Strukturreformen betyder mindre offentlighed i forvaltningen og mindre indflydelse til politikere og borgere.

af Hans Halvorsen, formand for LO Århus
Fem regioner og cirka 99 kommuner bliver slutresultatet i den nye strukturreform, som forventes vedtaget inden grundlovsdag i år.
Fem regioner, der godt nok får 41 folkevalgte i et regionsråd, men som ikke får meget at sige. Regionerne får:
* Ikke deres eget skattegrundlag.
* Ingen kommunalfuldmagt til at sætte nye opgaver i gang (sådan som kommunerne og amterne kan i dag).
* Kun meget lille indflydelse på deres egne budgetter.
* Ingen mulighed for at overflytte penge fra et område til et andet.
De fem regioner skal først og fremmest styre hele sygehusvæsnet, psykiatri-området og store sociale specialinstitutioner (for eksempel institutioner for psykisk handicappede) samt et noget diffust område, der bliver kaldt 'udviklingsarbejde'. Bevillingerne skal primært komme fra staten og i mindre grad fra kommunerne.
På hele det sociale område skal regionerne ikke have selvstændig økonomi. Her skal kommunerne i stedet købe alle ydelser af regionen.

Økonomisk pres
På sygehusområdet skal kommunerne betale dels et grundbeløb for hver borger og dels et beløb for hver indlagt borger. Man kan frygte, at regeringen med dette forslag ønsker at vænne kommunerne til ikke at indlægge patienter så hyppigt og hurtigere at tage dem hjem igen.
Endelig skal en større del af sygehusudgifterne med tiden betales med aktivitetsbestemte takster, som staten fastsætter. Det betyder færre valgmuligheder for regionens politikere, fordi Sundhedsministeriet både vil fastlægge indsatser, standarder og betalingstakster.
Strukturreformen indbygger således et køb-og-salg-forhold mellem kommuner og regioner og mellem stat og regioner. Disse køb/salgs-transaktioner - 'handler' - kommer til at foregå én gang om året i de såkaldte kontaktudvalg, hvor regionens borgmestre vil sidde sammen med regionsrådsformanden og forhandle om køb af ydelser et år frem.
Disse forhandlinger vil ikke være tilgængelige for offentligheden. Men kommunerne behøver ikke at gøre brug af alle regionens ydelser. Hvis en kommune vil hjemtage en række borgere fra regionens institutioner, kan den blot vælge at skære ned på købet eller købe et andet sted for eksempel hos en privat aktør. Det vil efter al sandsynlighed få flere uheldige konsekvenser for regionerne og de sociale institutioner og betyde:
* Dårligere planlægning.
* Utryghed for personalet.
* Tab af viden.
* Vanskeligere vilkår for samarbejdet på tværs af de forskellige sektorer.
Regionens borgere og politikere får kun meget lidt indflydelse på beslutningerne. De vil ikke som i dag kunne beslutte at betale noget mere i amtsskat for at få bedre sygehuse eller bedre sociale institutioner. Det hele vil nemlig blive afgjort i regeringen eller i kontaktudvalgene.

Et stort marked
En stor del af den offentlige sektor vil således blive bygget op på kontrakter og intern handel. På denne måde vil hele det regionale og kommunale område langsomt blive omdannet til ét stort internt marked. Det vil svække politikernes, borgernes og de ansattes konkrete indflydelse på, hvad der skal ske, og hvordan der skal prioriteres, fordi meget vil være bundet i kontrakter.
Derved får man hverken opbygget store og fagligt bæredygtige miljøer eller ført beslutningerne tættere på borgerne. I stedet betyder strukturreformen mindre offentlighed i forvaltningen og mindre indflydelse til politikere og borgere. Så alt det man har villet opnå med reformen, opnår man ikke - tværtimod!