Nej, men Bølle døde, som Bølle skulle dø. Og stak det i mit hjerte, så om ikke andet så vil mine vagtler, mine guldfisk og solsortene, der er deres egne, være glade for det.

af Kjeld Stenum
Altså, nu vil jeg med det samme bede mine læsere se denne skærveknuser i dens rette lys. Jeg er absolut ikke tilhænger af den tidens trend, der kommer til udtryk i, at kæledyr i stadig stigende omfang bliver sidestillet med menneskelige personer og skal have rigtige menneskenavne, fødselsdagsgaver, julegaver med mere.
Og efter at de har forladt denne verden skal de begraves på kirkegårde og have gravsten og gravplads, hvor de sørgende efterladte kan gå og lægge blomster i årevis bagefter. Mennesker bliver ofte ensomme i vores forjagede samfund, hvor der snart ikke er plads til familieliv, knapt nok kærlighed, kun til arbejdsliv og højst nødvendig hvile.
Og hvor den, der ikke kan skabe effektiv merværdi til kapitalisterne, ingen værdi har i det hele taget. Men det er en fejl ved samfundet, der bør laves om. Og jeg tror ikke, det i længden er sundt, at man kompenserer for at gå i kødet på det, der skaber ensomheden, ved at gøre dyr til personer. Hverken dyr eller ensomme mennesker kan i længden være tjent med det.
Nej, Bølles død ville næppe nå frem til Skærveknuserens spalter, hvis ikke det var, fordi jeg har ladet jer hilse på ham ved et par tidligere lejligheder. Men når jeg har det, synes jeg også, det er på sin plads at lade jer sige farvel til ham. Og når jeg nu skriver et rekviem for ham, så sker det i høj grad i respekt for det, Bølle var, nemlig kat.
Jeg forventer ingen tårer fra jeres side af den grund. Jeg skal på den anden side ikke nægte, at hos mig personligt gav det et stik i hjertet, da naboens kom og fortalte, at her i vinter havde de måttet lade ham aflive. Men jeg har jo også kendt ham. Jeg har gang på gang måttet kyse ham væk, når han stod bomstille i timevis, sådan som katte kan, og drømmende studerede mine vagtler i drivhuset.
Jeg har været nødt til at bygge gærde omkring mit guldfiskebassin for at forhindre ham i at stå der med den samme tålmodighed og så pludselig lade kloen lyne, sådan som alle katte ved, at man skal gøre, hvis man vil have fisk.
Jeg har måttet hælde en spand vand i hovedet på ham, når han anvendte alle sine medfødte akrobatiske katteevner til at kæmpe sig op ad min humle for at komme op til solsortereden, der indeholdt et par lækre pippende godbidder.
Jo, vi har taget vores ture, Bølle og jeg. Vi respekterede i høj grad hinanden, som vi var hver især. Men vi respekterede også, at vi altså kun havde én verden at være i, og i den verden var det ikke altid, at vores forskellige interesser lod sig forene. Så måtte vi jo slås for hver sit med hver sine midler.
Og det var sådan set først her i Bølles høje alderdom, vi sluttede så meget fred, at vi lod den gensidige sympati komme til udtryk. En væsentlig årsag til, at Bølle gik med til det, var, at jeg fodrede ham ved et par lejligheder, hvor naboens var på ferie, ja, og så den gang Kirsten, nabokonen, lå på hospitalet på grund af et slagtilfælde.
Der vandt jeg Bølles hjerte og tillid. Kattes følelser er dejligt direkte og har dejligt simple materielle årsager, det har menneskefølelser i virkeligheden også, men vi er gode til at vikle os ind i en masse krumspring og indviklede omveje, og derfor er det at omgås katte en god terapi og en god måde, hvorpå vi kan få vores eget følelseslivs gordiske knuder i det rette perspektiv og viklet fra hinanden.
Nå, men efter at jeg havde fodret ham nogle gange, kom Bølle undertiden, når jeg sad udkørt efter arbejde på min trappesten og var langt nede fysisk, og somme tider også psykisk, bare for at hilse og snakke. Ikke at han trængte sig på. Katte er aldrig påtrængende.
Nej, Bølle kom og snusede meget forsigtigt til min finger og spurgte på den måde forsigtigt, om han forstyrrede. Og om jeg trængte til at snakke lidt. Og når man sad der sådan en træt nedkørt eftermiddag og udvekslede dagens oplevelser og fortrædeligheder med Bølle, det var - nå ja, undskyld det store ord, som sagt glemmer jeg ikke et øjeblik, at Bølle bare var en kat. Men det var alligevel livskvalitet, det var det, det var.
Men Bølle var efterhånden blevet gammel. Meget gammel efter kattemålestok. Sidst jeg passede ham, var han begyndt at tabe sig. Han åd og åd, men tabte sig alligevel. Her i vinter begyndte han også at skrante og miste fornøjelsen ved at leve. Og så tog hans mennesker ham til dyrlægen, hvor han fik en sprøjte.
Og sådan skal det være, når man er kat. Lad være med at overføre menneskeverdenen på katteverdenen for det. I naturen ville Bølle næppe være blevet halvt så gammel. Men lad også være med at overføre katteverdenen på menneskeverdenen! Hos os mennesker vejer det sociale langt tungere end hos katte, når vi skal gøre vores livskvalitet op, derfor vil vi gerne leve længe, selv når vi har det meget dårligt.
Og som vores samfund efterhånden er, er der næppe noget, det ville elske som en god undskyldning for at skille sig af med et ikke længere produktivt alderdomsoverskud.
Nej, men Bølle døde, som Bølle skulle dø. Og stak det i mit hjerte, så om ikke andet så vil mine vagtler, mine guldfisk og solsortene, der er deres egne, være glade for det.
Tænkte jeg. Lige indtil Knud, naboen, en aften, hvor jeg sad og kæmpede med skvalderkålen i akelejebedet, pludselig stod med en savmølle af en vildkat i favnen og kaldte på mig:
'Kjeld, kom lige og hils på vores ny beboer! Han hedder Basse. Han er lidt svær at styre, men han er god nok! En rigtig kat! Og hende, der mjaver inde i stuen, hun hedder Mulle, hun er lidt mere genert og bange af sig. Men bare rolig! Det er kun indtil hun kender omgivelserne. Så skal hun nok også komme ind og hilse på dig!'