I morgen fylder Det Radikale Venstre 100 år. Partiet blev dannet i 1905 af otte folk der var smidt ud af Venstre. De stemte imod partiets forsvarspolitik, og blev herefter ekskluderet

af Klaus Haase, Jyderup
Oprindelig var De Radikales vælgergrundlag husmandsbevægelsen og progressive lag fra byerne: Skolelærere, akademikere og andre veluddannede.
Partiet havde sine historiske rødder hos Venstrepolitikeren Hørup og Brandes (Hørup døde 1901 - men hans ånd øvede en stærk indflydelse på partiet - man kan næsten tale om partiets ideolog, selv om han ikke oplevede dets dannelse. Hørup citeres stadig. Fremhæves bør hans kritik af militærvæsenet og hans sociale indignation.

Fødselarens karriere
De Radikale placerede sig hurtigt på den politiske scene som et progressivt, borgerligt parti; det var med til at indføre kvindernes stemmeret i 1915, det var åbent overfor kulturel nytænkning. Partiet har altid - på socialliberalt grundlag - bekymret sig om den brede befolknings dannelse, uddannelse og sociale ve og vel - men har samtidig ikke veget udenom at stemme både til højre og venstre i folketingssalen.
De Radikale kaldte oprindeligt sig selv for 'europæerne' og har altid stået for internationalt vid som kendetegn. I Brandes ånd ville Det Radikale Venstre bryde med dansk provinsialisme og lukkethed. Endvidere gik partiet ind for antimilitarisme og afstandtagen til kongehuset.
De Radikale var inspireret af de franske radikale, der ligeledes var et progressivt borgerligt parti. De franske radikale kom for øvrigt til at udgøre en del af den franske folkefront i alliance med den franske venstrefløj i 30`erne. Denne folkefront holdt fascismen fra døren en tid.
Så heltemodigt har de danske radikale aldrig optrådt. Trods engagement i kulturradikalismen. Trods en (stadig mere blegnende) kritisk holdning til militæret. De Radikale har altid haft et snusfornuftigt forhold til idealerne; det var ikke just dem der stod på barrikaderne, når det virkelig gjaldt; da der var brug for borgerligt progressive holdninger under besættelsen, og DKP efter angrebet på Sovjetunionen i 1941 blev bortvist fra Folketinget, stemte De Radikale sammen med resten af Folketinget for den udemokratiske kommunistlov.
De Radikales karriere i dansk politik har været turbulent med op- og nedture. Lad os remse den hurtigt op: De Radikale har i alliance med Socialdemokraterne været med til at bygge det danske velfærdssamfund op. De Radikales alliance med Socialdemokratiet må ses i lyset af partiets erkendelse af, at der skulle reformer til for at få en mere demokratisk fordeling af goderne.
Den første radikale statsminister blev Zahle i 1909. Samtidig har partiet løbende dannet alliancer både til højre og venstre under meget vigende mandattal. I 1949 stemte partiet mod tilslutning til NATO. Siden har partiet stiltiende accepteret NATO.
Sidste gang man så partiet vise radikalt mod, var i Folketinget i 80`erne, da Den Kolde Krigs oprustningshysteri havde en af sine kulminationer. De Radikale deltog sammen med venstrefløjen i den såkaldte fodnotepolitik mod den højreorienterede regerings tilslutning til NATO`s oprustning.
Siden da har De Radikale gradvist tonet ned i fredskampen. Man kan stadig i fredsdemonstrationer møde enkelte af partiets græsrødder, men derved er det også blevet. I den økonomiske politik og skattepolitikken er partiet klart på højrefløjen. Kulturelt og hvad angår indvandrerpolitik står partiet til venstre. Men antimilitaristisk eller USA-kritisk kan man ikke just kalde partiet for.
Fødselaren går også ind for EU`s stadig større magt. Man kan nærmest ikke få nok EU. Der er forskel på monopolkapitalens EU og solidaritet med andre europæiske lande. Her mangler De Radikale tilsyneladende evnen til at skelne.

Den gode gamle radikaler
Engang for mange år siden, talte man om 'den gode gamle radikaler'. Det var i fødselarens ungdom. Forfattere har portrætteret denne type, der nu synes at være en anakronisme.
Scherfig personificerede den gode gamle radikaler i form som en læge i en lille landsby. Denne læge turde endda købe det kommunistiske Land og Folk. Han tog sig af sine patienter med omsorg og social bevidsthed. Han stak pengesedler til en værdigt trængende kvinde og moder, hvis man var blevet interneret efter besættelsen. Lægen havde fandenivoldske og borgerligt frisindede meninger om dette og hint. Og han elskede at diskutere.
Lægen lever i Scherfigs roman Frydenholm, og er således udødeliggjort i en bog, der beskriver besættelsen set med kommunistiske briller. Med mildhed og ironi tegnes et smukt portræt af et radikalt tænkende menneske, der sidst må lade livet, fordi han optræder for modigt og solidarisk i modstandskampen.
I tv-serien Matador optræder en anden god gammel radikaler, stadig i form som en læge, der ligeledes viser mod under besættelsen i modstandskampen, og med sin borgerligt frisindede moral netop viser sig som - en god gammel radikaler. Det var dengang. I fødselarens ungdom.

En radikal personlighed
Jeg vil gerne sige noget smukt om fødselaren. Fremhæve en af partiets politiske personligheder.
Nej, jeg tænker hverken på Helveg-familien, eller Baunsgårdé Ikke Karl Skytte. Ikke Marianne Jelved.
Jeg toner ind på den afdøde radikale politiker Hermod Lannung (1895-1996).
Navnet siger måske ikke den brede offentlighed så meget. Ikke desto mindre hører Lannung til en af partiets største personligheder. En ægte gammel radikaler. Og så nåede han at blive et år ældre end hans parti fylder i år!
Lannung var af bondeslægt. Han kom fra Finderup ved Høng. Gennem et langt liv var han jurist, politiker og - ikke mindst internationalist. Han startede i den radikale ungdomsbevægelse. Mellem 1917-19 var han tilknyttet Danmarks gesandtskab i Petrograd, hvor han tog sig af krigsfanger.
Herigennem fik han lejlighed til at overvære den russiske revolution på nærmeste hold, hvilket han skrev en medrivende bog om (1). Hans liv var et eventyr. I flere omgange var han delegeret ved FN. Han var medlem af landstinget 1939-47. Medlem af Folketinget 1957-60. Han var primus motor i en ungdomskonference for folkeforbundet for forsoning og fred på Christiansborg august 1921.
Af hans andre internationale opgaver kan nævnes : I 1922-24 var han i Sovjet i F. Nansens hjælpeaktion under den russiske hungersnød. Han fandt der sin kone, som var russer og jurist i Kharkov i Ukraine. Hun døde i 1938 og han giftede sig ikke siden. Han deltog i FN`s første generalforsamling i 1946, og var delegeret i 25 år. Han skal især have nydt anerkendelse fra delegerede i Afrika, Sydamerika og Asien. Han var også en tid formand for FN`s hovedkommission for ikke selvstændige områder - med andre ord den radikale med længst engagement i og tilknytning til FN.
Nogle af de sidste år af sit lange liv trådte han ligeledes i karakter som en modigt engageret radikal i fredsbevægelsen. Som gammel legendarisk radikaler kunne han have trukket sig tilbage til sin herskabslejlighed i majestætisk ensomhed og have nydt sit otium. Men han fortsatte sit arbejde.
Han deltog i Verdensfredskongressen i Danmark i 1986. Det var et forum for mennesker, der havde taget freden op til diskussion. I alt 2400 delegerede fra såvel den kapitalistiske som socialistiske verden benyttede dette FN`s fredsår til at gå i dialog. Verdensfredskongressen havde Hermod Lannung som præsident.
Ingen tvivl om at Hermod Lannung tjente sit parti til ære og værdighed!

den største gave
Den nu hundred-årige har i forbindelse med valget i februar fået sin ganske givet største fødselsdagsgave, da partiet næsten fordoblede sit mandattal til 17 mandater. Partiet har for første gang i 30 år haft en fremgang, der vil noget.
Spørgsmålet er nu, om det socialliberale kan bruge sin rolle som tungen på vægtskålen til noget synderligt. Det er skæbnens ironi, at Det Radikale Venstre måske netop ikke kan gentage sin succes på grund af Dansk Folkeparti. Et parti, der på alle områder står som den diametrale modsætning til den hundredårige socialliberale faktor, men som samtidig er yderst bekvemt for den højrefløj, der før i tiden af mandatmæssige årsager mere eller mindre nødtvungent måtte alliere sig med De Radikale for at få flertal. Sådan er det ikke for øjeblikket. Og det er måske fødselarens største aktuelle dilemma i forhold til at spille en rolle som socialliberal magtfaktor i Folketinget.

En moderne radikal
De Radikale kalder sig stadig for 'europæere'. Man går med hele hjertet ind for EU, der hylder kapitalens frie bevægelighed. Man bryder sig ikke om fagbevægelsens hårdt tilkæmpede rettigheder i form som eksklusivaftaler.
Den typiske radikale vælger kommer fra storbyerne, er veluddannet, og meget berejst. Pågældende stiller sig ukritisk overfor globaliseringen ud fra devisen 'hele verden er mit fædreland'.
Den typisk moderne radikaler er vellønnet, og kan hermed være udmærket tilfreds med, at partiet går ind for et skatteloft på 42 procent. Samtidig føler den typiske radikale vælger sig solidarisk med minoriteter i samfundet, og tilkendegiver sin solidaritet ved at stemme radikalt. Den moderne radikaler er desuden en stor fortaler for liberal og socialt ansvarlig retspolitik og ulandspolitik.

Note:
1): Hermod Lannung: Min russiske ungdom, Gyldendal 1978.