Den naturlige tanke, at sovjetborgerne nærede en dyb frygt for, at katastrofen skulle gentage sig, er svær at finde hos danske analytiker

af Bjarne Gårdsvoll, København
Meget af det der er skrevet, i anledning af 60 års fejringen af sejren over nazismen, har været præget af Den Kolde Krigs retorik og ensidige analyser. Mange spekulerer for eksempel på, hvorfor Sovjetunionen ventede 'så længe' med at trække sig tilbage fra besatte områder. Trak Sovjet sig i det hele taget tilbage fra andre steder end Bornholm og Nordnorge, lød et af spørgsmålene.
Jo, Sovjet forlod også Nordkorea og Azerbaidjan. Sidst nævnte var den første kurdiske republik nogen sinde, men Sovjet trak sig efter pres fra vestmagterne, og republikken blev opløst. Mærkeligt nok er det ligeledes nærmest ukendt blandt jævne mennesker herhjemme, at tilbagetrækningen også fandt sted fra de fleste såkaldte østlande.
Helt underligt er det, at Østrig nærmest forties. Østrig blev også delvis besat af Sovjet, blandt andet Wien, men det lykkedes øst og vest at blive enige om en gensidig ophævelse af okkupationen. Sovjets betingelser var, at Østrig skulle være neutralt og nedrustet, og det gik vestmagterne med til.
Sovjets krav skal ses på baggrund af landets voldsomme tab og lidelser, 27 millioner faldne og et land, hvor den brændte jords taktik var tysk strategi fra Stalingrad til Sovjets vestgrænse. Det måtte ikke ske igen.
Derfor forlangte Sovjets forhandlere den samme ordning for Tyskland som for Østrig. Men her gik vest kategorisk imod. Naturligt nok for USA's og Englands militærstrateger, som så det kolossale produktions- og krigspotentiale i tysk industri, ikke mindst ruhrområdet.
I den tid agiterede nemlig grupper i England og USA for en krig mod Sovjetunionen, blandt andet Churchill. Vestmagterne var klart overlegne - de rådede over atombomben og USA's enorme krigsindustri. Kommunismen måtte tilintetgøres nu, mens Sovjet lå nede, og før systemet eventuelt udviklede sig til noget godt.
Vesttyskland blev en fordel for NATO, men for det delte Tyskland, som var konsekvensen, var det en tragisk beslutning. Alt dette er åbenbart fortrængt. I stedet beskrives Sovjet som en aggressiv magt, som bare ønskede verdensherredømmet og kommunismens udbredelse. Den naturlige tanke, at sovjetborgerne nærede en dyb frygt for, at katastrofen skulle gentage sig, er svær at finde hos danske analytiker.
Er den kolde krig egentlig slut?