Personligt har jeg det svært med fiktive romaner, der beskriver en nyere historiske begivenheder. Bortset fra det er Wilhelm Topsøe er en god forfatter.
af Poul Henrik Jensen
I november 1942 efter den såkaldte telegramkrise mellem de danske samarbejdspolitikere og naziregimet i Berlin, blev Werner Best udnævnt til tyskernes befuldmægtigede i Danmark.
Telegramkrisen udsprang af et efter tyskerens mening alt for kortfattet telegram til Adolf Hitler i anledningen af dennes fødselsdag. Telegrammet var underskrevet af Kong Christian den 10, som øjensynligt ikke var klar over det postyr han skabte.
Telegrammet var da også kun kulminationen på nazisternes stigende utilfredshed med, at det ikke var lykkedes at knægte den danske modstand mod samarbejdspolitikeren og nazistyret.
Således var den begyndende sabotage en alvorlig torn i øjet ikke alene på den danske statsminister Buhl, men også på Berlin, hvis eneste svar var en hårdere kurs. Det personificeredes i første omgang ved Werner Best.
Han var uddannet jurist og havde været medlem af nazistpartiet siden 1930. Aktiv i Første Verdenskrig i Rhinlandet og senere gjort strålende karriere indenfor SS og Gestapo, senest under den tyske invasion i Frankrig. Best havde bestemt ikke drømt om en karriere i det han opfattede som bondelandet Danmark.
Han havde større ambitioner på egen og nazistyrets vegne, men efter en tabt magtkamp i det tyske hierarki var der ingen anden udvej end Danmark. Best blev af den illegale presse introduceret som blodhunden fra Paris og levede i flere henseender op til navnet.
Typisk nazidiplomat
Best udviklede sig til en typisk nazidiplomat og ikke mindst takket være særdeles gode personlige venskaber og forbindelser med det danske diplomati og samarbejdspolitikerne, blev han en ivrig fortaler overfor Berlin på at vedligeholde denne linje.
Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943 mistede Best løbende indflydelse til det tyske militær. Det var nu tyske politichefer Pancke og Bovensiepen, der blev sendt til Danmark, og især Himmler fandt, at Best havde udviklet sig i en alt for svag retning.
Han forblev dog rigsbefuldmægtiget frem til befrielsen. Det lykkedes ham at gennemføre det kunststykke at slippe levende fra at lægge navn til jødeforfølgelse, mord og terror i Danmark, og i stedet klare mere eller mindre frisag.
Best`s rolle har i efterkrigstiden, ikke mindst i de her år, været grundlag for forskning og historieskrivning. Han blev efter befrielsen dømt til døden af byretten, men højesteret fastsatte senere straffen til 12 års fængsel. Han afsonede kun tre år til han den 9. april 1951 blev udvist.
Det var ikke kun datoen for udvisningen, der skabte røre i den danske befolkning, men udvisningen af Best gjorde det for alvor krystalklart, at retsopgøret var kørt af sporet. Og mens flere danske statsborgere sad fængslet for mindre overtrædelser af forræderi lovgivningen, sagde viceinspektør Fredriksen fra Horsens Statsfængsel, 'tak for denne gang', til det tyske riges mægtigste mand i Danmark.
Fiktiv selvbiografi
Mine danske år er en fiktiv selvbiografi, hvor forfatteren Vilhelm Topsøe giver ordet til dr. Werner Best. I en række breve til sin afdøde far, skrevet i fangenskab fra 1945 til 1951, forsøger dr. Best dels at forklare sine holdninger og handlinger før, under og efter krigen, dels fortæller han om sit fangenskab, sit privatliv, sit ægteskab, sine mentale kriser og sine intellektuelle idealer.
Bogen følger Werner Best, fra han sættes under forvaring i Kastellet straks efter befrielsen, over hans ophold i Nürnberg som vidne for Den Internationale Militærdomstol og tilbage til Danmark igen, hvor han først dømmes til døden og siden til 12 års fængsel.
Undervejs fortæller han blandt andet om sit samarbejde med danske politikere og embedsmænd, om sit indædte had til den kommunistiske del af modstandsbevægelsen, og om sit syn på danskernes selvgodhed og nogle vigtige pointer i den dobbeltmoral, der herskede i politiske kredse, ikke mindst i tiden efter befrielsen.
Samtidig forsøger han at retfærdiggøre sig selv, sit liv og sin karriere over for sin højt elskede, afdøde far.
Virkelighed og drøm
Personligt har jeg det svært med den slags fiktive romaner der beskriver en nyere historiske begivenheder. Det er ikke som for eksempel PO Engqvist`s historiske romaner, som tager os flere hundrede år tilbage i Danmarks historien og med afsæt i de kendte kilder fortæller en god historie.
Midt i debatten om besættelsestiden lokker Topsøes roman læseren til at tro, at der også er et faktuelt belæg for indholdet. Hvad der i vist omfang er og netop derfor ved man aldrig hvor man er henne - i fiktion eller virkelighed.
Det er muligvis også forfatterens hensigt, fordi det afspejler det billede, som bogen giver af Best. Et, i øvrigt ikke ukendt, portræt af en politiker og privatperson, der står med det ene ben i virkelighedens verden og det andet i en drømme verden baseret på nazismen ideologi, heltefiktion, 'Vaterland, Blut und Ehre'.
Topsøe er en god forfatter og hvis man ser bort fra, at Best er en relativ nyere historisk skikkelse, hvilket altså er svært, og man alene vælger at koncentrer sig om, at bogen kun og udelukkende er fri digtning, er der tale om en god roman, som er velskrevet og har sin styrke i portrættet af en person med ekstrem krampagtige faderbindinger, der for længst burde have opsøgt en psykolog mens tid var.
Vilhelm Topsøe: Dr. Werner Best - Mine danske år. Roman. 275 sider. 299 kroner. Forlaget Borgen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278