Talerne var nærmest kemisk renset for alt, hvad der havde med antiimperialisme og kamp mod den amerikanske imperialisme at gøre

af Carsten Kofoed, bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak
Den 6. juli kl. 14 var vi der igen. Demonstration foran USA`s ambassade, symbolet på det officielle USA, verdens undertrykker, udplyndrer og terrorist nummer et. Anledningen var det dansk-amerikanske krigsforbrydermøde mellem Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush.
Mere end 20.000 mennesker havde forsamlet sig foran ambassaden. Der var mennesker i alle aldre og med forskellige baggrunde. Der var folk fra alle mulige organisationer. Der var venstrefløjens politiske partier, fagforeninger, solidaritetsorganisationer, miljøbevægelser, indvandrerorganisationer, religiøse bevægelser og så videre.
Efter en times tid ved ambassaden med taler og underholdning bevægede demonstrationen sig i fredelig procession til Christiansborg, hvor der også var taler og indslag af kunstnerisk karakter.
Og netop underholdningen var i en klasse for sig selv. Kunstnere som Savage Rose, Anne-Marie Helger, Erik Clausen, Povl Dissing, Kim Larsen & Kjukken, Stig Møller og Peter Ingemann med mange flere slog tonen an. Det hele var flot og festligt, og stemningen var god hele vejen igennem.

Den irakiske modstand udelukket
Men der var også et alvorligt skæmmende moment i det hele, og det var de politiske budskaber, som blev sendt ud fra demonstrationens indbudte talere.
Talerne var nærmest kemisk renset for alt, hvad der havde med antiimperialisme og kamp mod den amerikanske imperialisme at gøre. En god irakisk ven sagde til mig under demonstrationen:
'Hvordan kan man dog holde en demonstration, der kalder sig Stop Bush, når man ikke engang giver så meget som fem minutters taletid til den kraft, den irakiske modstand, der om nogen konkret har stoppet Bush og USA og forhindret amerikanerne i at angribe andre lande? Det er utroligt skuffende, og egentlig burde jeg slet ikke deltage i det her.'
Jeg kunne kun give ham ret, for jeg tænkte præcis det samme. Det var og er en skandale og flovt for alle, der her i Danmark mener at være i opposition til det imperialistiske USA. Endnu flovere for den danske venstrefløj. Det viste sig, at Enhedslisten, der spillede en hovedrolle i arrangørgruppen i Stop Bush, konsekvent havde været imod enhver taler, dansker eller iraker, der kunne finde på at udtrykke støtte til den legitime irakiske modstand. 'Stop Bush' blev til 'stop den irakiske modstand' for det 'revolutionære' Enhedslisten.
Netop Enhedslisten holdt hovedtalen ved den amerikanske ambassade, hvor de rød-grønnes folketingsmedlem Line Barfod talte. Det var en tale, som ramte bunden med et ordentligt brag. Det aktuelle omdrejningspunkt i kampen mod Bush` USA, Irak, blev nævnt med fire ord, og kravet om danske tropper ud af Irak blev end ikke ført frem.
'Angrebet den 11. september var en modbydelig terrorhandling mod uskyldige civile,' råbte Barfod, mens mere end 150.000 uskyldige irakere og afghanere allerede er døde som direkte konsekvens af USA`s krige i de to lande. Dette blev ikke kaldt 'en modbydelig terrorhandling' af Barfod, hvis 'forglemmelse' - når man skærer ind til benet - udtrykker en meget ubehagelig vestlig chauvinisme og racisme. Amerikanske menneskeliv er langt mere værd end irakiske, afghanske og alle mulige andre folkeslags. De nævnes, mens 'de sorte' og muslimerne glemmes. Selv af en venstrefløjsparlamentariker i en demonstration imod USA, der støttes af muslimske organisationer og trossamfund. Skammeligt.
I sin tale pralede Barfod endvidere med, at hun havde sagt nej til at mødes med dronningen, Bush og Fogh på Fredensborg Slot. Men når man hørte hendes socialdemokratiske tale, så forstår man egentlig ikke, hvorfor hun ikke bare sjoskede i hælene på sin statsministerkandidat, Socialdemokraternes nye Fogh-kopi, Helle Thorning-Schmidt, der i forbindelse med Bush` besøg højtideligt erklærede, at 'vi er venner af USA'. SF`s formand Villy Søvndal var i øvrigt også at finde i stiveste puds sammen med de kongelige og den danske 'elite' med krigsprofitmageren Mærsk Mc-Kinney Møller i spidsen.
Og netop Søvndal, som på mange måder egentlig har ydet en ærlig parlamentarisk indsats med hensyn til krigen mod Irak, kom senere på eftermiddagen med blodige hænder fra sin trykken hånd med de to krigsforbrydere Bush og Fogh og talte på demonstrationen, idet han var hovedtaleren ved Christiansborg.
Han hyldede blandt andet de amerikanere, der er imod Bush` politik, mens den irakiske modstand, der har fastholdt Irak på dagsordenen, tvunget Bush og USA ud i enorme vanskeligheder og dermed muliggjort, at folk som Søvndal har haft et godt grundlag for at arbejde videre med deres modstand mod krigen, ikke fik nogle ord med på vejen. Det var tyndt.
I forhold til de store demonstrationer vendt mod Bush og den nuværende amerikanske politik fik Søvndals såkaldte brev til Bush - et opportunistisk og latterligt forsvar for at traske med socialdemokraterne og føre dialog med den allermest reaktionære del af den amerikanske imperialisme i stedet for at mobilisere til kamp mod den - en meget solid dækning og eksponering af SF i de borgerlige medier.

Antiimperialistisk front nødvendig
Og det er klart, for pæne breve ændrer ikke noget som helst i forhold til den amerikanske imperialisme eller dens kransekagefigur, hvilket Bush er, men skaber tværtimod skadelige illusioner om, hvordan man opnår en anden og bedre verden, som er nødvendig, hvilket demonstrationen da også fastslog uden dog at sætte navn på en sådan verden.
Hvorom alting er, skal der ikke herske tvivl om, at Stop Bush-demonstrationen var et stort, flot og frem for alt folkeligt arrangement. Og for dette fortjener arrangørerne af demonstrationen ros. Såvel organiseringen som sikringen af den flotte parade af dygtige kunstnere, som stillede op og gjorde demonstrationen endnu mere fornøjelig, var fjong.
Men politisk set - og det er trods alt det vigtigste - var arrangementet uklart og svagt. At proklamere 'Stop Bush' uden så meget som at give et enkelt lille rum for de stemmer, der som den irakiske modstand er i frontlinjen i kampen mod imperialismen, og at undlade at kalde til kamp mod imperialismen og til støtte for de kræfter, der langt overvejende i 'den tredje verden' konkret og vedholdende bekæmper og tilføjer imperialismen drøje hug, som i Irak, i Palæstina, i Afghanistan, i Colombia, i Cuba, i Venezuela og andre steder er et tomt slag i luften. Disse antiimperialistiske kræfter er allierede i vores kamp her i Vesten. De skal støttes, hvis 'Stop Bush' overhovedet skal have nogen som helst reel mening.
Det er vigtigt at forstå, også som 'muslim i dialog', 'miljøaktivist' og 'fredsvagt', at et svækket imperialistisk USA, en amerikansk supermagt, som med ar på krop og sjæl og besejret forlader eksempelvis Irak, vil give både den antiracistiske kamp, kampen for et bedre miljø og for fred bedre betingelser, idet et sådant USA vil være mere villigt til, af nødvendighed, at gøre indrømmelser over for folkene på forskellige områder, netop fordi det er svækket. Med andre ord: Tingene hænger sammen. Det bør de også gøre, når man demonstrerer. En stor og bred antiimperialistisk front bestående af alle kræfter, der bekæmper imperialismen, er det, der i sidste ende kan besejre den.