Mon ikke Paul Wolfowitz var overbevist om, at irakerne ville reagere lige som deltagerne i TV-reality-showet og udbryde: ¤¤Åh, tusind tak for mit strålende nye genfødte land!¤¤, skriver Naomi Klein.

af Naomi Klein
Det centrale spørgsmål vi må besvare er: hvilke var de virkelige årsager til Bush-regeringens invasion og besættelse af Irak?
Når vi klart har afdækket de grundlæggende årsager til krigen, ikke skin-årsagerne eller efterrationaliseringerne om indførelse af frihed og demokrati, men de reelle årsager - først da kan vi blive mere effektive anti-krigs aktivister.
Den mest effektive og strategiske måde at stoppe denne besættelse på og forhindre fremtidige krige i at bryde ud er at nægte disse krigsherrer deres krigsbytte - det er at gøre krig økonomisk urentabel. Dette kan vi kun gøre, hvis vi klart afdækker krigens virkelige mål.
Jeg var for et år siden i Irak for at finde svaret på dette spørgsmål og fandt det tydeligst demonstreret ved at iagttage bulldozere og bygningskontruktions maskiner. Min opgave i Irak var at undersøge det såkaldte genopbygningsprogram, og det der slog mig mest var fraværet af genopbygningsmateriel. kraner og bulldozere i downtown Bagdad. Jeg havde forventet at se en livlig byggeaktivitet overalt.
Der imod så jeg bulldozere i den Grønne Zone (som huser ambassader, diplomater, bygningskondstruktører, velhavere og som er afspærret og bevogtet) - her var man i fuld gang med opbygningen af Bechtel`s hovedkvarter og den nye USA-ambassade. Også på militærbaserne foregik der en livlig byggeaktivitet. Men i Bagdads gader skete der ingenting, og de tidligere ministerielle bygninger lå helt urørt hen omgivet af murbrokker uden tegn på begyndende restaurering.
Den eneste kran jeg så i Bagdads gader, var ved at hejse en stor reklametavle op. En af de surreale ting jeg bemærkede i Bagdad var, at der midt i den gamle bys ruiner var opsat flotte nye reklameskilte, som reklamerede for den globale økonomis velsignelser. Og budskabet er: 'Alt det du var før er det ikke umagen værd at genopbygge'. Vi kommer med et splinternyt land - sådan er den irakiske version af 'Ekstrem Makeover'.
Det stemme jo fint overens med de amerikanske ekstreme reality shows i TV, hvor folks kroppe bliver kirurgisk genskabt og deres huse bulldozede og rekonstruerede. Budskabet i disse shows er netop:
Alt det du er nu, alt det du ejer, alt hvad du gør er lige til rotterne. Det vil vi nu borteliminere og lade et eksperthold genskabe fra grunden.
Du kan nøjes med at humpe omkring og overlade alt til eksperterne. Det er helt præcist, hvad der menes med et 'Ekstremt Makeover: Irak'.
Der var ingen plads til irakerne i denne proces. Hele moderniseringen var overladt til udenlandske firmaer. Irakiske Ph.D.-ingeniører, som havde opbygget elektricitetssystemet og telefonnettet havde ingen plads i genopbygningen af deres land.
Hvis vi ønsker at kende krigens underliggende mål, må vi se på, hvad Paul Bremer gjorde, da han blev indsat som generalguvernør i Bagdad kort efter de egentlige krigshandlingernes ophør. Han fyrede 500.000 mennesker, heraf 400.000 soldater, og han skrottede Iraks grundlov og udstedte i stedet en række økonomiske love, der i The Economist er beskrevet som 'udenlandske investores ønskeliste'.
Irak er bogstavelig talt blevet omdannet til et laboratorium for den radikale frie markeds politik, som American Enterprise Institute og Cato Instituttet går og drømmer om i Washington, D.C., men som kun uendeligt langsomt vinder indpas i deres hjemland.
Vores opgave er derfor en tilbundsgående undersøgelse af Bush-regeringens politik i ord og gerninger. Hertil behøves ikke hemmelige dokumenter eller omfattende konspirations-teorier, vi kan blot se på den kendsgerning, at USA har opført blivende militærbaser og ikke genopbygget landet. Troppernes første handling var at beskytte olieministeriet, mens de lod resten af landet gå op i røg. Hertil svarede forsvarsminister Donald Rumsfeld: 'Hvor der handles, der spildes der'.
Med en nærmest apokalyptisk triumf så de på det brændende Irak. De tillod at landet nedbrændte, så de på tomten kunne opbygge helt deres eget samfund. Det er krigens reelle mål.

Den store løgn
Den amerikanske regering påstår, at den gik i krig for demokratiet. Det var den store løgn den tyede til, da den blev grebet i de andre løgne. Men det er en anden slags løgn - en yderst brugbar løgn.
Den løgn, at De Forenede Stater invaderede Irak for at udbrede frihed og demokrati eller retfærdighed ikke blot til Irak, men til hele verden, er fantastisk anvendelig.
Når vi først har afdækket den som en stor løgn, kan vi sammen med irakerne prøve at gøre den til sandhed. Så det bekymrer mig, at så mange progressive mennesker er bange for at tale om demokrati, nu da George W. Bush benytter det ord. Det virker som om vi har givet op over for de stærkeste og mest frigørende ideer, der nogensinde har set dagens lys: selvbestemmelse, befrielse og demokrati.
Det er af afgørende betydning, at vil ikke lader Bush slippe af sted med at stjæle og vanære disse ideer - dertil er de alt for dyrebare.
Når vi ser på demokrati i Irak, må vi skelne imellem begreberne valg og demokrati. Bush-regeringen har i realiteten bekæmpet demokratiet lige fra starten.
Hvorfor? Jo for hvis Irak nogensinde skulle opnå ægte demokrati, ville krigens egentlige mål, som er kontrol over olien, støtte til Israel, opførelsen af stationære militærbaser, privatisering af hele den økonomiske sektor - alt dette ville være tabt.
Hvorfor? Fordi irakerne er af en anden mening og vil af med besættelsestropperne. Det har de sagt gang på gang i meningsundersøgelserne, og derfor har Bush-regeringen brudt sit oprindelige løfte om afholdelse af valg få måneder efter invasionen i marts 2003.
Mon ikke Paul Wolfowitz var overbevist om, at irakerne ville reagere lige som deltagerne i TV-reality-showet og udbryde: 'Åh, tusind tak for mit strålende nye genfødte land!'.
Men det gjorde de ikke. De protesterede mod afskedigelsen af 500.000 irakere. De gjorde oprør, fordi de blev nægtet deltagelse i genopbygningen af deres eget land, og de gjorde det klart, at permanente amerikanske militære-baser var uønskede på irakisk jord.
Derfor brød Bush-regeringen sit løfte og udpegede en CIA-agent som Iraks midlertidige premierminister. I denne overgangs-periode har Bush-regeringen vredet armen om på Iraks fremtidige regering, som med bagbundne hænder blev tvunget den til at forpligte sig til opfyldelsen af et IMF-program indtil 2008, hvilket vil medføre en alvorlig forværring af Iraks humanitære krise.
Et enkelt eksempel herpå: IMF og Verdensbanken kræver - som betingelse for gældslettelse og ret til ny låneoptagning - at Iraks fødevareprogram, som er eksistensgrundlaget for 60 procent af befolkning bliver afskaffet. Og denne aftale er truffet med en endnu ikke valgt regering.
I de netop afholdte valg stemte rakerne på Den Forenede Irakiske Alliance. Udover en tidsplan for de fremmede troppers tilbagetrækning, har dette koalitionsparti lovet, at det vil skabe 100 procent fuld beskæftigelse i den offentlige sektor, det vi sige afskaffe den ny-konservative privatiserings-agenda. Men nu kan de intet foretage sig, fordi deres demokrati er bundet og bastet - de har kort sagt vundet valget, men har ingen reel magt til at styre landet.

En pro-demokratisk bevægelse
For at blive en slagkraftig organisation må anti-krigsbevægelsen understrege sit pro-demokratiske grundlag. Denne marchparole har vi fået af det irakiske folk.
Det er vigtigt at forstå, at den stærkeste og mest magtfulde opposition mod denne krig befinder sig inde i selve Irak. Det er ikke nok, at vores bevægelse udtrykker verbal solidaritet, vi må udvise aktiv og håndgribelig solidaritet med Iraks overvældende flertal, der kæmper for af afslutte besættelsen af deres land. Vi må følge deres direktiver.
Den irakiske modstandskamp ytrer sig på flere måder - ikke kun som væbnet modstand.
Irakerne organiserer frie fagforeninger. De starter kritiske aviser, som derefter lukkes ned. De bekæmper privatiseringen af statsejede fabrikker. De danner nye politiske koalitioner i et forsøg på bringe besættelsen til ophør.
Hvad er da vores rolle her? Vi skal støtte det irakiske folk i dets klare krav om en afslutning af besættelsen - både den militære og korporative. Vi skal danne modstandsgrupper i vores respektive lande og kræve tropperne og det amerikanske magtapparat trukket ud af Irak. Vi skal kræve, at irakerne bliver løst fra Saddam Husseins gæld og fra de IMF- og Verdensbank-kontrakter, som er blevet underskrevet under besættelsen.
Det betyder ikke, at vi skal blive et bevidstløst heppekor for 'modstandsbevægelsen' som sådan. For der er mange modstandsbevægelser i Irak. Nogle af de væbnede modstandsgrupper angriber tilfældige irakiske civile under bøn i shia-moskeer (US Black Ops.) - det er barbariske handlinger, som er vand på Bush-regeringens mølle og styrker den opfattelse, at Irak er på randen af borgerkrig, og at tropperne derfor må forblive i landet.
Ikke alle, der bekæmper den amerikanske besættelse, kæmper for alle irakers frihed. Nogle satser på egen elitær magt. Derfor må vores vigtigste opgave være at støtte det irakiske krav om selvbestemmelse - ikke at hylde et hvilket som helst angreb på besættelsesmagten.
Sproget spiller en væsentlig rolle - det er demokratiets frirum. Alle, der siger, at irakerne ikke ønsker indførelsen af demokrati, burde skamme sig. Irak tørster efter demokrati og har allerede længe før denne invasion sat livet ind herfor - sidst under opstanden mod Saddam-styret i 1991, som endte i et blodbad, fordi vi lod dem i stikken.
Valget i januar blev kun gennemført efter et voldsomt pres fra shia-muslimske kredse, der insisterede på at opnå den frihed, der var blevet dem lovet.
At stå ved sine meningers mod? Mange af os opponerede mod denne krig, fordi det var et imperialt projekt. Nu kæmper irakerne for at erhverve sig de redskaber, der kan gøre deres selvbestemmelse meningsfuld, ikke blot for skin-valg eller for at skaffe Bush-regeringen gunstige markedsbetingelser. Det betyder - med Susan Sontags ord - at tiden nu inde til at vise 'at stå ved sine meningers mod'.
Grunden til at de 58 procent af den amerikanske befolkning, der inden krigsudbruddet demonstrerede mod krigen, ikke længere i milliontal fylder gaderne, må skyldes det faktum, at vi ikke har formået at fremsætte en seriøs politisk agenda. Vi bør ikke være bange for at være seriøse.
En sådan seriøsitet består hovedsagelig i at gentage de politiske krav, som fremsættes af vælgere og demonstranter i Bagdad og Basra - og at fremføre disse krav i Washington, hvor beslutningerne tages.
Men vigtigst af alt andet er kampen for overholdelse af international lov - og spørgsmålet om, hvorvidt denne lov overhovedet bliver respekteret i De Forenede Stater. Hvis vi ikke først og fremmest retter vores kamp mod den amerikanske regerings totale foragt for grundprincipperne i international lov og ret, bliver alt andet sekundært.
Dette så vi helt klart under den seneste præsident-kampagne, hvor John Kerry fuldstændig overlod dagsordnen til Bush. Glemt er ikke Kerry`s hånlige omtale af en 'global test' - der stempler det internationale samfunds afprøvning af legitimiteten af amerikansk praksis som tegn på fejhed og svaghed. Hvorfor anfægtede Kerry på intet tidspunkt denne antagelse? Min anklage er i lige høj grad rette imod Kerry-kampagnen og Bush-regeringen.
Under valgkampen nævnte Kerry ikke på noget tidspunkt 'Abu Ghraib' eller 'Guantanamo'. Han accepterede den præmis, at det at underkaste sig en 'global test' var ensbetydende med at være svag.
For var Demokraterne gået med til en sådan test, ville de ikke kunne forhindre Alberto Gonzales` valg til justitsminister (Gonzales var en overgang chef-ideolog i Guantanamo-fængslet og er nu udpeget som USA`s justitsminister, red.)
En stor del af kampen udkæmpes her i landet i medierne. Problemet er ikke, at anti-krigsstemmerne er forstummet - problemet er, at disse stemmer ikke har tilstrækkelig gennemslagskraft. Vi behøver en angrebsstrategi overfor medierne her i landet - gøre dem til et protest-site i sig selv.
Vi må kræve, at medierne giver plads for krigsmodstandernes kritik:
- for de fortvivlede mødre, der har mistet deres sønner for en løgn
- for de bedragne soldater, som udkæmper en krig, de ikke selv tror på
Og vi må uddybe definitionen på begrebet demokrati - for at vise, at disse skin-valg ikke er demokratiske og at der heller ikke findes demokrati i dette land.
Desværre har Bush-regeringen gjort sit arbejde langt bedre end vi ved sin sproglige udnyttelse af begrebet ansvarlighed.
Her kolliderer to modsatrettede udsagn - nemlig vores: 'se så at komme ud!' og deres: 'vi kan ikke uden videre trække os ud, vi bliver nødt til at løse det problem, vi selv har skabt'.
Men vi burde ikke skrække tilbage for at opstille en yderst detaljeret og ansvarlig agenda. Vi burde sige: Lad os trække tropperne hjem, men lad os efterlade et håb'.
Vi bør ikke være bange for at tale om reparationer, for at kræve gældsfrihed for Irak, forlange total afskaffelse af Bremers illegale økonomiske love, fuld irakisk kontrol over genopbygnings budgettet - der er mange flere eksempler på konkrete politiske krav, som vi kan og skal fremsætte. Hvis vi artikulerer en mere klar og utvetydig definition af ordet demokrati end den, vi hører fra Bush-regeringen, vil vi dermed sende håb til Iraks folk.
Og vi vil i vores kamp kunne inddrage mange af de 58 procent, som er modstandere af krigen, men som ikke marcherer ved vores side, fordi de er bange for at løbe fra ansvaret