Hess-marchen har kun ét formål: at give ekstremisterne en legal basis for deres dyrkelse af nationalsocialismen
fra Foreningen Demos/Demos Nyhedsbrev
Til ambassadøren for Forbundsrepublikken Tyskland
Protestskrivelse vedrørende international Hess-march i Wunsiedel den 20. august.
Siden krigsforbryderen og topnazisten i de allieredes fangenskab, Rudolf Hess, begik selvmord i Berlin i 1987 har den tyske og internationale nazi-bevægelse brugt hans dødsdag som en hyldest til nationalsocialismen og dens modbydelige racistiske, antisemitiske og antidemokratiske tankegods.
I år, som er 60-året for Europas befrielse fra nationalsocialismen, vil tusinder af europæiske nazister igen marchere i gaderne i byen Wunsiedel i Bayern for at mindes Hess' død og forherlige det nazistiske regime, som han tjente.
I mange år var Hess-marchen forbudt i Tyskland, og nazisterne brugte i midten af 90'erne blandt andet Danmark som fristed for afvikling af demonstrationen. Siden 2001 har de tyske myndigheder tilladt den årlige nazi-march, som under ledelse af den flere gange dømte nazi-advokat Kirgen Rieger, finder sted i Wunsiedel, hvor Hess ligger begravet.
Sidste år deltog cirka 4.800 nazister i Hess-marchen heriblandt kendte nazister fra USA, Norge, Sverige, Danmark, Storbritannien, Holland, Belgien, Frankrig, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rusland, Østrig, Spanien, Italien og Kroatien. Det var den hidtil største internationale demonstration i Hess-marchens 18-årige historie og et resultat af en årelang kampagne.
Hess-marchen har kun ét formål: at give ekstremisterne en legal basis for deres dyrkelse af nationalsocialismen. Den har fået en voksende betydning for hele bevægelsen ved at den samler folk med forskellig alder, fra forskellige sociale baggrunde og endda fra rivaliserende fraktioner i deres tilbedelse af, hvad Hess og Hitler stod for.
Som modstandere af fascisme, racisme og antisemitisme, som forkæmpere for menneskerettigheder og som bekymrede borgere betragter vi denne skamfulde demonstration som fuldstændig uacceptabel. På baggrund af dette vil vi på det kraftigste anmode Dem om at lægge pres på de ansvarlige myndigheder i Forbundsrepublikken Tyskland for at forhindre at denne skandaløse forherligelse af en krigsforbryder og nationalsocialismen finder sted.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278