Erfaringerne fra nej-bevægelserne i Frankrig og Holland viser, at resultaterne skabes, når arbejderklassen går forrest i forsvaret for den nationale suverænitet
fra DKP/ML
Det er med tilfredshed vi noterer os, at den danske folkeafstemning om EU-forfatningen er aflyst. Det er en stor sejr for modstanden. Imidlertid er det helt uacceptabelt, at EU-topmødet ikke erklærede EU-forfatningen for endegyldig død. Stats- og regeringschefernes beslutning om at sætte ratifikationsprocessen på stand by er udtryk for ringeagt og mangel på respekt for demokratiet.
Både det franske og det hollandske nej betyder, at forfatningen er faldet, så der burde ikke være meget at tænke over: Forfatningen er død og skal ikke genoplives.
Vi står nu med en helt ny og meget positiv situation i Europa. Befolkningerne i en lang række EU-lande vender sig i stigende grad mod EU-dikterede velfærdsforringelser og magtens centralisering i Bruxelles. EU er et imperialistisk projekt, dets politik er vendt mod folkenes og arbejderklassens interesser. Netop derfor er der massiv modstand mod EU-forfatningen og mod de regeringer, der gennemfører EU-politikken, i form af nedskæringer på velfærd og demokrati.
Med de klare nej`er i Frankrig og Holland er denne modstand blevet tydelig. I samtlige lande, der havde planlagt afstemninger, er nej-siden vokset markant. Ja-sidens argument om, at et nej ville føre til isolation forsvandt som dug for solen.
I virkelighedens verden er forfatningen stendød. Den har ingen udsigt til at overleve en ratifikation i hverken Holland eller Storbritannien. Men det er afgørende, at vi forstår, at tiden ikke er inde til at hvile på laurbærrene. Kun en markant folkelig modstand mod den politiske union, og mod det nyliberale tankegods, som EU er bygget på, kan sikre os mod, at politikerne forsøger at luske en forfatning igennem, enten i en slanket version eller i en version, tilført en 'social pagt'.
Ligeledes vil EU-eliten prøve at komme igennem med nye tiltag, ikke mindst for at give EU muskler på det globale plan. Vi må møde dem med modstand overalt.
Men den vigtige sejr for unionsmodstanden må også bruges til at komme yderligere i offensiven.
Erfaringerne fra nej-bevægelserne i Frankrig og Holland viser, at resultaterne skabes, når arbejderklassen går forrest i forsvaret for den nationale suverænitet. Når arbejderklassen gennem kamp for sine egne klasseinteresser rejser hele spørgsmålet om den nationale selvbestemmelse. Det er en vigtig lære, som vi må bygge på videre frem.
Derfor er opgaven både en fortsat styrkelse af den brede folkelige alliance til forsvar for den nationale selvbestemmelse. Og herunder styrkelse af koordineringen af modstanden på tværs af landegrænser.
Og samtidig er det afgørende at styrke arbejderklassens positioner i klassekampen som sådan, herunder også styrke klassens politiske stemme og gennemslagskraft.
Kun på den måde kan vi bruge sejren i kampen mod EU-forfatningen til en ny offensiv.
Vedtaget på landsledelsesmøde den 18.juni.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278