra Frederiksberg og Gentofte der bliver fragtet rundt til byens fattige kvarterer, selvom de og deres forældre er de mest ressourcestærke! Den store sociale udskilning af tosprogede, farvede og hvide børn skyldes skolens klassekarakter og de alt for få ressourcer. Men den forstærkes også af den racistiske og kulturelle udstødelse af folk fra den tredje verden.
Alle de problemstillinger, som kommer med børn og unge fra ressourcesvage familier, kunne løses, hvis der var langt færre børn i vuggestuer, børnehaver og i klasselokalerne. Ressourcerne kunne målrettes - sprogstimulering og social anerkendelse af det enkle barn.
Det er dybt beskæmmende, at politikerne i Københavns Kommune og dele af den pædagogiske verden er hoppet på den ideologiske limpind, som er fostret af regeringen og dens nykonservative dagsorden. Den forsøger at reducere alt til kulturelle problemstillinger, når det i virkeligheden handler om social ulighed.
At acceptere kvoter er at acceptere et samfund der tolererer social marginalisering, udstødelse og eksklusion. Det er en accept af nyliberalismen og har intet med pædagogik eller respekt for børn og unge at gøre.
Der er masser af børn med etnisk baggrund, som klarer sig fint i daginstitutionerne.