Den borgerlige regerings strukturreform er langt mere end bare streger på et landkort. Reformen er et opgør med velfærdssamfundets lige rettigheder til et solidt socialt netværk - et opgør med det fundament, som et velfungerende samfund bør bygge på

af Kirsten Normann, formand for FOA Århus
Regeringen har allerede gennem de sidste fire år vist vejen til det samfund, som bygger på den enkeltes egne evner til at tage vare på sig selv - hvor den stærke bliver stærkere og den svage bliver svagere.
Reformen er derfor i høj grad et anliggende for den danske fagbevægelse, idet den danske velfærdsmodel er en af forudsætningerne for et ligeværdigt arbejdsmarked.

Social- og sundhedsområdet
Er Lars Løkke Rasmussen den mest kvalificerede til at vurdere din behandling, hvis du bliver syg? Eller foretrækker du også, at uddannede læger påtager sig ansvaret for dit helbred, når du har brug for det?
Spørgsmålet er helt relevant, for lægernes muligheder for at behandle syge borgere er forudsat af, at de først og fremmest tager sig af de patienter som Lars Løkke mener skal behandles. Sygehusenes økonomi er betinget af denne prioritering, og det betyder konkret, at sygehusene må flytte ressourcer fra de medicinske afdelinger til de prioriterede operationer for at holde finansieringen i hus. Det er et faktum, at de medicinske afdelinger er overbelagte med patienter, som venter på behandling, og personalet melder om uacceptable forhold.
Strukturreformen vil stadfæste denne måde at organisere sygehusene på, og vil gøre op med den måde, vi hidtil har forvaltet vores sundhedssektor. Reformen bygger på den mistillid, som borgerne efterlades med, i deres opfattelse af de forarmede offentlige sygehuse. For den menige borger, som er i kontakt med sundhedsvæsnet kan det syne som nødvendigt. Det handler imidlertid ikke om manglende faglige kompetencer, men om manglede ressourcer.
Igennem flere år er sundhedssektoren udhulet økonomisk. Strukturreformen vil understøtte de budgetformer, som har været årsag til denne udvikling. Borgerne gives imidlertid et andet indtryk, når de overlades ansvaret for at afsøge behandlingsmuligheder. Under dække af det frie valg, er det op til borgerne selv, at finde frem til den nødvendige behandling. Der ses allerede tendenser, hvor den der selv kan bidrage økonomisk er bedre stillet, end den der ikke selv kan betale.
Det frie valg er derfor et opgør med retten til lige god behandling. Det frie valg er ikke mindst regulær politisk ansvarsforflygtigelse, hvor den syge selv pålægges ansvaret for, at den behandling der vælges er den rigtige og den bedste. Virkeligheden er, at ingen borgere har 'råd' til at vælge forkert, men den enkeltes forudsætninger for valget er sjældent til stede.
Antager man, at borgerne har 'fundet' den bedste behandling for en given lidelse, så er det ikke svært at forestille sig, at mulighederne for at komme i betragtning til behandling vil blive begrænset af tilsvarende lange ventelister. Nogen bliver nødt til at 'afprøve' det næstbedste - hvad det så end måtte være.
Virkeligheden er også, at de færreste syge borgere har ressourcer til at afprøve noget som helst. Den syge har brug for effektiv og kvalificeret behandling - her og nu - og uanset hvor man henvender sig.
Det frie valg er også et opgør med en samlet udvikling af behandlingstilbud til borgerne. De færreste private sygehuse har kapacitet til udredning i forhold til diagnoser med videre og benyttes primært til regulær behandling i forhold til konkrete diagnoser. For hver gang private sygehuse 'overtager' patienter vil de offentlige sygehuse tabe erfaring og viden om behandlingen. Tilmed er behandlingen ofte dyrere, når patienten overgår til de private sygehuse. Undersøgelser skal gentages og koster dermed dobbelt. Ydermere oplever de offentlige sygehuse ofte, hvordan patienter kommer retur fra private behandlingsinstitutioner og undersøgelser må gentages inden den videre behandling - igen en yderligere udgift.
Den enkelte borger er hermed givet mulighed for selv at prioritere udgifterne til egen behandling - men på bekostning af andre patienter, idet de resterende patienter må 'nøjes' med de resterende ressourcer.
Skønt reformen i høj grad bygger på at udvikle et marked for sundhedsbehandling, og der også er kommet mange private sygehuse til igennem de seneste fire år, så er private sygehuse ikke en garanti for behandling. Det er ikke alle patienter der er interessante for de private sygehuse. Patienter med følgesygdomme er dyre patienter, og de må ofte stå sidst i køen, for også de offentlige sygehuse er nødt til at prioritere patienter, som er potentielle for de private sygehuse. Denne prioritering er også økonomisk betinget. De rationelle patienter er de billigste.
Prisen for behandling er baseret på en gennemsnitsbetragtning, så når sygehusene skal betale regningen for de private patienter, som for de flestes vedkommende ligger i den billige ende, så sker der en skævvridning af økonomien på det offentlige sygehus, som gør det endnu mere vanskeligt at holde budgetterne.
Det frie valg og de politiske budgetstyreformer der ligger til grund for strukturreformen er et bevidst politisk valg, som undergraver det kvalificerede offentlige sundhedsvæsen vi kender - eller har kendt. Borgerne mister tilliden og vænner sig til at påtage sig et eget ansvar - eksempelvis via forsikringsordninger. Men hånden på hjertet, hvor mange borgere vil selv være i stand til at betale den fulde dækning, hvis de bliver syge? Og er det overhovedet rimeligt, at vi som borgere skal bruge tid og penge på at sikre, at vi har den rigtige dækning? Virkeligheden er, at mange forsikringer er fulde af klausuler om det ene og det andet - alt fra den enkeltes eventuelle kroniske sygdomme, til den enkeltes eget ansvar med videre.
Flere og flere sygehuse finder metoder til at spare på omkostningerne. Den mest almindelige er udlicitering af serviceopgaver, men det er kortsigtede besparelser. Besparelser på eksempelvis rengøring fremkommer ved at lade personalet overgå til meget dårlige overenskomster, som dels forudsætter, at personalet arbejder 30 procent hurtigere, dels går personalet meget ned i løn.
Det er ikke muligt at fastholde personale på de vilkår. Konkret ses det på Skejby Sygehus i Århus, der i dag har en personaleomsætning på 40 procent om året. En meget stor del af personalet har ingen uddannelsesmæssige forudsætninger, og har således ingen viden om, hvor de skal være særligt opmærksomme for at undgå smittefare for patienterne. Hvis patienter får infektioner af deres sygehusophold, venter ikke kun et langvarigt sygeforløb og udgifter til sygedagpenge, der venter også en ekstraregning til sygehusene.
Sådan behøver det ikke være. Hvis ressourcerne samles og bruges i en fælles faglig prioritering i forhold til den patient som har det største behov - vel at mærke set med lægefaglige øjne, ville det være muligt at tilbyde langt bedre behandling, end hvad omstændighederne tillader i dag.
Vi har som borgere ansvar for - og pligt til at tage et medansvar for denne udvikling. Vi har som personale et ansvar for at tydeliggøre konsekvenserne af denne udvikling.

Ældrepleje
Den meget lavere normering på plejehjemmene er en direkte konsekvens af frit valg. At give private adgang til at løse opgaver i hjemmeplejen forudsatte et enormt administrativt apparat, og ressourcerne til denne administration er hentet i plejepersonalets normeringer.
Alligevel er der langt fra ressourcer nok til at løse de visiterede opgaver - og det giver store problemer i hjemmehjælpernes dagligdag. Maksimal hjælp til de svageste er sjældent nok, og personalet er nødt til at gøre opgaverne færdige, selv om tiden er sluppet op. Tiden går så typisk fra raskere brugere, og det finder de sig selvfølgelig ikke i. De henvender sig typisk til de private virksomheder, som kun løser de praktiske opgaver, som er lette at planlægge.
De private virksomheder er forretningsorienterede, og de har interesse i, at brugeren fortsat er afhængig af hjælpen, mens de offentlige hjemmehjælpere er optaget af at hjælpe brugeren til at klare sig selv så godt som muligt. Dette paradoks er også en realitet i lovgivningen, som forudsætter at hjælpen gives som hjælp til selvhjælp.
En privatansat rengøringsassistent er imidlertid ikke uddannet til at motivere den ældre til at vedligeholde egne ressourcer, og de private virksomheder får derfor karakter af 'hvide tornadoer' - men det har aldrig været meningen med ældrepleje.
Det er et faktum, at jo flere af de raskeste brugere der vælger private virksomheder til de praktiske opgaver, jo mere presset bliver den kommunale hjemmepleje, som står tilbage med de plejekrævende brugere. Hvis hjemmehjælperen er forsinket, og den næste bruger venter på at komme på toilettet, så er det ikke svært at regne ud, hvordan dagen kan komme til at se ud.
Brugernes til- og fravalg betyder, at hjemmeplejen har svært ved at vurdere, hvor meget personale der er penge til at have ansat. For at undgå den situation, ansættes der typisk for lidt personale, og ekstraopgaver klares med vikarer. Det vil sige - sygehusene erfarer, at det kan være vanskeligt at få en patient udskrevet, som har brug for pleje i hjemmet, fordi hjemmeplejen ofte ikke har personale til at varetage opgaven. Mange uuddannede ansættes som løse vikarer på daglejervilkår. Det er et faktum, at der er ansat mange flere uuddannede i hjemmeplejen i dag, end tidligere.
Kommunalreformen vil understøtte denne udvikling. Det er et mål, at flere og flere opgaver i ældreplejen skal løses på kontrakter med private eller med andre kommuner, og det bliver de svageste ældre der kommer til at betale prisen. De kan ikke selv sige fra - det kan de offentligt ansatte - og det gør vi. Men i takt med at flere og flere private løser opgaverne, vil de svageste ældres talerør forstumme - for de privatansatte underlægges tavshedspligt. Det er et faktum.

Lukket for offentligheden
De mange private virksomheder, som har fået adgang til den offentlige service, gør det umuligt for borgerne at tage stilling til, om vi mener at vores samfund forvaltes rigtigt. Vi har ingen mulighed for at vurdere, om vi mener, at ressourcerne prioriteres rigtigt.
Virkeligheden er, at hvis kvaliteten i øvrigt er i orden i de private virksomheder, så betaler vi alligevel for meget. Det overskud som er de private virksomheders motivation til at løse opgaverne, er fortsat skattepenge, som fortaber sig i private virksomhedsejeres lommer. Det er penge, som enten kunne give konkrete skattelettelser til borgerne eller mulighed for mere service for de samme penge.
Vi har allerede oplevet, hvordan private børnehaver ikke prioriterede at vedligeholde legeredskaber. Vi har allerede erfaret, at privatansatte ikke må udtale sig om forholdene på arbejdspladserne. Vi har allerede erfaret, at vi ikke kan få indblik i, hvordan den private virksomhed prioriterer ressourcerne - om brugerne i ældreplejen reelt får den hjælp de har ret til. Vi har erfaret, at der ikke er kontrol med privat pasning af børn i forhold til den nye puljepasningsordning, og vi har som sagt erfaret, at der ikke er kontrol med de private sygehuse.
Offentligt ansatte har ytringsfrihed - og sådan set også pligt til at reagere på uacceptable forhold. Denne ret og pligt skal medvirke til at sikre borgerne en pålidelig offentlig service. Mange faggrupper i den offentlige sektor arbejde med mennesker i betroede job, og uddannelserne betinger nogle formelle forpligtelser, som er med til at sikre borgerne den rigtige og bedste behandling. Men hvis ytringsfriheden og forpligtelsen til at sige fra, når vi oplever uacceptable forhold koster jobbet - hvad skal vi så vægte?
Virkeligheden er, at vi allerede ser eksempler på, at ansatte i private virksomheder - eksempelvis på ældreområdet - fortier forhold, som i den offentlige sektor ville have givet anledning til en offentlig debat om det politiske serviceniveau. De ansatte er pålagt tavshedspligt, og det er endog meget vanskeligt at sammenligne den private virksomhed med den offentlige. Mange offentligt ansatte oplever da også, at de offentlige institutioner vil gøre meget for at undgå offentlig opmærksomhed, fordi de sammenlignet med de tavse private institutioner fremstår som problematiske.
Kommunalreformen vil understøtte denne udvikling. Flere og flere opgaver vil blive løst i henhold til kontrakter med private firmaer eller med andre kommuner. Det bliver vanskeligt for borgeren at gøre op med uretfærdigheder og uacceptable forhold, når ansvarlige politikere alene kan henvise til kontrakter med de rigtige ord. Offentligheden har ingen adgang til at afdække de faktiske omstændigheder. Det bliver borgerens enekamp mod systemet.

Børneområdet
Langt de fleste kommuner har for længst erfaret, at skattestop betyder, at der skel reguleres på udgifterne, og lønudgifterne er det eneste håndtag der kan reguleres. I Århus Kommune er resultatet ikke kun færre voksne i daginstitutionerne - forældrene betaler indirekte også mere. Hvor forældrene oprindeligt betalte for populære og sunde kostordninger, som gav børnene gode vaner - også når det gjaldt at prøve noget nyt - så skal forældrene nu selv sørge for mad til børnene, men de betaler fortsat den højere takst for institutionspladserne. Forældre i hele landet har oplevet de samme tendenser.
Puljepasning er regeringens nye pasningstilbud. Tilbuddet er en privat pasningsordning - hvor private der gerne selv vil passe deres egne børn, får løn for også at passe andres børn. Hvor den offentlige dagpleje er kendetegnet ved pædagogisk vejledning og tilsyn, så er der ikke tilsyn og vejledning til de private ordninger. Ganske vist kan forældrene vælge disse ordninger fra, men det kan både være et spørgsmål om reelle valgmuligheder og et spørgsmål om prisen, og hvor reelt er så det valg?
Kommunalreformen vil understøtte denne udvikling i retning af flere private pasningstilbud, hvor forældre ikke har mulighed for at have indblik i de faktiske omstændigheder i institutionen. Regeringen lover nu billigere pasningstilbud, men når skatten skal holdes i ro, hvilke andre områder skal så bidrage til festen? Erfaringerne fra de sidste fire år er tydelige - og hvis den billigere pris betyder ringere pasningstilbud er løftet så reelt?

Uddannelse
Vores unge har da lige muligheder for uddannelse - eller har de? Indenfor flere områder er de lige muligheder allerede ved at blive reduceret. På grund af taxameterstyret som har kørt i snart 15 år, foregår der en voldsom centralisering indenfor erhvervsskoleområdet. Det har haft som konsekvens, at flere unge har fået meget langt til skole og at der afsættes færre lærerressourcer, hvilket klart rammer de svageste elever hårdest.
Lignende tendenser kan spores på de højere læreranstalter, og vil blive en realitet indenfor gymnasierne allerede fra næste år, hvor de og hf skal overgå til taxameterfinansiering. Allerede nu forudser rektorforeningen og gymnasielærerforeningen, at reformen vil ramme de mindre gymnasier udenfor de store byer. De kan ganske enkelte stå distancen i konkurrencen om linjer og tværgående tilbud. Flere unge vil på den konto få langt til en skole, hvilket grundlæggende bryder med tidligere tiders opfattelse af, at jo kortere vej til en skole desto større sandsynlighed for at flere ikke uddannelsesmotiverede alligevel ville tage en uddannelse og hænge på. Men reformen er faren reel for, at flere enten ikke begynder en gymnasial uddannelse eller også dropper ud.
Herudover kan det forventes, at de ny tests i folkeskolen kun er første skridt mod, at karakterer også skal have indvirkning på trinoprykning. I hvert fald lægges der op til standardtests og indsnævring af lærernes pædagogiske frihed. Man ønsker også en styrkelse af skolelederfunktionen, og Kommunernes Landsforening er fremme med resultataflønning af skolelederne som incitament til at drive lærerne til at opå bedre resultater. I denne udvikling ligger der selvfølgelig en fare for, at skolerne vil satse på de bedste elever og meget hurtigt ekspedere flere i specialklasser.
Konsekvenserne er indlysende. Flere, der kan, placerer deres børn i privatskole. Der vil på folkeskoleområdet ske det samme som indenfor sygehusområdet, klientellet bliver tungere uden der tilføres flere ressourcer, og reelt vil der opstå skarpe sociale delingerne mellem de børn, der har måtte friste tilværelsen i en almindelige skoleklasse og dem, hvis forældre har haft råd til at sende dem på en privat skole.
Det er i udpræget grad en opgave for fagbevægelsen at forhindre denne tendens i at udvikle sig, idet det først og fremmest vil gå ud over den almindelige LO families børn.

Arbejdsmarked
Rigtig mange mennesker har mistet deres arbejde, og må leve af en dagpengesats, som ikke rækker til forsørgelse. Det er en ualmindelig nedladende holdning, at den enkeltes egen motivation er tilstrækkelig til at bringe os tilbage til arbejdsmarkedet - men det er bevæggrunden til den lave sats, på trods af at mange er ude af stand til at få arbejde, fordi arbejdspladserne er flyttet ud af landet.
Anders Fogh Rasmussen vil gerne bilde os ind, at den stigende arbejdsløshedskurve er knækket, men virkeligheden er, at de 20.000 arbejdspladser der er skabt i 2004, ikke er ordinære job, men job på særlige vilkår - eksempelvis fleksjob. En seriøs jobplan indebærer, at der iværksættes massive uddannelsestilbud - herunder tilbud om nødvendig videregående uddannelse.
Ændringen af styringen af beskæftigelsespolitikken, som er en del af kommunalreformen, fortsætter regeringens hidtidige linje. De ledige skal aktiveres og kontrolleres men ikke uddannes, og samtidig bliver disse funktioner i stigende omfang udliciteret til private konsulentvirksomheder. Det nye er, at registrering og formidlingsansvaret overflyttes til et delt ansvar mellem AF og kommunerne i de såkaldte jobcentre. I realiteten sker der er en langsom udfasning af det AF, vi kender i dag. En større del af arbejdet skal udføres af private virksomheder.
Men en nærmere analyse af styringsmodellen afslører, at det der syner som en kommunalisering af beskæftigelsespolitikken i virkeligheden er en kraftig centralisering. Jobcentrene skal arbejde efter brench-marking og ikke efter den klassiske mål-rammestyring. Det betyder, at ministeren kan indgå resultatkontrakter med det enkelte jobcenter, som hvert år skal aflevere revisionsrapporter. Er de ikke tilfredsstillende kan ministeren gennem et af de fire regionscentre give det kommunale jobcenter en påtale og forlange at få en genopretningsplan eller true med udlicitering af hele virksomheden.
Det ligger også i styringsreformen, at ministeren kan gennemføre flere landsdækkende udbud og kan forlange standarder på en række ydelser, hvilket taget i betragtning, at arbejdsmarkedets parter reelt mister indflydelse kan få mange konsekvenser for den enkelte lediges eller kontanthjælpsmodtagers retssikkerhed.
Enhver kan se, at beskæftigelsespolitikken mere og mere tager form af en tvangslovgivning, hvor hovedelementet er kontrol af de ledige og pres på dem for, at de skal påtage sig et hvilket som helst arbejde næsten for enhver pris for at slippe for evig kontrol og ydmygelse. For i selve reformen er der ikke økonomi til at fremme de lediges relevante opkvalificering. Det vil især ramme de kortuddannede, dem med forældede uddannelser eller de ledige der kommer fra nedgangsområder.
Det ligger i kortene, at med den delvise kommunalisering og samtidige centralisering af styringen af beskæftigelsespolitikken er faren for, at A-kasserne køres ud på et sidespor overhængende. Og der er ikke langt herfra til oprettelse af en statslig a-kasse. Claus Hjort Frederiksen har allerede ad flere omgang været ud med tanker i den retning. Senest i forbindelse med offentliggørelsen af den skandinaviske rapport, der sammenligner A-kassedriften i Danmark, Norge og Sverige.

Kollektiv trafik
Man må til tider undres over, hvordan vi som borgere er i stand til at forarges, når virkeligheden rulles ud for øjnene af os, når vi så undlader at tage konsekvensen af den virkelighed som ingen af os kan lide. Det er omstændighederne, når det gælder offentlig transport. Det er at lege med borgernes helbred, når private busselskaber set stort på sikkerheden, men sådan var omstændighederne i Ålborg for nogle år tilbage. Det private busselskab lod ulovlige busser, som ikke havde overholdt det lovpligtige syn, transportere borgerne.
Da Arriva overtog DSB på en række jyske ruter, mistede firmaet samtidig en del af de sædvanlige pendlere. Ingen arbejdspladser accepterer i halve og hele år, at de samme medarbejdere kommer for sent på arbejde hver anden dag, og mange var slet og ret nødt til at købe en bil. I takt med at flere og flere fravælger den kollektive trafik, bliver det sværere at imødekomme behovet for kollektiv trafik. Hertil kommer ekstra udgifter til vedligeholdelse af veje - ekstra udgifter til behandling af trafikofre i den alt for tætte trafik med videre.
Århus Sporveje er et af landets sidste offentlige busselskaber. Det borgerligt styrede byråd i Århus har vedtaget at sporvejene skal udliciteres i 2008. Men der er flere trusler, for regeringen er tilsyneladende enige med Århus borgmesteren, og med kommunalreformen i hånden vil regeringen medvirke til, at udliciteringen bliver en realitet. Men borgerne vil det anderledes.
FOA fik foretaget en undersøgelse, hvor menige borgere blev spurgt til deres holdning til udlicitering af sporvejene. 58 procent af borgerne var imod en udlicitering. Tallet var endnu højere, når man spurgte de daglige brugere.
Fakta er, at sporvejene er landets bedste trafikselskab. Effektivt, præcist og dejligt. Det konkluderede en anden undersøgelse, som Århus Byråd selv har foranlediget. Men det kan tilsyneladende blive for dejligt. Sporvejene er allerede i gang med at gøre sig klar til et udbud. Selskabet er opdelt i en bestiller og en udfører del, såkaldt kontraktstyring, og vi er allerede vidne til de første konsekvenser. Der ansættes stadig flere administrative medarbejdere, mens der ansættes færre chauffører.
De færre chauffører betyder konkret, at det ikke altid er muligt at afløse en bus, hvis chaufføren bliver syg, eller hvis en bus går i stykker. Passagererne kommer så til at vente på den næste bus. Fakta er også, at mange administrative opgaver skal løses to gange, idet bestiller og udfører enhederne er skarpt adskilte, og derfor ikke længere kan samarbejde om opgaver, som skal varetages i begge enheder.
Kommunalreformen vil sætte turbo på denne udvikling. Som sagt har vi allerede indenrigsministerens ord for, at sporvejene ikke kan fortsætte som et kommunalt busselskab. Det er århusianerne, der har betalt for busserne, og dermed er busserne vel sagtens borgernes aktiver, men med et pennestrøg agter indenrigsministeren at forære disse aktiver bort.

Opgaverne nu
Indtil nu har der ikke vist sig et politisk flertal hverken mod kommunalreformen eller dennes langsigtede perspektiver. Og oppositionens udmeldinger har hverken været særligt sammenhængende eller klare. Resultatet er, at kun ganske få borgere har et realistisk billede af, hvor reformen får af konsekvenser både for de ansatte i den offentlige sektor og for dem selv som borgere.
Det er lykkedes regeringen at sælge hele reformen som en rational tilpasning af den offentlige sektor til globaliseringens krav og som en fremtidssikring af den kommunale struktur, samtidig med det holdes skjult både for de offentligt ansatte og for borgerne i almindelighed, hvad selve reformen kommer til at betyde både internt i den daglige drift, for borgernes retssikkerhed og for borgernes demokratiske indflydelse.
På det grundlag er der to måder at gå frem på. Fagbevægelsen kan påtage sig sikre sine medlemmers interesser, når reformen skal implementeres og politisk vente på, at det går op for borgerne, hvad regeringen egentlig har gang i. Denne linje er meget farlig, idet fagbevægelsen ville blive beskyldt for alene at pleje partsinteresser og lade hånt om borgernes frie valg og at de får mere for skattekronerne. Offentligheden kan blive vendt mod fagforeningerne i almindelighed og mod de ansatte i særdeleshed. Og hvad værre er, de offentligt ansattes fagforeninger kan komme i konflikt med de privat ansattes, hvilket vi allerede ser tendenser til på indeværende tidspunkt.
Men der findes også en anden linje. Den er to-fløjet. Hvor fagbevægelsen påtager både at kæmpe for medlemmernes interesser og borgernes demokratiske velfærdsinteresser. På det grundlag har de offentligt ansattes- og de privat ansattes fagforeninger en fælles platform, der kan arbejdes ud fra.
Her og nu er der to opgaver der skal løses:
1. Uddannelse af tillidsfolkene indenfor de offentligt ansattes fagforeninger til at kunne forsvare medlemmernes interesser i forbindelse med reformens gennemførelse, og i den forbindelse oplysning til medlemmerne om reformens konsekvenser på kort og på lang sigt.
2. Oplysning til borgerne i almindelighed og til fagbevægelsens medlemmer i særdeleshed om reformens indre sammenhæng og konsekvenser med det mål at lægge maksimalt pres på oppositionspartierne for at få dem til at melde klart ud, hvad de vil ændre, hvis og når de får regeringsmagten.
Der vil være en række konkrete anledninger i løbet af de næste måneder, som det vil være muligt at bygge en oplysningskampagne op om blandt andet kommunalvalgkampen, omstruktureringer internt i kommunerne og sammenlægningsforhandlingerne lokalt.
Målet er selvfølgelig at skabe en øget bevidsthed blandt borgerne og fagbevægelsens medlemmer om reformens konsekvenser, således at der dels lægges et maksimalt pres på de politiske partier i oppositionen, og de offentligt ansattes dels kan forvente stor forståelse fra borgerne for deres interne kamp i kommunerne.
En sådan bredere oplysningskampagne kan have følgende hovedtemaer:
1. Reformen resulterer i en markant forringelse af velfærdsstaten og fører til en forsikringsstat.
2. Reformen markedsgør den offentlige sektor med tab af borgernes demokratiske indflydelse og kommunal selvstyre.
3. Reformen understøtter den voksende ulighed i samfundet og resulterer i det delte Danmark.
4. Reformen resulterer i, at al velfærd styres efter driftsøkonomiske præmisser, hvilket forringer de offentlige ydelser, forringer de ansattes arbejdsvilkår og skaber modsætningerne mellem de ansatte og den enkelte borger.
5. Reformen indebærer en uhyre magtcentralisering og lukkethed med fare for, at vi får den autoritære stat.
Det gennemgående tema kan være: Tab af demokratisk indflydelse - øget ulighed og utryghed.