Det franske nej til EU-forfatningen er et progressivt nej, der skal bruges som springbræt for en folkelig modoffensiv, skriver l lederen af et nyt kommunistisk parti

af Daniel Antonini fra PRCF - polen for kommunistisk genrejsning i Frankrig
Det franske folk har - sin oprørske tradition tro - afvist EU-forfatningen på trods af overvældende pres fra magthaverne, EU-Kommissionen, massemedierne, regeringspartierne, de 25 EU-landes statschefer og ikke mindst Europas LO-Sammenslutning (ETUC), som ligger på knæ for de europæiske arbejdsgivere.
Som under Maastricht-kampagnen i 1992 udgør arbejderklassen, lønarbejderne og bønderne spydspidsen i nej`et til kapitalens Europa. Man kan iagttage en klar tendens mod nej blandt ungdommen samt hos den tvivlrådige middelklasse og de intellektuelle. Som alternativ til de borgerlige regeringer, der har siddet på magten i 20 år, åbner der sig nu en mulighed for at skabe en folkelig massebevægelse imod Maastricht-traktatens overdragelse af magt til storkapital - for genoprettelse af Frankrigs uafhængighed, socialt fremskridt, internationalt samarbejde, jobskabelse, kulturel udvikling og en forandring af samfundet.
Det Kommunistiske Parti (PRCF) har med liv og sjæl engageret sig i dette historiske slag. Vi har kæmpet utrætteligt og uden ophør for kravet om en folkeafstemning om EU-forfatningen og østudvidelsen, for det arbejdende folks anti-imperialistiske nej. Udover forsvaret for en klar kommunistisk og republikansk holdning siger enhedsfronten: NEJ til enhver overnational grundlov for et kapitalistisk Europa og en total afvisning af dannelsen af et europæisk imperium... om vendt siger enhedsfronten: JA til national suverænitet og det kæmpende Europa, ophævelse af EU`s liberale tiltag indført siden 1992, fransk brud med NATO og overnationale traktater, Frankrigs udmeldelse af kapitalens arbejderfjendtlige, imperialistiske EU.

Europas sorte får
Ja-nederlaget har sat Chirac-regeringen skakmat. Den forræderiske præsident, som har skrevet under på denne anti-nationale tekst, de deputerede - som har tilsluttet sig uden grundlovgivende mandat - har sat sig ud over loven. Ja-sigerne i det Socialistiske Parti er i åben krise. Sarkozy, som har allieret sig med UNICE (de europæiske arbejdsgiverforeninger) ville bruge Ja`et til at blive en fransk Thatcher. De er alle dumpet til eksamen.
Euro-syndikalismen har lidt et sviende nederlag. Utallige CGT-medlemmer 1), som har kæmpet for et nej, må sætte spørgsmålstegn ved deres fagforeningsleder Thibault, der villigt har ladet sig fange i ETUC`s net og har ignoreret CGT-medlemmernes nej-flertal. Ligeledes må utallige medlemmer af FSU 2) stille spørgsmålstegn ved deres ledelses forræderi i valgkampen. Nej`et giver de aktive fagforeningsmedlemmer mandat til at generobre magten i deres organisationer.
Lad os i denne historiske sejrstime slutte op om folkets nej (...) Lad os støtte det hollandske folk i deres nej! Vi, Europas sorte får, forener os i kampen mod kapitalens EU-imperium!
PRCF afviser løgnen om et socialt Europa og genforhandling af EU-forfatningen. Et 'godt', kapitalistisk, overnationalt, Europa har ikke og vil aldrig eksistere. Om man så nok så meget påklistrer et 'socialt vedhæng' for at stikke folket blår i øjnene, vil denne europæiske konstruktion aldrig blive andet end en krigsmaskine rettet mod arbejderne, nationerne, socialismen og freden. Fremtiden tilhører ikke imperier, det være sig amerikanske eller europæiske, den tilhører samarbejdet mellem frie nationer, arbejderklassens internationale solidaritet, en kæmpende fagbevægelse, som er uafhængig af den sammenspiste EU-arbejdsgiver-klan. Fremtiden tilhører den kommunistiske verdensbevægelse løsrevet fra det Bruxelles-støttede Europæiske Vensteparti`s omklamring.

Unge arbejdere!
Sejren den 29 maj må ikke være en sovepude, men skal blive et springbræt for kommende aktioner. Denne generalprøve bør føre til en juni-måned hvor vi cementerer tilbageerobringen!
Vi forkaster Raffarins reformer! Vi afskaffer Balladur-Fillons pensionslove, Fillons undervisningsreform, Juppé-planen, Raffarins decentraliseringsplan, planerne om udlicitering og outsourcing og om lønregulering!
Vi kræver stop for privatisering af den offentlige sektor, genetablering af den offentlige servicesektor på et demokratisk og kvalitativt grundlag!
Vi kræver udarbejdelsen af en plan for Frankrigs re-industrialisering indenfor med en udvidet offentlig sektor og nationalisering af de store virksomheder, som udliciterer og outsourcer Frankrig.
Ned med traktaterne fra Maastricht og Nice, stabilitetspagten samt Barcelona- og Lissabon-aftalerne! For generobringen af vores monetære og finansielle suverænitet!
I forlængelse af folkets sejr den 29. maj foreslår PRCF endvidere:
* at skabe flere Nej-komiteer og omdanne de eksisterende tusinder til folkelige modstandskomiteer. Det er vigtigt, at disse komiteer bliver til et nationalt forbund.
* lad os igen gøre 14.juli til en revolutionær kampdag ved at organisere en National Kongres af folkelig modstand mod EU-liberalismen den 14.Juli 2005, som er årsdagen for indtagelsen af Bastillen, 70-årsdagen for den 14. juli 1935 (udvidelsen af Folkefronten) og 60-årsdagen for CNR`s kæmpedemonstration den 14. juli 1945.
Vi nægter at give køb på vores nej og resignere over for den skæbnesvangre Nice-traktat. Vi nægter at afvente 2007 og genforhandlinger mellem Blair-Schröder-Berlusconi om en 'bedre EU-forfatning'. Vores modstand må forankres på græsrodsplan, den skal organiseres lokalt på uddannelsessteder og fabrikker.

Med kommunisterne og ud af EU
Vi må reorganisere en kommunistisk avant-garde, som kræver Frankrigs udtræden af kapitalens EU. Arbejderklassen har ikke brug for en 're-organisering' af det socialistiske parti (PS) omkring Fabius og hans 'poppede' version af 'Maastricht-Europa'. Hvad angår det fransk kommunistparti PCF`s officielle ledere, som udgør en fransk filial af det 'Europæiske Venstre-parti', så planlægger de et parlamentarisk come-back bag Fabius eller Hollande. De er med i koret og løgnen om et 'Socialt Europa' og om 'genforhandling af EU-traktaten'.
Det, den arbejdende befolkning har brug for i dag, er et stærkt kommunistisk parti, et marxistisk-leninistisk parti, der kan viderefører PCF`s stolte tradition. Så længe der i Frankrig har eksisteret et Kommunistisk Parti, der forener den Røde Fane og Trikoloren, Internationale og Marseillaisen, har arbejderklassen stået i centrum af det politiske liv. Derfor appellerer PRCF til alle kommunister om engageret deltagelse i arbejdet for at genskabe en ægte kommunistisk og revolutionær politiske slagstyrke.
Dette er så meget stærkere påkrævet idet de franske og europæiske regeringsledere synes at have glemt Lenins råd: 'Når toppen ikke længere kan styre og lede som tidligere, og når bunden ikke længere vil lade sig styre og lede som tidligere, da opstår der en revolutionær krise'.
Efter sejrsrusen følger modangrebet! Den 2.juni med jernbanearbejderne., den 9. med pensionisterne - og lad os ikke ligge på den lade side indtil den 14. juli og tillade Maastricht og de europæiske arbejdsgivere i UNICE at vinde fodfæste!
Alle som én vil vi kæmpe for, at 'kirsebærtræerne atter må blomstre'! 3)

Oversat fra fransk af Nanna Brammer. Artiklen er let forkortet af Arbejderens redaktion.

Noter:
1) CGT er den del af fransk fagbevægelse, som er ledet af det traditionelle franske kommunistparti PCF.
2) FSU er den del af fagbevægelsen, som er tilknyttet det socialistiske (socialdemokratiske) parti PS.
3) En henvisning til sangen 'Temps des cerices', som var en elsket sang blandt de revolutionære under Pariserkommunen.