Det kommende Europa vil blive formet i en dobbelt bevægelse: dels af den objektive udvikling i det kapitalistiske system på verdensplan, og dels af klassekampens mulige udviklinger i de europæiske lande og i hele verden

af René Lefort, ledelsesmedlem i Pôle de Renaissance Communiste en France (PRCF)
Vi ved, at udviklingen i produktivkræfterne under kapitalismen sker med afsæt i de nationale rammer med støtte fra det nationale marked. Det er baggrunden for Stalins formulering om, at nationalstaten er 'et historisk grundbegreb i en bestemt epoke, den opadstigende kapitalismes epoke. Formuleringen findes i det berømte værk 'Marxismen og det nationale spørgsmål'.

Globalisering - en objektiv proces
Men fra et vist udviklingstrin kommer de nationale produktivkræfter til at modarbejde den økonomiske aktivitets voksende globalisering, den gensidige afhængighed mellem staterne, nedbrydningen af de nationale grænser, og den fremadskridende udslettelse af de nationale særpræg.
Konsekvensen er, at der kommer en tendens til globalisering på det politiske, sociale og kulturelle område. Det drejer sig om en objektiv tendens, irreversibel, som under socialismen forfølges og udbredes lige til den realiserer sammensmeltningen af nationerne og skabelsen af en verdensomspændende socialistisk republik. Et emne, som blev utvetydigt formuleret i vedtægterne for Kommunistisk Internationale vedtaget på dens anden kongres i 1920.
Marx og Engels gjorde det fuldstændig klart i 'Det kommunistiske partis Manifest', ligesom Lenin siden gjorde det i talrige publikationer, at dette syn på det nationale spørgsmål hører sammen med vores epoke. Hvad vi observerer for tiden, er netop, hvordan storkapitalens kosmopolitiske fremtræden, de transnationale selskabers dominerende rolle, betyder, at internationaliseringen mere end nogensinde før skubbes frem i hele det økonomiske liv.

Kaotisk og konfliktfyldt
Dog kan denne globalisering ikke under kapitalismen - på grund af selve dennes natur - iværksættes på en harmonisk måde og i overensstemmelse med folkenes interesser. Tværtimod. På kapitalismens aktuelle stade, som Lenin betegnede som imperialisme, kendetegnet ved en almen strukturel krise, og udbrud af inter-imperialistiske modsætninger, ser vi, hvordan globaliseringen iværksættes på en måde, der er kaotisk, konfliktfyldt, fyldt med modstridende interesser og en vanvittig økonomisk krig mellem de største kapitalistiske grupper i en vild konkurrence-jungle. Alt dette, der i dag af borgerskabet søges legitimeret som 'neo-liberalisme'.
Denne udvikling går ikke i retning af en såkaldt 'super-imperialisme'. En idé, som tidligere er fremført af Kautsky, og som allerede Lenin påpegede umuligheden af på grund af kapitalismens egen natur.
Tendensen til globalisering i dag kommer derimod til udtryk i en almen restrukturering af det kapitalistiske system i form af store zoner med fælles markeder, med frihandel og økonomisk integration. Her kæmper de store imperialistiske poler, der allerede eksisterer eller er på vej til at dannes, om kontrollen. De nye fællesmarkeder tillader dem at beskytte deres økonomiske interesser mod deres konkurrenter.
Denne tendens er almen med for eksempel dannelsen af NAFTA i Nordamerika under USA's kontrol. Det er USA`s hensigt at udvide denne frihandels zone til at omfatte hele det amerikanske kontinent, nemlig via ALCA, der står i modsætning til MERCOSUR. Sidstnævnte er en sydamerikansk frihandelszone, befriet fra USA's formynderskab, ligesom det endnu mere progressive bolivianske alternativ, ALBA.
I andre dele af verden ser vi samme tendens. I det fjerneste østen i form af ASEAN, der har det perspektiv at skabe et økonomisk fællesskab mellem landene i øst-Asien. Ligeledes er der forsøg med samme perspektiv og omfang i 'Det sorte Afrika'. I Mellemøsten arbejder USA på et projekt, styret af USA selv og for dets egne interesser, for store dele af Mellemøsten. Og man taler nu også om muligheden at a skabe en umådelig stor zone med et fællesmarked mellem Indien og Kina, der i så fald vil samle mere end en tredjedel af menneskeheden.
Det er inden for disse almene rammer, vi er nødt til at undersøge udviklingen i Europa, og perspektiverne i denne.

Ny imperialistisk pol i Europa
De store kapitalistiske magter i Europa, har med udgangspunkt i de nationale rammer domineret hele verden, har skabt det imperialistiske system, der har været udgangspunkt for to verdenskrige og et utal af grusomheder i verden.
Men i dag, hvor de står samlet i direkte konkurrence med USA's hyper-imperialisme, er de nationale rammer blevet for smalle og for snærende. Der kræves et mere rummeligt frit kredsløb for varer og kapital, for at produktionssteder kan skabes og nedbrydes med den nødvendige fleksibilitet, for at den finansielle spekulation kan udvikles uden hindringer i en større skala.
Allerede for omkring 30 år beviste den eminente marxistiske økonom Henri Claude den europæiske bankkapitals stigende centralisering over de nationale grænser. Denne udvikling har forfulgt os og er øget i omfang lige siden.
Dette er den objektive økonomiske basis for dannelsen af denne nye store imperialistiske pol på størrelse med et helt kontinent, som udgør den Europæiske Union. Den er et billede af viljen hos dominerende grupper i den finansielle storkapital i Europa til at hæve deres konkurrenceevne og deres gennemslagskraft i verdensøkonomien. I dag i direkte konkurrence med USA, men meget sandsynligt i morgen i konkurrence med Rusland eller med Kina.
Jeg vil vende tilbage til besværlighederne og modsætningerne i denne opbygning, illustreret med de inter-europæiske konflikter, der manifesterer sig lige for tiden, men som langt fra er et nyt fænomen. Men jeg vil først understrege et andet aspekt som vedrører den europæiske konstruktions egentlige politiske aspekt.

Skærpet klassekamp
Hele denne ommodellering i det kapitalistiske system sker i en epoke, hvor systemets interne modsætninger uddybes. Dette er først og fremmest karakteriseret ved en udvidet tendens til sænkning af profitraten, som igen fører til en brutal acceleration i den kapitalistiske koncentration, af en hæmningsløs produktivitetsstigning, af iværksættelse af uophørligt fornyet teknologi til skade for den menneskelige arbejdskraft. Alt dette betyder en organisk sammensætning af kapitalen på stadigt højere plan, som igen presser profitraten ned.
Den eneste løsning, kapitalisterne har i denne situation, er at forsøge så meget som muligt i klassekampen at hæve den maksimale udbytning af arbejdskraften og efterfølgende tilpasse de politiske forhold. Overgangen fra fællesmarkedets økonomiske opbygning til den europæiske forfatnings politiske opbygning svarer netop til denne målsætning. Den udtrykker den ledende kapitalistiske klasses vilje til at skabe et frit arbejdsmarked, der er befriet for alle snærende sociale bånd, der tillader, at arbejderne i de forskellige EU-lande, sættes op imod hinanden i en indbyrdes konkurrence indenfor en enkelt overnational stats rammer. Et frit arbejdsmarked, der harmoniserer arbejdernes sociale rettigheder og sociale eksistensforhold på laveste niveau, der svækker deres modstand mod den ekstra udnyttelse, mod usikkerheden, mod det almene sociale tilbageslag, samt hindrer deres kamp for frigørelse og for tilintetgørelse af det kapitalistiske system.

EU skabt i kamp mod socialismen
Som ganske rigtigt defineret af Lenin, kunne Europas Forenede Stater kun blive en totalt reaktionær opbygning med det formål at føre 'en fælles politik for at knuse socialismen i Europa'.
I begyndelsen, under hele den kolde krig, havde den europæiske opbygning grundlæggende det formål at forhindre alle muligheder for kommunistisk ekspansion i Europa. Allerede oprettelsen af Organisationen til Økonomisk Samarbejde i Europa (OEEC) i april 1948, havde det mål at koordinere brugen af Marshall-planen, hvis antikommunistiske målsætninger er velkendte, i Europa.
Lige siden, gennem de forskellige etaper og frem til den Europæiske Enheds Akt ('EF-pakken') i december 1985, har den europæiske opbygning fortsat inden for rammerne af Atlantpagten og NATO, med fuldstændig støtte fra USA. Det har været som en krigsmaskine dirigeret mod Sovjetunionen og de socialistiske lande i Østeuropa.
Med Sovjetunionens og den socialistiske lejrs forsvinden - og den dybgående ændring i styrkeforholdene, som dette resulterede i - indførtes de sidste etaper i opbygningen af Europa. Med udgangspunkt i Maastricht-traktaten fra 1992 iværksattes en endnu mere åben og kynisk antisocial offensiv, anført af den store finanskapitals på verdensplan, og rettet mod levestandarden og den sociale fremgang, som arbejderne i de forskellige lande havde tiltvunget sig i løbet af det 20. århundrede. Overalt, i direktiverne fra Kommissionen i Bruxelles, i udnyttelsen af beslutningerne fra topmøderne i Lissabon, Stockholm, Göteborg, Barcelona og i Nice-traktaten kom det til udtryk ved fornyede angreb på pensionsordningerne og de sociale beskyttelsessystemer, afreguleringen af arbejdet, den manglende prioritering af beskæftigelsen, ødelæggelsen af de kollektive overenskomster og regler, afviklingen af de offentlige tjenester og bølgerne af privatiseringer, af tunge udfald mod erstatningen ved arbejdsløshed, osv. For ikke at tale om det tryk, som der er blevet lagt på lønnen, samt den almene sænkning af købekraften. Et pres, der har gunstige vilkår på grund af eksistensen af en voksende masse af arbejdsløse (aktuelt 16 millioner arbejdsløse i Europa), samt på grund af det pres, som lægges via virksomhedsflytninger.

To formål med EU-forfatningen
Det er i denne sammenhæng, at der er blevet udarbejdet - ikke uden vanskeligheder eller konflikter mellem de berørte regeringer - et forfatningsprojekt svarende til det dobbelte formål med den Europæiske Union:
* På den ene side at give et samlende politisk grundlag for denne nye imperialistiske pol, der er opstået på kontinentplan i forbindelse med globaliseringen af det kapitalistiske system.
* På den anden side at oprette en overnational superstat, som tilføjes eller erstatter de eksisterende nationalstater. Denne tillader en forværring af udbytningen af arbejderne, og fjerner yderligere beslutningscentre i et totalt antidemokratisk politisk apparat, afsnører arbejdernes kampe, for til sidst at udvikle det, som kapitalisterne kalder en 'konkurrencedygtig økonomi'. Det vil altså sige en situation, hvor den europæiske monopolkapital er i stand til at knuse sine rivaler på verdensmarkedet og hjemtage superprofitter til sine aktionærer, og dermed - indenfor rammerne af systemets almene krise - at skabe momentum for en ny fase med kapitalakkumulering.
Denne forfatning, der udtrykkeligt bygger på erklærede principper for den 'økonomiske liberalismes' urørlighed, udgør et klassevåben, beregnet på at forbyde og undertrykke alle forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved selve udviklingen af det kapitalistiske regime i Europa.

Ilusioner om et 'socialt Europa'
Der findes politiske kræfter, som tror, at eksistensen af et forenet Europa - selv inden for rammerne af kapitalismen, kan lette de fælles kampe for arbejderne i alle involverede lande, hen imod et såkaldt 'socialt Europa'.
Men det er klart, at de aktuelle tiltag med en europæisk forfatning og øget politisk integration ikke kan andet, end vanskeliggøre arbejdernes klassekamp mod kapitalismen, og for socialismen i hvert land, og så meget desto mere på europæisk plan.
Dette er et af de essentielle mål med den europæiske forfatning, og det forklarer, hvorfor alle storkapitalens kræfter er så forgabte i den. Lige fra den europæiske arbejdsgiverforening (UNICE) og dens filialer i de forskellige europæiske lande, som f.eks. MEDEF i Frankrig, til alle regeringerne og de ledende politikere fra såvel højre som 'venstre'. De er forenet i et fælles program for den europæiske opbygning, fordi de alle vil sikre en god administrering af kapitalisternes klasseinteresser.
Sejren til NEJet i Frankrig - og siden også i Holland, kom til at kaste denne smukke konstruktion omkuld. Hvilke perspektiver resulterer dette i?
To faktorer skal tages i betragtning.

Brudlinier indenfor EU selv
Det drejer sig på den ene side om modstridende interne interesser, i et vist mål og til et vist punkt i de forskellige deltagerstater i EU-konstruktionen. Disse modsætninger er for øvrigt ikke nye, de dukker op under hver etape og har bremset opbygningsprocessen ved flere lejligheder. Vi husker f.eks. konflikterne i 1963-64 omkring optagelsesvilkårene for Storbritannien og finansieringen af den fælles landbrugspolitik; uenighederne, der opstod i 1967 på grund af udvidelsen af Fællemarkedet; vanskelighederne, der blev fremkaldt med udgangen af 1973 i forbindelse med oliekrisen, osv. Og helt aktuelt, de forskellige holdninger med hensyn til USA's politiske aggression mod Irak, eller de somme tider hede diskussioner i forbindelse med visse formuleringer i det europæiske forfatningsudkast.
Lige nu har rystelserne - fremprovokeret af sejren til NEJet i Frankrig og Holland og udvidelsen af dette oprøret til hele Europa - pustet til en opblussen af uenighederne om det europæiske budgetforslag. Alle deltagerlande tilkendegiver klart deres mening offentligt, og prøver på om muligt at begrænse eller reducere deres eget bidrag.
To brudlinier, der ikke er nye, fortsætter med at manifestere sig i den europæiske konstruktion.
Det drejer sig først og fremmest om de modstridende interesser mellem på den ene side Frankrig-Tyskland-aksen og på den anden side den britiske regering. Frankrig-Tyskland er meget opsat på at beholde sit hegemoni over en europapolitik med aksen selv som væsentligste igangsætter. Storbritannien er mere indstillet på at bevare Europa som et samarbejde med frit økonomisk bytteforhold. Storbritannien er direkte fjendtlig i alle argumenter vedrørende sit eget bidrag til et overnationalt budget. Striden står om, hvorvidt der skal pilles ved en undtagelsesregel, der reducerer det britiske bidrag til EU-budgettet, (en særregel, som der hidtil har været enighed om) - eller om der skal sættes ind mod den stigende beløbsramme, der er etableret for at finansiere den fælles landbrugspolitik.
Til dette tilføjes de endnu ikke fuldt afklarede divergenser om EU's militærpolitik og forholdet til USA.
Den anden brudlinie går mellem de store kapitalistiske kræfter i Vesteuropa, der betragter udvidelsen af EU mod øst som et nyt udvidelsesområde for deres imperialistiske herredømme, og på den anden side de nye medlemsstater fra Østeuropa. Disse er alvorligt svækkede og skrøbelige af den kontrarevolution, de har gennemlevet efter sammenbruddet af den første socialistiske fase, og de har store illusioner om, at de kan fremme deres egen udvikling gennem tilhørsforholdet til EU og den økonomiske støtte herfra.
Det er derfor tilladt alvorligt at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er, under disse betingelser, Europas fremtid?
Vi må, for at svare på det, også medregne den anden faktor, som jeg først nu kommer til, men som ikke er mindre vigtig - kendskabet til udviklingen i klassekampen, de folkelige kampe mod ondskaben i det ny stade i imperialismens udvikling.

Imperialisterne opgiver ikke forfatningen
Men lad os allerførst se på de tendenser, som opstår som følge af udviklingerne i det kapitalistiske system. Vi har set, at fremkomsten af en ny imperialistisk pol på europæisk plan svarer til en objektiv og irreversibel tendens inden for rammerne af globaliseringen af det kapitalistiske økonomiske system.
Hidtil er al den modgang, som den europæiske konstruktion har gennemlevet gennem mere end et halvt århundrede, - alle forhindringerne, opbremsningerne, divergenserne og konflikterne - til sidst endt med at blive overvundet.
Der har således været flere NEJ-sejre: i første omgang Danmarks nej til Maastricht-traktaten i 1992, derefter Irlands nej til Nice-traktaten i 2001, Sveriges nej til euroen i 2003. Ingen af disse nederlag har kunnet splitte EU. Som den hidtil eneste har Norge fastholdt sit NEJ til tilslutningen til EF (EEC) fra 1972.
Det er sikkert, at NEJet i Frankrig, - det land, der var drivkraften og initiativtageren til den europæiske konstruktion, betyder meget mere end de hidtidige nejér. En bølge er straks udbredt til en stor del af Europa, hvor der er opstået flertal for et nej til EU-forfatningen. Til Storbritannien, hvor Blair-regeringen øjeblikkeligt tog den forholdsregel at aflyse folkeafstemningen, men også til Danmark, til Portugal, til Tjekkiet, til Polené I Sverige har der udviklet sig et kraftigt krav om en folkeafstemning. I visse lande, som i Italien, høres stemmer, der taler til fordel for en løsrivelse fra euroen og en tilbagevenden til den nationale møntfod.
Men der skal ikke være tvivl om, at den stor finanskapital, der dominerer vores samfund, ikke vil opgive en millimeter i forhold til deres europæiske sag. De har besluttet, koste hvad det vil, at forsætte ratifikationsprocessen. Tiden vil gå, propagandaen vil blive tungere og blive forstærket, regeringerne vil blive udskiftet (i hvert fald udseendemæssigt) medbringende nye illusionsdoser, udbredt af socialdemokrater eller af en særlig form for pro-europæisk populisme. Der vil blive fundet kompromisser, der vil regulere konflikterne i forhold til den europæiske konstruktion til gavn for kapitalismens almene interesser.
Man taler allerede om en udsættelse til efter 2007 for en fornyet ratifikationsproces i Frankrig og Holland.

Brug for modoffensiv
Hvis vi lader stå til, og hvis arbejderne i de forskellige europæiske lande ikke mobiliseres mod et storkapitalens overstatslige Europa, vil det franske og hollandske NEJ ikke nytte noget og vil være udvisket om nogle år.
Det er dette spørgsmål, som vi bør undersøge blandt kommunister, og som jeg vil se på nu.
Analysen af de sociale tilhørsforhold på henholdsvis JA og NEJ-siden i Frankrig peger på eksistensen af et veritabelt klasseskel. Hvor NEJet repræsenterer 55 % af alle de adspurgte vælgere er denne procent meget højere i de 'folkelige' klasser: 81 procent i arbejderklassen, 79 procent blandt de arbejdsløse, mere end 60 procent af alle ansatte har stemt NEJ. Det samme har endda 70 procent af landmændene i de fattigste landbrugsregioner og 50 procent af de unge mellem 18 og 24 år, der er gået til valgurnerne.
Denne afstemning har klart manifesteret afvisningen af den antisociale politik, der er blevet ført gennem mere end femten år, inden for rammerne af de europæiske direktiver. Men samtidig er det en forkastelse af de europæiske institutioner.
Denne asociale politik er ført af regeringerne, hvad enten de har ligget til 'venstre' eller højre.. Der er med nej`et skabt en desavouering af de partier og politiske ledere, som har ansvaret for denne politik. Desavouering af højreflertallet anført af Chirac og fuldstændig bragt i miskredit af Raffarins politik, og endnu dybere desavouering af socialistpartiet, hvis flertal af vælgere og sympatisører har stemt nej, i modstand mod direktiverne fra Hollande og Jospin. Dette parti gennemlever en dyb krise, ligesom de Grønne. Generelt er det hele det samlede politiske system, der er i krise. Situationen forpligter til en udskiftning af premierministeren og regeringen, hvis fortsættelse kun kan forværre situationen.
Man kan ikke udelukke, at der på et tidspunkt vil komme en politisk omformning.
Vi bør drage alle konsekvenser af denne situation, således at det, som NEJ flertallet har udtrykt, ikke bare bliver et stop for Maastricht-politikken og konstitutionaliseringen af storkapitalens overnationale Europa, men at det kommer til at endevende hele den politiske kurs. Arbejderne og de folkelige masseorganisationer må skabe det nødvendige afsæt for at genvinde alle de sociale fordele, der er under angreb og tværtimod øge dem mest muligt. De må sætte et stadig mere afgørende slag ind mod selve det kapitalistiske system.

Klargør politiske forskelle
Idet vi ikke kun støtter os op ad NEJ flertallet, bør vi klargøre forskellen mellem dem, der kun 'lovpriser' NEJet i forbindelse med denne forfatning, og dem der - som vi - anbefaler et NEJ til hele det kapitalistiske EU.
Til de første hører det franske kommunistpartis ledelse (PCF), de socialistiske dissidenter som Fabius, Mélenchon og andre, samt visse folk fra organisationer som Attack og andre. De er ikke holdt op med at argumentere for, at en forkastelse af EU-forfatningen skal bruges til at skabe mulighed for en genforhandling. De tror på, det er muligt at skabe et andet Europa, 'et socialt Europa'. Der eksisterer således betydelige illusioner om, at det er muligt at etablere en demokratisk kontrol med Den Europæiske Centralbank, således at denne begynder at prioritere en politik med fuld beskæftigelse og udvikling af de fattigste regioner.
Sådanne reformistiske illusioner og totale utopier vedligeholdes lige meget af Det europæiske LO, og de europæiske fagforeningsledelser, der tilpasser sig på grundlag af deres klassesamarbejdsholdning.
En sådan politik, der understøtter konstruktionen af et kapitalistisk Europa, er nedbrydende for arbejderklassen og vil have negative konsekvenser for mulighederne for at øge samarbejdet mellem arbejderne og Europas befolkninger.
Arbejderne i hele Europa burde tværtimod gribe det chok, som nej`et fra de franske og hollandske vælgere har fremkaldt, til at komme ind i kampen mod det kapitalistiske Europa, og kræve ophævelse af traktaterne fra Nice, Lissabon, Amsterdam og Maastricht. Samtidig må de kræve et brud med NATO og med alle de efterfølgende traktater mellem de store kapitalistiske magter med imperialistiske mål. Inden for rammerne af den genfundne nationale suverænitet, som derved kan skabes, må de ufravigeligt gå imod alle de euro-liberale målsætninger om social regression, som er påtvunget gennem mere end femten år.

Kommunisterne må gå forrest
PRCF har i Frankrig etableret et helt aktionsprogram i denne retning. Det opfordrer til dannelsen af folkelige komiteer for et NEJ til hele opbygningen af et kapitalistisk Europa, og til at disse slutter sig sammen i en Alternativ Folkelig Modstandsfront.
Det opfordrer alle fagforenings forkæmpere til at bryde med den reformistiske klassesamarbejde-politik, som føres af Det Europæiske LO, og til at forny klassekampen med en sand revolutionær faglig aktivitet.
Det opfordrer alle kommunister til at bryde med det ny Europæiske Venstreparti og til at samles igen for at gendanne en virkelig genforenet revolutionær avantgarde på marxistisk-leninistisk grundlag.
PRCF er tilhænger af at vedligeholde de bedste forbindelser, snævre og ubrudte, til alle kommunistiske organisationer, i Europa og i verden, som befinder sig på samme klassegrundlag med samme endemål. Vi ønsker at deltage i genopbygningen af en virkelig international kommunistisk bevægelse, tilpasset forholdene i vores epoke.

Socialisme eller barbari
Og for endelig at vende tilbage til Europas fremtid forekommer alternativet os klart:
Enten vil kapitalismen overleve i så lang tid endnu, at det lykkes for dem - på den ene eller anden måde trods alle midlertidigt indtrufne besværligheder - at skabe en ny stor imperialistisk pol på europæisk plan i form af en overnational stat. Dette vil have katastrofale sociale konsekvenser for arbejderne, det vil føre til mere omfattende trusler fra fascisterne, ligesom det vil føre til uundgåelige ændringer i forholdet mellem kræfterne på verdensplan, og dermed dannelsen af betingelserne for en tredje imperialistisk verdenskrig, en katastrofe for menneskeheden.
Eller også vil der med tiden dannes en modoffensiv i arbejderklassen og de befolkninger, der er i stand til at standse og knuse denne udvikling, angribe eksistensen af storkapitalens overnationale Europa. Denne modstand vil bygge sig op i hvert land - så planlagt som det er muligt - og udvikle sig til en konsekvent og koordineret kamp mod det kapitalistiske system og dets politiske dominans.
Ja, i Europa kan arbejdernes kampe klart demonstrere at spørgsmålet om Europas fremtid, ikke kan ses løsrevet fra kampen mellem de to alternativer: kapitalisme eller socialisme.
Stående overfor globaliseringsprocessen anser vi stadig de nationale rammer for at være nødvendige for den kamp, som skal få arbejderklassen til at rejse sig til at blive den nationalt ledende klasse. Først herefter vil det blive virkeligt muligt at undfange et andet Europa, skabt på grundlag af øjeblikkets særlige ejendommeligheder, og med den generelle hensigt at få den proletariske verdensrevolution.