Når vi fortsætter kampen mod EU, så er det også fordi vi vil huske dén imperialisme, der udløste Den Anden Verdenskrig. Vi har lært af historien

af Harald Rasmussen, Dokumentationscenter mod Historieforfalskning
Når vi er samlet her ved Håbets Port, 60 år efter Danmarks befrielse, så er det naturligt at vore tanker går til de modstandsfolk, der ikke lever mere.
Men vi husker at kommunisterne var en betydningsfuld del af den danske modstandsbevægelse. Vi har ikke glemt at kommunisterne også lavede sabotage, udgav illegale blade, var med til at organisere folkestrejker - og vi glemmer heller ikke, at der var værnemagere og stikkere. Vi glemmer heller ikke at vi havde en regering, der arbejdede tæt sammen med besættelsesmagten.
For nogle af os står erindringsbillederne ikke længere helt så klart. En hjælp for vores hukommelse er de over 7.000 bøger, der er skrevet om besættelsestiden. Så mange bøger kan man dårligt overkomme at læse, så det bliver nødvendigt at lave et valg. Vi skal ikke - som Andersen Nexø skriver - læse bøgerne for at være hjemme i historien. Vi skal læse for at lære af historien. Og så ved vi jo, at kvaliteten af bøgerne om besættelsestiden ikke altid er lige god.
Som formand for Dokumentationscentret mod Historieforfalskning har jeg været med til at arrangere møder, hvor vi har gjort, hvad vi kunne for at påvise, at ikke alt der er skrevet, er sandt. Nogle historikere har bestræbt sig på at bagatellisere modstandsbevægelsens betydning. Andre historikere udelader oplysninger, der ikke passer ind i dét billede af besættelsesårene, som de ønsker skal stå tilbage i vore erindringer.
Der fremsættes påstande om, at samarbejdsregeringens politik var nødvendig. Det bliver også påstået, at samarbejdspolitikken blev støttet af størsteparten af befolkningen, lige til regeringen måtte gå af den 29.august 1943. Ingen af påstandene er sande.

Historieforfalskning
Et stort problem for hovedparten af dem, der vil forske i besættelsestidens arkiver, var og er den snævre bureaukratiske administration af vores arkivlov. Praksis viser, at det kun var en udvalgt kreds, der kunne få adgang til den del af de statslige arkiver, som kan afsløre ubehagelige oplysninger om samarbejdspolitikken under besættelsen. Man ville hellere skrive om sabotagen, om likvideringer og lignende. Det er måske mere spændende, men det er jo ikke dér, vi kan lære af historien.
Med hensyn til at få adgang til arkiverne, er der ved at ske ændringer; det er blevet lidt lettere, men der er stadigvæk problemer og mange af de afsløringer, der er kommet frem, kalder vi under ét: Historieforfalskning.
En kendt professor sagde for nogle få år siden: 'Historiebøgernes beskrivelse af besættelsestiden under Den Anden Verdenskrig bør omskrives!' Det kan jeg på én måde godt være enig med ham i, men vi ved jo godt, at man går ikke ind og redigerer om i bøger, der er skrevet for 30-40 år siden af datidens fremtrædende historikere.
Det som er mere vigtigt nu er nemlig om der kan blive adgang til at forske i de forsømte områder, herunder dansk erhvervsliv under besættelsesårene. Udviklingen i industrien, landbruget, fiskeriet, det vil sige det materielle grundlag for befolkningen, og vore sociale vilkår er også vigtigt at få belyst.
At statsmagten, erhvervslivet, journalister og historikere arbejder sammen, er egentlig ikke noget nyt; det har vi kendskab til fra tidligere tider. Det er heller ikke nyt i vort land at statsmagten og erhvervslivet direkte og indirekte søger at påvirke historikernes holdninger.
I 1960 blev der på den daværende regerings initiativ oprettet et særligt selskab til historisk forskning. Det kom til at hedde noget så fint som 'Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie'. Formålet var(citat): 'Der lå den hensigt fra de bevilgende myndigheders side, at der skulle sættes et positivt fokus på samarbejdspolitikken og politikernes indsats for at redde landet gennem besættelsen'.
Dette formål skulle opfyldes for at få del i dels de statslige bevillinger og dels bevillinger fra store, private fonde. De historikere, der kom med i selskabet, kunne altså kun få bevillinger fra myndighederne, samt adgang til de lukkede statslige arkiver, hvis de underkastede sig en række bestemmelser. En udtrykkelig betingelse var således at samarbejdet med den tyske besættelsesmagt skulle fremstilles i et positivt lys. Historikerne måtte heller ikke offentliggøre forskningsresultater, før de havde været til gennemsyn og var blevet godkendt af de ministerielle embedsmænd.
Jeg tror alle andre ville kalde den slags for censur.
Der hersker velbegrundet tvivl om, hvorvidt Selskabets historikere i brugen af arkivmateriale altid har været så uvildige og så strengt videnskabelige, som de ønsker at blive opfattet som, og som de stadig påstår at have været i de forelæsninger om besættelsen, de nu lige før pensionsalderen holder på danske universiteter. Man ved i dag at de fleste af Selskabets historikere accepterede de snærende bånd - også den organiserede censur.

Neuropapolitikken
I denne tid, hvor vi taler meget om EU, er det tankevækkende, at der ikke er skrevet ret meget om Neuropapolitikken i krigens første år, hvor Danmark var stærkt involveret i de politiske drøftelser om udviklingen af det nye 'Neuropa'.
Nu er der gået 60 år efter 4.maj 1945, og der er historikere, som er begyndt at forske i politikeres og embedsmænds handlinger i perioden op til dengang, Danmark kom ind i EF. Det vil nok blive ganske afslørende - hvis de altså er lidt dristigere!
Vi ved jo ikke hvad historikerne om 60 år vil skrive om de europæiske koncerner, der ville have en EU-forfatning, men vi ved i dag, at vi har et EU som størsteparten af befolkningerne i de fleste lande ikke vil kendes ved. Modstanden mod EU-forfatningen har sendt EU-politikerne til omskoling.
På afstemningsdagen turde et flertal af Frankrigs og Hollands befolkninger lade hånt om politikernes trusler. De folkelige kræfter i Frankrig og Holland viste hele Europa at de - lige som under den tyske besættelse - kan være solidariske og kan sige nej til en udvikling, de ikke vil følge.
Situationen er jo også dén, at heller ikke her i Danmark vil vi have love, som er rene afskrifter af EU-direktiver. Vi vil heller ikke have undergravet vore demokratiske rettigheder.
Når vi fortsætter kampen mod EU, så er det også fordi vi vil huske dén imperialisme, der udløste Den Anden Verdenskrig. Vi har - som Andersen Nexø har bedt os om - lært af historien. Vi vil fortsat være aktive.

Ovenstående tale holdt Harald Rasmussen ved sidste uges mindedag i Horserød for interneringen af de danske kommunister i 1941.