Vi har slet ikke brug for, at EU-lederne sætter sig sammen og forhandler visse ubetydelige ændringer i EU-forfatningen
af Jens Chr. Stausholm Christensen, amtsformand Demokratisk Fornyelse
Frankrig og Holland har sagt
nej til EU-forfatningen og det til trods for, at den politiske elite havde pengene og hele medieverdenen til opbakning. Men lige meget hjalp det. Vælgerne i Frankrig og Holland holdt hovedet klart og stemte nej.
EU-lederne må nu erkende, at folkene i Europa aldrig har bedt om denne forfatning. Et nej er desuden et veto. Derfor bør EU-forfatningen nu være faldet.
Det har aldrig været et folkekrav at få en europæisk forbundsstat. Hvem har ønsket et EU, der med egen hær skulle være en supermagt på verdensplan? Eller at de nationale velfærdsordninger harmoniseres efter laveste fællesnævner?
Hvorfor dog centralisere magten ved en lille elite i Bruxelles, som vil trække livet ud af demokratiet på nationalt plan? Det har i hvert aldrig været et folkekrav - forfatningen er i bund og grund absolut et ufolkeligt projekt, et elitens projekt.
Og vi har slet ikke brug for, at EU-lederne sætter sig sammen og forhandler visse ubetydelige ændringer i EU-forfatningen. Store ord og sociale floskler vil ikke kunne ændre på den kendsgerning, at selve EU-forfatningen er forkastet.
Og der er ikke tale om bare en traktatændring. Forfatningen er selve grundloven for en europæisk union. EU-forfatningen grundlovsfæster det princip, at EU-lovgivning og EU-ret står over den nationale lovgivning. Men ønsker vi ikke vor grundlov bevaret?
Modstanden i befolkningen rundt i Europa er vokset i takt med, at indholdet af forfatningsteksten er blevet kendt.
I Danmark bør vi selv bestemme vor lovgivning, enten det er om velfærdsordninger, miljøpolitik, økonomi eller andet. Men det er fint med internationalt samarbejde. På miljøområdet har det dog ikke været muligt i EU at få minimumsgrænser til gavn for miljøet, og vi er blevet hindret i at føre en god miljøpolitik. EU-toldmurene er en hindring for afsætning af fattiges landes afsætning af færdigvarer. Jeg er tilhænger af frihandel, der er god fredspolitik.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278