Hvordan skal det nye kommunistiske parti forholde sig til den kommunistiske bevægelses historie? DKP/MLs landsledelse har følgende udspil.
af DKP/MLs landsledelse
1. Det nye kommunistiske parti må vedkende sig sin historiske arv og vise respekt for den danske og internationale kommunistiske bevægelses historie fra Marx og Engels’ tid og frem til i dag. Bevægelsens fortid udgør en uhyre rigdom af positive og negative erfaringer, der må studeres, tilegnes og bruges fremadrettet for at styrke socialismens sag.
2. Det nye kommunistiske parti er den legitime arvtager til de revolutionære traditioner i dansk arbejderbevægelse, som startede med Louis Pios revolutionære socialdemokrati og videreførtes af Danmarks Kommunistiske Parti. Det må især fremhæve kommunisternes store indsats i kampen for fred, frihed, demokrati, velfærd, national selvbestemmelse og international solidaritet og respekterer de forskellige historiske udgangspunkter som vil findes i partiet.
3. Det nye kommunistiske parti må som udgangspunkt have en grundlæggende positiv vurdering af Sovjets resultater i opbygningen af socialismen og af dets afgørende rolle gennem det meste af det 20. århundrede. Det samme gælder socialismens erfaringer i andre tidligere og nuværende socialistiske lande.
4. Det nye kommunistiske parti må vende sig imod den anti-kommunistiske fordrejning og manipulation af historien og må bestræbe sig på at videregive et sandfærdigt billede af kommunisternes indsats gennem de sidste 150 år, herunder de danske kommunisters rolle under anden verdenskrig og den kolde krig.
5. Karl Marx skrev, at »proletariske revolutioner (…) kritiserer bestandig sig selv, afbryder stadig deres eget forløb, kommer tilbage til det, som tilsyneladende er fuldført, for at tage fat på det igen, de forhåner grusomt og grundigt halvhederne, svaghederne og ynkeligheder i deres første forsøg«. Denne ånd af kritik og selvkritik må også præge det nye kommunistiske parti.
6. I den danske og internationale kommunistiske bevægelse er der i dag diskussioner og forskellige opfattelser af historiske begivenheder som SUKP’s 20. partikongres, bruddet mellem Sovjet og Kina og dannelsen af en kommunistisk bevægelse uden for DKP. Sådanne historiske spørgsmål må ikke forhindre samling af de danske kommunister, men må analyseres i det nye parti i en ånd af kritik, selvkritik og respekt for andres meninger.
7. Der er behov for en analyse af, hvorfor Sovjet og den socialistiske lejr faldt sammen, og hvorfor DKP er blevet så alvorligt svækket og opsplittet gennem de seneste tyve år. En sådan analyse er en opgave for det nye kommunistiske parti, som derved kan overtage og videregive vigtige erfaringer til gavn for arbejderklassen og socialismens sag. DKP/ML har i bogen '20 års kamp for socialismen' bidraget med en selvkritik af tidligere sekteriske opfattelser af DKP og Sovjet.
8. Det nye kommunistiske parti må kendetegnes af en åben, kammeratlig og konstruktiv debatstil, hvor forskellige erfaringer og vurderinger af fortiden betragtes som en styrke, der kan berige debatten og føre til fremadrettede konklusioner. Den demokratiske centralisme kræver ikke enighed om alle spørgsmål, men enhed i handling og forsvar for de trufne beslutninger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278