Programdiskussionen i DKP har været krævende, ofte stridbart arbejde og forhåbentlig noget, der kan føre til et nyt opsving for kommunisterne

af Lars Ulrik Thomsen, medlem af DKP
Hvilke brydninger er der opstået undervejs i DKP`s programdiskussion? Hvilke standpunkter er 'tørnet' sammen, og hvad kom der ud af dialogen i form af ny erkendelse?
Enhver der føler et ansvar for den materialistiske metode må tænke sådan, fordi det er modsætningernes dialektik, der fortæller os noget, om holdbarheden i den logik vi bruger. Det gælder for lovmæssighederne, både i naturen og samfundet.

Klassekamp i fortid og nutid
Hvis man vil give et dækkende billede af udviklingen i slutningen af 1980`erne, kan man sammenligne med klassekampene i Frankrig 1848-50. Sådan som Marx beskrev dem i tidsskriftet Neue Rheinische Zeitung i 1850.
Marx skriver om udviklingen i juni 1849:
'Ingen havde i junidagene kæmpet mere energisk for at redde ejendomsretten og genoprette kreditten end Paris` småborgere - caféværter, restauratører, gæstgivere, småkøbmænd, kræmmere, håndværkere etc. Småhandelen havde taget sig sammen og var marcheret imod barrikaderne for at få cirkulationen i gang, som fra gaden fører ind i butikken. Men bag barrikaden stod småhandelens kunder og debitorer, foran barrikaden kreditorerne. Og da barrikaderne var brudt ned og arbejderne knust og de handlende sejrsberuste styrtede tilbage til deres butikker, fandt de indgangen barrikaderet af en ejendommens redningsmand, en officiel agent for kreditten, som holdt trusselsbreve ud mod dem. Forfalden veksel! Forfalden husleje! Forfaldet gældsbrev! Forfalden butik! Forfalden butiksejer!'
Som i de franske klassekampe, var det svingningerne i småborgerskabet, der kom til at gøre udfaldet i 1989/90. Den kapitalistiske konjunktur efter Anden Verdenskrig skabte et småborgerskab, der blev ved med at vokse. Det var monopolerne magtpåliggende at manøvrere på en sådan måde, at arbejderklassen forblev uden for reel indflydelse på den samlede bevægelse.
Med afspændingspolitikken, kom også gennembruddet for venstrekræfterne i Danmark og en række vesteuropæiske lande. Det førte frem til den store politiske styrkeprøve, hvor småborgerskabet først allierede sig med arbejderklassen i kampen for fred og nedrustning, og da vi stod med sejrens frugter, vendte småborgerskabet frygtsomt arbejderne ryggen, og gik over til monopolerne.
Disse svingninger i småborgerskabet, er resultatet af dets stilling i produktionen og et målbevidst arbejde fra borgerlige ideologer. Denne udvikling har påvirket venstrekræfterne og forsøgene på at fastholde marxismen. Det er i dette lys, man skal se brydningerne inden for DKP i de seneste 15 år. Det er brydningen mellem revisionisme/opportunisme og en nødvendig fornyelse af marxismen.

Værdiprocessen
Et af de områder der har voldt de største hovedbrud, er spørgsmålet om værdiprocessens indflydelse på klasseforholdene. På et forholdsvis tidligt tidspunkt gjorde Raymond Swing opmærksom på, at man ikke kunne behandle forandringerne i klassestrukturen løsrevet fra værdiprocessen, det vil sige hvem skaber merværdi i samfundet. Det gav anledning til en længere debat .
Mit synspunkt var, at man ikke kunne betragte marxismen som noget afsluttet, men hele tiden må analysere produktivkræfternes og produktionsforholdenes udvikling, og deres indflydelse på klassestrukturen. Den del der angår produktionsforholdene, omhandler også statsmonopolismen.
Har vi for eksempel overvejet konsekvenserne af den statsmonopolistiske udbytning, der nu også foregår i overnationale former?
I 1996 deltog jeg i det tyske DKP`s kongres i Dortmund. Jeg boede hos et af de lokale partimedlemmer, der ved afrejsen forærede mig bogen: Schwarz-Braun Buch, Pahl-Rugenstein 1995.
Det er en alternativ beretning om højredrejningen i tysk politik efter 'genforeningen'. Her findes en artikel af socialdemokraten Dieter Dehm, der hedder Bankmagt kontra demokrati. Her kommer han netop ind på spørgsmålet, om statsmonopolismens indflydelse på merværditilegnelsen. Han skriver blandt andet:
'Det é. marxske begreb om profitraten, (=gennemsnitlig profitrate) stedse må opfattes alsidigt i forhold til merværdiindholdet, f.eks. i profit, skat, rente, pension etc.. Som noget snævert virksomhedsøkonomisk var den marxske profitrate aldrig tænkt. Og: Hvorfor skal man kun opfatte den nationalt? Jo mere internationalistisk den gennemsnitlige profitrate blev opfattet, desto mere abstrakt, henviser den også til reguleringen af kapitalbevægelserne i bank- og finanssystemet.'
Den centrale passage her er, 'som noget snævert virksomhedsøkonomisk var den marxske profitrate aldrig tænkt.'
Med det omfang den statsmonopolistiske kapitalisme har nået, er den del af merværdien, der stammer fra tilskud, skatter og indkomstpolitik, af en så betragtelig størrelse, at den må medregnes i værdiprocessen.

Overgangsformer
Vi er nu i en periode, hvor debatten i DKP virkelig tager form, og synspunkterne trækkes skarpere op.
I en artikel i foråret 2002 hævdede Svend Erik Christensen, at ændringerne i klassestrukturen gav anledning til, at forkaste partiets antimonopolistiske strategi, og som han siger, 'springe mellemtrinene over, og gå direkte fra kapitalisme til socialisme'.
Niels Rosendal Jensen betegnede opfattelsen som et tilbageskridt, i forhold til programdiskussionen i 70`erne. Han fremhævede, at der ikke er nogen automatik mellem proletarisering og klassebevidsthed.
Vi har vel nærmest oplevet det modsatte; at talen om klasser, klassekamp eller bevidsthed er blevet fyord, som kun vi kommunister holder fast i.
Vendingen; når kommunisterne står stærkt, har dansk arbejderklasse også stået stærkt, er ingen tilfældighed. Derfor er det en fejlslutning, når Sv. E. Christensen mener, at kunne springe det han kalder mellemtrinene over.
Efter min opfattelse, ligger hunden begravet et helt andet sted. Når kritikerne ikke vil høre tale om antimonopolistisk kamp eller demokratisk kamp, er det fordi de har opgivet en klassemæssig holdning til udviklingen. Man fastholder de gamle vendinger om arbejderklasse, mellemlag og overklasse, men har pillet ethvert marxistisk indhold ud af analysen.

Revolutionære bølger?
På et seminar i Rudkøbing i 1996 holdt Henrik Stamer Hedin et oplæg 'Teser til diskussion'. De er en klasseanalyse af det moderne kapitalistiske samfund, samt et forsøg på at vise hvordan historien er præget af revolutionære bølger. Allerede dengang var der flere der rejste kritik af teserne, der blev genfremsat på et senere socialisme-seminar på Strynø.
Jørgen Pagh Andersen med en kommentar til teserne. Her kritiserede han dem for at være abstrakte og løsrevne fra virkeligheden.
I et interessant svar kom Henrik Hedin ind på tanken om, at der har været et svælg mellem DKP`s praktiske og teoretiske virke:
'Nu har de kommunistiske partier rent faktisk siden 30`erne baseret deres politik på en underforstået antagelse om, at det relevante perspektiv ikke er proletariatets diktatur, men en koalition af revolutionære klasser. Nøglebegreber har været arbejder- og bondestat, folkefront, antimonopolistisk demokrati og samfundsforandrende kraft. Den har imidlertid ikke været teoretisk, men praktisk begrundet.'
Det må betegnes som noget af en påstand, idet hele partiets virke i efterkrigstiden hviler på et selvstændigt programmatisk grundlag. Strategien med antimonopolistisk demokrati var resultatet af et omhyggeligt forarbejde, både nationalt og internationalt.

Alsidighed i analysen
Hvis vi kan tage de indlæg jeg har medtaget som repræsentative for debatten, er kernepunkterne følgende:
Med forskellige argumenter har en række kammerater angrebet strategien om antimonopolistisk demokrati. Det er sket ud fra forskellige begrundelser, men uden at de har kunnet give nogen sammenhængende kritik, endsige et alternativ.
Dybest set bygger det på, at de også forkaster teorien om den statsmonopolistiske kapitalisme, og undlader at undersøge dens nye former i nutiden.
Er det ikke urealistisk, at ville fastholde kommunisternes strategi fra 70`erne?
Nej, det mange går fejl af er, at epoken ikke har skiftet karakter efter omvæltningerne i slutningen af forrige århundrede.
Arbejderklassen er i overensstemmelse med epokens indhold og opgaver; at vi kun kan udnytte produktivkræfterne fuldt ud i fællesskab.
Kan arbejderklassen opnå dette mål alene? Nej, kun ved at forene sig med alle dem der rammes af monopolernes politik, er det muligt at skabe forandring.
I stedet for at afvikle et solidt fundament bør vi udbygge det og bringe det på højde med tiden.
Den anden del omhandler forandringerne i klassestrukturen, hvor diskussionen primært har drejet sig om forandringerne i produktivkræfterne og de konsekvenser det har for arbejderklassens politiske kamp.
Arbejdet med klasseanalyse har kun været en side af den programdiskussion, der blev fastlagt i januar 1999, om end en væsentlig del. For mig står det som en af de vigtigste erfaringer, at man ikke må stirre sig blind på et felt men se dialektikken mellem de forskellige områder.
At kunne forstå dialektikken, mellem den måde det internationale spiller sammen med det nationale, klassestrukturen med de ændrede ejendomsforhold/ny teknik, og summen; hvordan partiets teori og praksis, må tilpasses de nye forhold.
Når det er sagt, viser denne sammenfatning af diskussionerne; at der i kraft af det kollektive arbejde, er vundet ny erkendelse. Det har været krævende, ofte stridbart arbejde og forhåbentlig noget, der kan føre til et nyt opsving for kommunisterne.