Folkekirkens Nødhjælp frikender sin tidligere goodwill-ambassadør, Lone Fønss Schrøder, for medansvar for, hvad det norske industriforetagende Aker Kværner, bedriver på Guantanamo.
af Arne Lund
Det højt respekterede bistandsorganisation Folkekirkens Nødhjælp (FNH) er vist ved at udvide nødhjælpsbegrebet, så det ikke kun omfatter sultne, hjemløse og forfulgte. I en brevveksling med undertegnede, frikender organisationen sin tidligere goodwill-ambassadør, Lone Fønss Schrøder, for medansvar for hvad det norske industriforetagende Aker, hvor hun er bestyrelsesforkvinde, bedriver i USA's kz-lejr Guantanamo.
I en kronik i Arbejderen den 5. marts påviste jeg, at Aker ikke alene udførte omfattende entreprenør-arbejder på Guantanamo, men også stod for vigtige dele af den daglige drift (el, vand, renovation).
Nu handlede kronikken ikke kun om Lone Fønss' rolle, ti hun er jo blot et eksempel på hvordan erhvervslivet i stigende grad engagerer sig i USA's kamp mod 'terrorisme'. Nok så væsentlig er det at se på spørgsmålet om krigsprofitter, og i hvilket omfang private virksomheder er medansvarlige for de overgreb, der foregår på Guantanamo og i andre kz-lejre og fængsler, jorden rundt.
Ud over være bestyrelsesforkvinde for Aker, så beklæder Fønss en lignende post i det svenske rederi Wallenius, der sejler våben for USA til Irak.
Krigsprofitter og minerydning
Hvordan man på den ene side kan være involveret i den amerikanske krigsførelse, og samtidig deltage i FNH's kampagne 'Lars og Lone rydder miner i Albanien', kan være svært at forstå, men skyldes nok min manglende indsigt i erhvervslivets dynamik.
For at få FNH til at reagere på Lone Fønss' Cuba-engagement, spurgte Arbejderen Christer Lænkholm. Han kunne dog ikke svare på om det er moralsk forkert, at Fønss deltager i minerydnings-kampagnen. 'Men det er da et interessant spørgsmål, som vi vil se nærmere på', udtalte han i Arbejderen den 2. april.
Efter en månedlang tavshed, sendte jeg kronikken til formanden for FNH. Forleden dag kom der så svar fra administrator Rasmus Helveg Pedersen.
I brevet skriver Helveg, at Lone Fønss først indtrådte i Akers bestyrelse i foråret 2003, og at Akers engagement på Guantanamo fandt sted inden da.
Det er notorisk forkert! En søgning på Google gav 19 opslag, og de bekræfter alle at Aker stadig virker på Guantanamo. De nyeste oplysninger er fra 23. marts i år, og omfatter en e-mailadresse til Akers kontor på basen. Desuden er der jobsøgninger fra ansatte, en nekrolog over en mekaniker, en pressemeddelelse fra en samarbejdspartner indenfor olieforsyning, samt en detaljeret beskrivelse af hvordan Akers ansatte skal forholde sig til at de arbejder på militært område. På www.governmentcontractswon.com kan man se, hvilke firmaer, der arbejder for den amerikanske regering, hvad de laver og hvor stor kontraktbeløbet er.
I denne uge bekræftede den norske afdeling af Amnesty, som bragte historien frem, at Aker 'fremdeles har virksomhet på Guantanamo, hvilket kan bekreftes af Akers informasjonchef'.
Glade for samarbejdet
Ét er at Helveg ikke har sat sig ind i tingene før han svarer. Værre er det når han skriver: 'Vi har været glade for samarbejdet med Lone Fønss, og ville have kontaktet hende for at høre om hun ville have været Lars og Lone-ambassadør, hvis vi skulle sammensætte et hold i dag. Vi udvælger kandidaterne efter hvem vi tror kan hjælpe arbejdet fremad. Det har Lone Fønss i høj grad gjort'.
Herefter følger et afsnit, hvor der tages afstand fra hvad der sker på Guantanamo, og som FNH anser for at være i strid med menneskerettighederne. Brevet slutter med flg.: 'Det er straks sværere at overføre dette brud på menneskerettighederne på leverandører til lejren. Det må være de udførende myndigheder, der har ansvaret, og som kritikken må rettes imod'.
FNH vælger altså at ignorere, at noget ubehageligt er kommet for tæt på organisationen - blot den pågældende goodwill-ambassadør er er kendt i offentligheden, og er god til at samle penge ind. Så skidt med hvad vedkommende ellers går og laver?
Er FNH virkelig i så alvorlig bekneb for penge, at man er nødt til at se stort på hvad personer som Lone Fønss har gang i? Det er der en del, der tyder på. Siden Fogh kom til, er der nemlig skåret 1,5 mia kr. af bistanden til u-landene. Hertil kommer at regeringen har flyttet 300 mio kr. fra u-landsbistanden og brugte pengene til 'humanitær bistand' i forbindelse med besættelsen af Irak.
Det havde klædt Folkekirkens Nødhjælp om man - da forholdet blev kendt - vedgik at man havde kvajet sig. I et klodset forsøg på at dække over hende, miskrediterer organisationen nu sig selv. Det er godt nok kreperligt, fordi der mere end nogensinde er brug for at bistandsorganisationerne holder stien ren, og ikke involverer sig med personer, der krænker menneskerettighederne.
Aker Kværner
Den danske erhvervskvinde Lone Fønss Schrøder er bestyrelsesformand for det norske firma Aker Kværner.
Firmaet har siden 1993 haft kontrakt for den amerikanske marinebase på Guantanamo. Ifølge den norske avis Klassekampen har Aker Kværner tjent mellem 50 og 60 millioner dollars på Guantanamo-opgaverne.
Aker
Den norske koncern Aker er 'en global leverandør af teknologi og avancerede løsninger til kunder inden for olie, gas og energi' og 'en betydelig aktør inden for skibsbygning og fiskeri.'
Aker har over 41.000 ansatte og mere end 50 milliarder kroner i omsætning.
Formand for Akers bestyrelsen er den norske industrimand Kjell Inge Røkke, som samtidig er koncernens største aktionær.
Næstformand for Akers bestyrelsen er danskeren Lone Fønss Schrøder. Hun er samtidig bestyrelsesformand for datterselskabet Aker Kværner.
Kilde: www.akerasa.no
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278