Jubel-fest i silende regncI timevis genlød Bastillien af jubelråb og brandtaler. Pludselig kendte alle hinanden og man fik kindkys af gamle franske kvinder

af Laurids Hovgaard, aktiv i Unge mod Forfatningen
Da jeg sidder i flyet på vej til Paris og en fransk forfatningsafstemning, er det med en masse forventninger og fordomme. Fra det øjeblik vi træder ud af lufthavnen leder vi efter de fuldfede og semi-fascistiske franske nationalister, som vi har hørt så meget om i de danske medier, men uden held. Gaderne i Paris er beklædt med progressive budskaber om at stemme nej til forfatningen og ja til Europa.
Vi bliver modtaget med kyshånd af et par unge franske aktivister, der på gebrokkent engelsk fortæller om de seneste meningsmålinger, der stadig peger på en sejr til nej-siden.
Efter en omgang fransk rødvin og baguettes med ost til natmad og fem timers søvn bliver vi vækket af vores stressede kammerat Sylvain, der får skubbet os ud af døren og ned på det lokale marked til de sidste krampetrækninger i nej-kampagnen.
Til trods for sprogproblemer er det en opløftende oplevelse at få lov til at dele kampagnemateriale ud. Folk er diskussionslystne og ivrige efter at læse de tætskrevne sider vi deler ud. Langt størstedelen af de mennesker vi støder på, møder os med smil og ordene 'Je vote non'.

Aktive elever
Resten af dagen bliver brugt til at diskutere og suge erfaringer til os fra aktivister fra den franske elevbevægelse. Det er nok de færreste i Danmark, der har lagt mærke til, at studenteroprøret fra 68 i dette forår blev vækket til dåd overalt i Frankrig.
I protest mod den uddannelsesreform der blev indført i februar, har elever og studerende overalt i Frankrig besat skoler, kæmpet mod et aggressivt politi og fået sat uddannelse på dagsordenen. Mange af de samme elev og studenteraktivister har fortsat kampen for bedre uddannelse, i kampagnen for et fransk nej til forfatningen.
Vores valgaften tilbringer vi i det lokale hovedkvarter for nej-kampagnen. Vi bliver mødt med en nærmest euforisk stemning i den indelukkede kælder. Folk strømmer ind og ud af mødelokaler, strategier skal lægges, pressemeddelelser skrives, samtidig med at kopimaskiner kører på fuldt tryk for at sikre, at dugfriske analyser og krav om Chirac's afgang er klar til uddeling til demonstrationen et par timer senere.
Da klokken rammer 22 og de første rigtige prognoser strømmer ind bryder den stopfyldte kælder ud i jubel - en fransk jubel det ikke er svært at lade sig smitte af. På mindre end 20 minutter bliver de sidste bannere sat på pinde og så af sted med metroen mod Bastillien. I silende regn kan vi se folk strømme ud på gaden, alle i samme retning - Bastillien.

Sejrsrus
De næste tre timer er præget af en kaotisk sejrsrus. Vi når at tælle de første 15 brandtaler fra de store scene, samtidig med at der er mindre demonstrationer omkring Bastillien. Vi bliver overfaldet med franske kindkys af alt lige fra unge aktivister til 80-årige gamle damer.
Ved 1-tiden bryder demonstrationen op og folk driver ud i gaderne og fortsatte festen. Vi ender på en cubansk bar, hvor der er tid til at skabe sig et overblik over aftenen og hele kampagnen mod forfatningen. Til trods for at det er første gang, at den progressive venstrefløj i Frankrig har haft held til at stemme et forslag fra EU ned, så er deres glæde ikke fokuseret på de 55 procent der stemte nej - det er kampagnens succes, det at man har nået ud til så mange mennesker og sat diskussionen i gang om det neoliberalistiske projekt EU - det er det der skaber glæde og stolthed hos de franske aktivister.
De har haft held til at sætte fokus på EU's angreb på de faglige og sociale rettigheder og fjernet fokus fra den nationalistiske debat om Tyrkiet og immigration. Nu er stafetten givet videre til Holland.